Økonomiprofessor Bryan Caplan slår i bogen ”Myten om den Rationelle Vælger” til lyd for at begrænse de fattige og lavtuddannede vælgeres magt, og tildele velstillede og økonomikyndige borgere langt mere indflydelse, end de allerede har. Bogen er velskrevet, provokerende og på lange stræk særdeles interessant.
I bogen ”The Myth of the Rational Voter” konkluderer Caplan, der er professor i økonomi ved George Mason University, at vi bør opgive princippet én mand, én stemme og i stedet tildele økonomikyndige borgere mere indflydelse, eksempelvis i form af ekstra stemmer. Kort fortalt: Erstat demokratiet med økonomvælde.
Ifølge Caplan lider demokratiske samfund under, at borgere uden basal forståelse for samfundsøkonomi har lige så meget at skulle have sagt på valgdagen, som borgere med indsigt i emnet. Lige adgang til stemmeboksen resulterer i ufornuftige politikker, der gør samfundet fattigere. Løsningen ligger dog lige for: Overlad taktstokken til eksperterne, i dette tilfælde økonomerne.
Den kontroversielle konklusion bygger på tre umiddelbart ukontroversielle antagelser:
1) Når mennesker skal træffe beslutninger om dette eller hint, så er sandsynligheden for at træffe den mest hensigtsmæssige beslutning langt større for dem med solid indsigt i emnet end for de, der intet aner derom.
2) Økonomer ved generelt langt mere om samfundsøkonomi end den gennemsnitlige vælger.
3) En stats økonomiske politik har afgørende betydning for borgernes ve og vel – dårlige beslutninger kan i yderste konsekvens føre til sult og død. Caplan bruger store dele af bogen på at vise, at økonomer ikke blot har mere viden om samfundsøkonomi end den gennemsnitlige vælger, men at sidstnævnte ligefrem har et forvrænget og fordomsfuldt billede af emnet.
Alarmklokkerne kimer
Alarmklokkerne kimer dog om kap ved en analyse af forfatterens rationale. At velhavende menneskers formue altid bygger på sunde forretningsidéer og hårdt arbejde er åbenlyst noget vrøvl. Overalt på kloden går formuer i arv, mange er født med mere end et fuglehus i dåbsgave.
Desuden: At selviske forretningsfolk altid tjener det offentlige gode er ren tegneserieøkonomi – i virkelighedens verden findes der masser af forretningsfolk, der har tjent penge på at ødelægge naturen, bruge tvangsarbejde og bidrage heftigt til klimakrisen.
Caplan vil formentlig skyde skylden på markedsfejl. Ja, velkommen til virkeligheden – her er masser af mudder, møg og roderi. Og det kan man ikke bare skrive ud af ligningen og lege, at vi befinder os i Andeby. Derfor: Stop med at gø op om, at individuel profitjagt konsekvent flugter med samfundets interesser, for det passer ikke.
Caplan understreger, at økonomvælde ikke er ensbetydende med at sende alle ikke-økonomer ud i kulden. Visse ikke-økonomer er nemlig mere fornuftige end andre – målet er særligt at holde de lavtuddannede og mindrebemidlede udenfor indflydelse, da de i Caplans optik har tendens til at støtte ufornuftige markedshæmmende politikker. For at komme helt i mål foretager Caplan en temmelig problematisk snigmanøvre: Han sætter stiltiende lighedstegn mellem at vide noget om samfundsøkonomi og at være i stand til at udpege den mest hensigtsmæssige politik. Men økonomer er udelukkende eksperter i det første, ikke i det sidste.
At en given politik forøger et lands bruttonationalprodukt eller skaber større arbejdsudbud betyder ikke, at den nødvendigvis er mest fornuftig og retfærdig. Og Caplan synes da også at anerkende, at tåbelige (læs: ikke-BNP-maksimerende) politikker faktisk kommer nogen individer til gavn.
Han skriver: ”Hvis vælgerne har forskellige begavelser, så kan mange objektivt drage fordel af socialt skadelige politikker. Velstandsulighed er den simpleste årsag: Selv hvis omfordeling er en utrolig hullet spand, så kan den stadig gøre flertallet rigere.”
Denne erkendelse får dog ikke Caplan til at indse, at samfundsøkonomi er et politisk spørgsmål, hvor der ikke findes fagøkonomiske rationelle løsninger. Igen er vi tilbage i et forvasket tegneserieunivers, hvor Anders And er dus med himlens fugle og skovens grønne træer.
Caplan bruger nærved nul eksempler fra den virkelige verden og lykkes da også højst med at få fantasi og drøm til at stemme overens – hvis vi sløjfer demokratiet og lader økonomer og ligesindede bestemme, så vil statslig indgriben i markedet blive kraftigt formindsket – javist, måske.
Claus Strue Frederiksen
Læs den forkortede anmeldelse i sin fulde længde her.
