Blot to ud af 25 store danske unoterede selskaber har integreret klimakomponenter i topledelsens variable aflønningsprogram, og for mid cap-selskabernes vedkommende er det tre ud af 32, viser selskabernes rapporter. Den lave andel står i skærende kontrast til large cap-selskaberne, hvor 21 ud af 46 topchefers bonusprogram indeholder klimakomponenter. ØU’s rundspørge viser dog, at flere store unoterede selskaber faktisk integrerer klimakomponenter i ledelsens variable lønprogrammer – de oplyser bare ikke om det, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kortlægning af topchefernes bonuskomponenter.
Økonomisk Ugebrevs kortlægning af ESG-komponenter i topledelsens bonusprogrammer viser, at ud af 25 store unoterede selskaber er det kun Falck, der har udgivet en decideret vederlagsrapport. Her fremgår det, at CEO Jakob Riis og CFO Christian Baltzers incitamentsprogrammer indeholder målepunkter, der vedrører sikkerhed, sundhed, medarbejdertilfredshed og selskabets klimaaftryk. Målepunkterne uddybes ikke yderligere, hvorved der blandt andet ikke gives indsigt i hvilke konkrete klimaresultater, der udløser bonus til ledelsen.
Hverken Arla, Coop eller Hempel udgiver vederlagsrapporter. Men de tre store virksomheder adskiller sig alligevel fra hovedparten af de andre store unoterede selskaber ved at oplyse i deres årsrapporter, at ESG-komponenter indgår i topledelsens variable aflønningsprogrammer.
Arla oplyser, at selskabets scope 1 og 2 klimaaftryk fra 2023 er en del af topledelsens årsbaserede bonusprogram. Af Coops rapport fremgår det, at topledelsens bonusprogram indeholder et målepunkt vedrørende kundetilfredshed, mens Hempel ikke uddyber de konkrete ESG-målepunkter.
Arla, Coop, Falck og Hempel er altså de eneste af undersøgelsens 25 udvalgte store danske unoterede selskaber, der i officielle rapporter bekendtgør, at der indgår ESG-komponenter i topledelsens incitamentsprogrammer. Store unoterede selskaber som Bestseller, Danish Crown, ECCO, Energi Danmark, Lars Larsen Og Leo Pharma redegør ikke for ledelsens bonusprogrammer, hvis de overhovedet har nogen.
Selvom de unoterede selskaber juridisk set er i deres fulde ret til ikke at oplyse om topledelsens bonusordninger, så forekommer de manglende oplysninger om ESG-komponenter i lønpakkerne at stemme dårligt overens med tidens trend om øget transparens, særligt på ESG-området. I Økonomisk Ugebrevs undersøgelse har blot 16 pct. af de store danske unoterede selskaber integreret ESG-komponenter i topledelsens bonusprogrammer. Derved halter de store unoterede selskaber umiddelbart langt efter de børsnoterede large cap og mid cap-selskaber – for large cap er det 78 pct. af selskaberne, der har ESG-komponenter i topledelsens incitamentsprogrammer, for mid cap er det 31 pct.
De mellemstore danske børsnoterede selskaber rapporterer altså bedre om dette centrale ESG-element end nogle af landets største og mest toneangivende selskaber, der ofte markedsfører sig på at være med helt fremme i den grønne omstilling med fokus på samfundsansvar. Det forekommer dog umiddelbart naturligt, at selskaber, der hævder at tage eksempelvis klima meget alvorligt, ikke blot integrerer CO2-reduktioner i topledelsens incitamentsprogrammer, men også er transparente herom.
Specifikt i forhold til klimakomponenter skraber de store unoterede også bunden – om end de her har tæt følgeskab af mid cap-selskaberne. Hvor 46 pct. af danske large cap-selskaber har klimakomponenter i topchefbonus, er det blot 8 pct. af de store unoterede – for mid cap er det 9 pct.
Læs hele Claus Strue Frederiksens artikel her
Claus Strue Frederiksen

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.




