Dagbladene har skabt en tradition for hver morgen at opdatere deres læsere på dagens vigtigste nyheder, også fra andre medier. Disse oversigtsartikler er holdt i en tone, der vist nok skal være jovial og uformel, men som ofte minder mere om det babysprog, forældre bruger over for deres små børn under udflugter til Zoologisk Have.
I Berlingskes morgenpost tirsdag kammede det helt over: ”Nå, det er ikke lige dette morgenpostbuds kop te, men vi kommer ikke uden om at skulle tale økonomi i dag, når nu regeringen i morgen vil præsentere sit finanslovsudspil. Heldigvis elsker Børsens journalister tal, så vi skynder os over til konkurrenterne på Møntergade.”
Det bliver et hårdt efterår for politiske journalister, der på den måde giver fortabt over for tal. For lige nu handler det meste af nyhedsstrømmen direkte eller indirekte om den høje inflation.
Den gælder også den historie, morgenposten henviser til. Her breakede Børsen, at der i regeringens finanslovsforslag skulle afsættes 2 mia. kr. til at hjælpe inflationsramte danskere. Som avisens cheføkonom, Steen Bocian, spidst kommenterede, svarer det til at sætte et børneplaster på et benbrud. De 2 mia. kr. vil selvfølgelig være bedre end ingenting for dem, som modtager dem. Men ikke meget bedre.
Det, man kan læse ud af alle tallene i finansloven, er følgende: Regeringen fravælger, bortset fra lidt symbolske småpenge, at hjælpe borgerne gennem den hårde fase af inflationen. Den kunne have gjort det, men så skulle den have sparet på de offentlige budgetter for at finde finansiering til midlertidige skatte- eller afgiftslettelser. Og de offentlige budgetter er den gren, regeringen (og Folketinget i øvrigt) selv sidder på.
For to år siden, da det handlede om corona, var begrebet samfundssind det store dyr i åbenbaringen. Det, vi ser i håndteringen af inflationen, er antitesen. Her er det alles kamp mod alle. Det er sørgeligt at overvære, men det er vigtigt, at medierne indser det, og ikke bare lægger blæk eller sendetid til, hver gang denne eller hin politikere hævder at ville hjælpe danskerne, men reelt bare plejer egne interesser.
Et eksempel er lovforslaget om at sætte et midlertidigt loft på huslejestigningerne i boliger, der udlejes på markedsvilkår, det vil overvejende sige det meget nybyggeri. Ingen medier har hæftet sig ved, hvem der betaler regningen – de pågældende ejendomme er i de fleste tilfælde ejet af pensionsopsparerne, altså danskerne.
Heller ingen har spurgt, hvorfor netop lejere i nyere ejendomme skal hjælpes i en tid, hvor et stort flertal kan se frem til højere boligudgifter. Det ligger ellers lige for at konstatere, at det i høj grad er storbyvælgere fra den højere middelklasse, der bliver hjulpet – det vil sige præcist en af de vælgergrupper, Socialdemokratiet meget gerne vil appellere til. Sammenfaldet er næppe helt tilfældigt.
Tidligere overvismand Michael Svarer er i en kommentar på Finans.dk, sammen med Andreas Kragh fra Epinion, inde på, at huslejeregulering ofte har den modsatte fordelingseffekt end den (officielt) tiltænkte. De formulerer sig naturligvis sobert. Det er mediernes opgave at oversætte til jævnt dansk, hvad de siger. Og sådan vil det være hele valgkampen igennem.
Hvad Britta Nielsen lærte os
Ovenfor var det en præmis, at det havde været nemt for Christiansborg at finde besparelser til at finansiere inflationshjælp, hvis man ønskede det. Det er selvfølgelig et postulat. Men det understøttes af dokumentarserien Brittas store svindelnummer, der for tiden kører på TV2. Det handler om Britta Nielsens tyveri af et trecifret millionbeløb fra satspuljerne.
Sagen er lidt på afstand nu. Men se dokumentaren og gys. Den handler ikke bare om en enkelt begavet tyv og et system, hvor alle kontrolfunktioner svigtede. Politikerne bevilgede penge uden bagefter at have den store interesse i, hvad pengene blev brugt til. Ovre i ministeriet trak også ministeren og embedsmænd på skuldrene over kritik fra rigsrevisorerne. Deres interesse var, hvad der bragte dem i færrest problemer.
Samme politikere, ministre og embedsmænd slipper meget nemt af krogen hos TV2’s journalister. Det kan især den daværende konservative socialminister Mai Mercado være glad for. Trods dette er dokumentaren medrivende og giver et godt overblik over ikke bare det konkrete forløb, men også hvordan penge kan flyde uhindret og ukritisk i statslige institutioner.
Sten Thorup Kristensen
