Når der foregår ulovlig hugst af urskov, skyldes det bl.a., at der er kunder til tømmeret. Herunder i Danmark. Det er et emne, der en gang imellem kommer op på regeringens bord, og da Brian Mikkelsen var erhvervsminister for ti år siden, foreslog han en drastisk forøgelse af straffen for den ulovlige import. Den idé blev dog skudt ned af embedsmændene i Justitsministeriets lovkontor, som slog fast, at straffe på et område skal stå i et rimeligt forhold til, hvad man kan blive dømt til for tilsvarende forbrydelser.
Forløbet her er refereret efter hukommelsen, så det kan være upræcist gengivet. Men det skal også blot illustrere, hvordan fænomenet Barbara Bertelsen er opstået: Hun har handlekraft, men det er der så mange departementschefer, der har. Ifølge interessante portrætter af hende i både Politiken og Børsen er det noget andet, der gør hende særligt populær blandt politikere:
Hun lader sig ikke stoppe af de formelle barrierer. Hun mener af et ærligt hjerte, at ministerens vilje skal føres ud i livet, og det har hendes skiftende politiske chefer, uanset partifarve, sjovt nok været enige i. Specielt Søren Pind er meget klar i sit forsvar af Barbara Bertelsen.
Problemet er naturligvis, at de formelle barrierer er der af en grund. Demokratiet indebærer ikke bare, at flertallet bestemmer, men også at mindretallet kan sove trygt om natten. Og det er forstyrrende for nattesøvnen, hvis man kan blive idømt en drakonisk straf for at have importeret en palle forkerte brædder, eller hvis man risikerer, at myndighederne ”bryder ind i folks private ejendom og slår deres dyr ihjel,” som Hjørrings afsatte borgmester Arne Boelt udtrykte det over for BT efter kommunevalget i forrige uge.
Men hvor man bestemt kan kritisere Barbara Bertelsen for hendes rolle i mink-sagen, skal man også holde sig klart, at det ikke er hende, der er problemet. Hun er blot en funktion af det egentlige problem – som er politikere, der ikke forstår de begrænsninger, der ligger for dem i et parlamentarisk demokrati.
De elsker at vise handlekraft over for vælgerne. Men de glemmer, at netop handlekraft kun er den bærende dyd i hel- og halvautoritære regimer. I et demokrati er respekten over for den enkelte den uomgængelige værdi.
Læs også tidligere departementschef Jakob Jensens kronik i Politiken. Han kritiserer pressen for at drive heksejagt på embedsmænd generelt, og han har en pointe. F.eks. forekommer det ikke rimeligt, at man hænger en embedsmand ud for at bruge et kontant sprog i en sms, som han troede var privat. Der er ingen af os, der ville stå os godt, hvis alt, hvad vi sagde og skrev, blev offentliggjort.
Men igen – det er heller ikke pressen, der er det grundlæggende problem her. Fællesnævneren skandalesagerne er ministre, der er gået videre end deres beføjelser, eller som har forsømt deres pligter.
Det er muligt, at offentligheden, inklusive medierne, er mere nærtagende med den slags end tidligere, så der skal mindre til, før det bliver en ”sag”. Men det er svært at bortforklare, at der også må være sket et moralsk skred i det politiske liv. Og det er i det miljø, vi pludselig alle er på fornavn med Statsministeriets departementschef.
Den nye klasse
Hvis embedsmænd føler, at deres privatliv ikke bliver respekteret, så er de i båd med hr. og fru Dansker. Også de bliver gennemlyst, men i en anden hensigt – nemlig for at tjekke, om de mon ikke hvidvasker nogle penge. Fokusset på denne mærkelige kriminalitet har fået en pudsig følge. Børsen kunne mandag oplyse, at menige Djøf’ere det seneste år har fået en lønstigning på 6 pct. Det er dog uklart, om der bare er kommet flere ansatte i de højest lønnede funktioner. Investeringsverdenens spåmænd, porteføljemanagere, tjener den højeste løn men på pladser lige under finder man advokater, risikomanagere og compliance-medarbejdere.
I hvert fald de sidste, der tjener en smuk gennemsnitsløn på 65.250 kr. om måneden, er der kommet mange flere af, netop for at finde sager om hvidvask. Børsen havde i artikler senere på ugen fat i nogle af dem. Tirsdag spørger vicedirektør Rikke-Louise Ørum Pedersen fra Finanstilsynet, hvor balancen i indsatsen er, men hun giver ikke noget svar. Onsdag kalder Nordeas chef for hvidvask-bekæmpelse, Anita Nedergaard, det frustrerende, at banditterne bare kan skifte til en andet bank.
De tre artikler giver tilsammen et indblik i en verden, der er svær at forstå. Men der er en konklusion, læseren selv må træffe: Vi har fået en meget højtlønnet klasse af personer, som kontrollerer vores færden, og som har personlige interesse i, at deres adgang til vores privatliv bliver endnu større.
Sten Thorup Kristensen
