Jyske Bank overgik analytikernes forventning til bruttoindtægterne i 1. kvartal med hele 8 pct., især drevet af højere nettorenteindtægter. Banken ser øgede konkursrisici i dansk erhvervsliv, og den udgiftsførte for første gang i seks kvartaler egentlige udlånshensættelser.
Vigtigste forklaringer på, at Jyske Bank ikke leverede samme bundlinje som i 4. kvartal, var dels højere omkostninger, dels de første bogførte udlånstab i syv kvartaler og dels markant højere skattebetalinger.
Adm. direktør Anders Dam formåede dog alligevel at præstere en forrentning af egenkapitalen (før skat) på 17,8 pct. mod 19,5 pct. i sidste kvartal 2022, hvor resultatet blev løftet af både tilbageførte udlånstab og lavere omkostninger.
Ledelsen oplyser, at omkostningerne i 1. kvartal blev forøget af engangsomkostninger ved købet af Handelsbanken på 38 mio. kr. samt af en overenskomstmæssig lønregulering og en stigning i antallet af heltidsansatte, som er øget fra 3854 i 4. kvartal 2022 til 3878 i 1. kvartal 2023. Omkostningerne er steget markant over de seneste fire kvartaler, og overtagelsen af Handelsbanken kan kun forklare noget af det. Bemærkelsesværdigt er omkostningerne i bankforretningen steget langt mere end i realkreditforretningen, hvor omkostningerne har været stort set uændrede i to år.
Forrentningen af egenkapitalen trækkes markant ned af Jyske Banks realkreditforretning, som trækker ca. 70 pct. af det samlede udlån. Forrentningen på realkredit er typisk markant lavere end på bankforretning, bl.a. fordi de stigende udlånsrenter stort set kun rammer bankindtægterne.
Jyske Banks basisindtægter fra realkredit er over de seneste år kun steget marginalt, mens overskuddet i bankforretningen er boomet, og det er ikke kun på grund af volumenforøgelsen efter overtagelsen af Handelsbanken.
Bankforretningen leverede i 1. kvartal, baseret på et lidt lavere udlån, nettorenteindtægter på 1139 mio. kr. mod 959 mio. kr. i det foregående kvartal. Nettogebyr- og provisionsindtægter faldt en smule fra det foregående kvartal, men levede op til analytikernes forventninger.
Selvom Jyske Bank allerede har opjusteret forventningen til årets overskud tre gange i år, blev analytikernes skøn for 1. kvartalsresultatet kørt over på næsten alle delposter. Analytikerne havde forventet 2130 mio. kr. i nettorenteindtægter, og posten landede på 2224 mio. kr.
Analytikerne skød under det realiserede
I det hele taget skød analytikerne på de fleste delposter under det realiserede, bl.a. på kursreguleringer, leasingforretningen og ”øvrige indtægter”, der bl.a. omfatter dividende fra aktier. Bankens factbook afslører også, at banken stille og roligt er ved at opbygge en kapitalforvaltningsforretning med nu 222 mia. kr. under forvaltning.
Købet af Handelsbanken synes at have bidraget med knap 50 mia. kr. i forvaltningskapital, og Jyske Bank begynder at blive en stor spiller på dette marked, hvor banken ellers stort set aldrig har præsteret særligt gode resultater. Hovedparten stammer antageligt fra forvaltning af investeringsforeninger for private, private banking-kunder og pensionspuljer, men kun få store institutionelle kunder.
Jyske Bank bogfører i 1. kvartal for første gang i 11 kvartaler større udlånstab i selve resultatopgørelsen. Over de seneste fem kvartaler har tilbageførte tabshensættelser løftet bundlinjen med ca. 150-200 mio. kr. hvert kvartal. Denne positive tabshistorie synes nu at være slut.
Går man bag kvartalets tabshensættelser, viser regnskabets hensættelsesnote, at næsten hele kvartalets hensættelser vedrører udlån til industri med 112 mio. kr., selvom udlånet til dette segment kun udgør 5 pct. af bankens samlede udlån. For de fleste andre brancher sker der fortsat tilbageførsler af tidligere hensættelser som indtægter.
Morten W. Langer
Aktuel kurs 465,30
Kursmål (6 mdr.) 504,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.