Kollerup smider bombe: Banksupermarkeder skal sikre bedste priser

Erhvervsministeriet fremlagde forleden endnu en rapport om konkurrencen i den danske banksektor. Denne gang med fokus på ”finansielle supermarkeder,” men rapporten var renset for konklusioner og anbefalinger. Til Økonomisk Ugebrev siger erhvervsminister Simon Kollerup nu, at banksupermarkederne ikke skal opsplittes.

Erhvervsminister Simon Kollerup smider nu en bombe i debatten om konkurrencen i den finansielle sektor. Efter to rapporter om emnet inden for de seneste uger melder ministeren nu klart ud til Økonomisk Ugebrev: Han vil ikke kræve en opsplitning af de finansielle supermarkeder, fordi det giver overblik og enkelhed for kunderne at hente rådgivning og ydelser ét sted.

På den anden side siger han også klart og tydeligt, at banksupermarkederne skal sikre kunderne de bedste og billigste produkter, underforstået også, hvis bankens egne hyldevarer ikke er de billigste og bedste. Kollerup afslører ikke, hvordan han har tænkt sig at sikre dette. Men det er velkendt, at både SF og Enhedslisten har finansielle supermarkeder højt på deres dagsordner, og det samme har Forbrugerrådet Tænk.

Bedst og billigst

Til Økonomisk Ugebrev siger Simon Kollerup: ”Der er fordele og ulemper ved finansielle supermarkeder. Men jeg har absolut ingen intention om at splitte dem op. For der er ingen tvivl om, at det er nemt med én enkelt indgang for danske forbrugere til finansielle produkter. Men det må selvfølgelig ikke ske på bekostning af, at forbrugerne får de bedste og billigste produkter.”

Videre siger han: ”Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået to analyser, der grundigt har analyseret forholdene for forbrugerne og konkurrencesituationen i banksektoren. Det giver os et godt grundlag at gå videre på. For jeg synes, det er vigtigt, at vi tager danske forbrugere alvorligt og forbedrer forholdene og gennemsigtigheden for forbrugerne, som rapporterne viser, der er behov for. Det er noget, vi i regeringen er meget opmærksomme på, og som vi nu vil kigge nærmere på.”

Selvom de to rapporter ikke indeholder konkrete anbefalinger eller erklæringer om next step, lyder meldingen fra erhvervsministeren, at han og regeringen vil arbejde videre med de konkurrencemæssige udfordringer i den finansielle sektor. 

I den nyeste rapport lyder vurderingen bl.a., at ”en opsplitning vil dermed indebære, at en finansiel virksomhed kun vil kunne agere inden for et produktområde, hvorfor helkundeforhold ikke længere vil være muligt. Dermed vil forbrugerne selv skulle henvende sig til en flerhed af finansielle virksomheder, der tilbyder den type af produkter, forbrugerne ønsker at købe (konti og banklån, realkreditlån, forsikring og investering), da de finansielle virksomheder ikke længere vil rådgive og vejlede forbrugerne inden for samtlige områder eller henvise til virksomheder, der sælger det pågældende produkt.”

Det sidste postulat er ikke nærmere forklaret. En bankrådgiver vil antageligt fortsat kunne rådgive kunden om andre produkttyper, og det vil kunne ske mere frit, fordi man ikke er bundet af en bestemt samarbejdspartner. Måske ville kunden skulle betale særskilt for denne rådgivning, men sandsynligheden for at kunden faktisk blev rådgivet om det reelt bedste og billigste produkt, ville også være markant højere end i det monopolistiske supermarked.

Hjemmel til opsplitning

Videre hedder det også i Erhvervsministeriets rapport, at ”de finansielle supermarkeder kan omvendt også medføre ulemper for kunderne. Pengeinstituttet har i mange tilfælde kun produkter fra én udbyder på hylden og modtager provision for at sælge disse ydelser til kunden. Banken har derfor et økonomisk incitament til at henvise kunderne til sine samarbejdspartnere. Videre kan finansielle supermarkeder begrænse forbrugernes mobilitet og dermed i sidste ende potentielt også konkurrencen i den finansielle sektor.”

Videre hedder det: ”I dag har Finanstilsynet allerede hjemmel til at påbyde en opsplitning begrundet i hensynet til den finansielle stabilitet. En opsplitning af finansielle supermarkeder ved et forbud mod alle former for samarbejdsaftaler mellem finansielle virksomheder vil kunne betyde, at kundernes mobilitet øges, da forbrugerne vil købe finansielle produkter fra forskellige udbydere og det derfor ikke er afhængigt af, hvor forbrugerne har deres primære pengeinstitut.”

Morten W. Langer