For ti år siden blev Anders Eldrup under stor ståhej fyret fra sin direktørpost i DONG Energy. Bestyrelsens begrundelse, eller i hvert fald anledning, var, at Eldrup havde givet de såkaldte guldfugle eksorbitante lønninger. En af dem havde f.eks. sikret sig 20 mio. kr. ved fratrædelse, også selvom han selv sagde op. Det forargede offentligheden, men set i bakspejlet er forløbet forinden nok så interessant.
Eldrup kom til DONG i 2001. Han havde tænkt det som en fredelig retrætestilling, der gav plads til familien efter tre travle årtier i Finansministeriet, heraf det sidste som departementschef. Snart indså han dog, at tiden var ved at rinde ud for modellen med et grossistled mellem producent og slutleverandør af energi. Så han iværksatte en opkøbsstrategi for at få adgang til mindst en million slutkunder.
Samme idé havde andre også fået, og snart fandt han sig i en hård armlægning med især Elsam. Undervejs blev den økonomiske nødvendighed transformeret til en vision, der gik ud på at samle den danske energisektor. Dårligt var det lykkedes med Eldrup og DONG som sejrherrerne, før et nyt mål blev sat. De aktiviteter, man netop havde samlet, skullet sælges fra igen for at investere provenuet i de vindmøller, der takket være offentlige subsidier gav et meget bedre afkast.
Guldfuglene var dygtige til at se de finansielle muligheder med vindmøllerne. Goldman Sachs var det også og blev symbolet på en ny skandale få år senere.
Susanne Hegelund ruller historien op i portrætbogen ”Anders Eldrup – samfundsreformator”. Interesserer man sig for velfærdsstatens udvikling, det moderne erhvervsliv eller begge dele, er den i lange stræk spændende som en thriller. Men på nogle måder er den også mislykket.
Hegelund vil bruge Eldrups historie – han er vokset op på landet – som case til at illustrere hele samfundets udvikling gennem 60 år. Det fungerer ikke, bl.a. fordi Eldrup dårligt kan huske sin barndom og ungdom. De tidlige år synes end ikke at have interesseret ham, mens han var i dem. Mens hans jævnaldrende gjorde oprør og eksperimenterede, etablerede han sig med parcelhus, familie og fast stilling i centraladministrationen, allerede da han var midt i sine tyvere.
Når Hegelund betegner Eldrup som samfundsreformator, fornemmer man ligeledes, at hun ikke har kunnet frigøre sig fra sin første tanke med bogen. Eldrup har bestemt haft del i store reformer, men det virker ikke klart, at der for hans vedkommende har ligget de store principper bag. Han har mere været den praktiske ingeniør, der byggede husene, end arkitekten, der tegnede dem.
Eldrup synes primært at have været drevet af en ambition om at samle magt om sig selv. Det er i sig selv fint nok. Ideale motiver er kun en del af det, der driver os gennem livet, og bundlinjen er, at Eldrup har haft en vigtig rolle i udviklingen af samfundet; i mange tilfælde til det bedre.
Alligevel sidder man efter endt læsning tilbage med en lidt ubehagelig fornemmelse af magtens inerti. Et lidt pudsigt eksempel: Som ny departementschef får Eldrup tildelt den åbenbart kedelige opgave at administrere minister- og departementschefbilerne. Eldrup håndterer det ved at skifte hele flåden ud til større biler. På den måde bliver han populær hos både chauffører, ministre og departementschefkolleger. Det koster skatteyderne en bunke penge, men som Eldrup 30 år senere forklarer Hegelund: ”De ting, vi laver for fællesskabets penge, skal være i orden og se ordentlige ud.”
Hvor der frem til 80’erne klart var behov for en bedre økonomistyring i staten, er det samtidig et spørgsmål, om det ikke til sidst blev et mål i sig selv at koncentrere magt hos Eldrup og hans folk. Endnu i dag betragter mange folketingsmedlemmer, og endog ministre, det sådan, at de er underlagt Finansministeriet. Det er ikke just sådan, grundloven beskriver det.
Tilsvarende kan man sætte spørgsmålstegn ved tiden i DONG. Var den egentlige bevæggrund for statens mammutinvesteringer i det selskab, hvis opgave ellers var ved at være tilendebragt, at redde den gren, Eldrup selv sad på?
Den grønne sektor er også i dag Eldrups slagmark. Han har bl.a. en nem indkomst som formel frontfigur for nogle af guldfuglenes nuværende aktiviteter i Copenhagen Infrastructure Partners. Deres koncept, der grundlæggende går ud på at kapitalisere støtteordninger for grøn energi, giver stadig et fortrinligt afkast.
Politikere og forretningsmænd ude i verden vil dog gerne have et visitkort på engelsk og kinesisk fra en grånende, tidligere topembedsmand med en aura af troværdighed. Det får de så.
Sten Thorup Kristensen
Susanne Hegelund: Anders Eldrup – samfundsreformator. Forlaget Gyldendal.
foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
