I de to uger hen over bededagsferien er der kommet to store nyheder om finansiel regulering. For det første har Finanstilsynet og Nationalbanken lanceret en ny stresstest for bankerne. Denne skal tage højde for den risiko, der er som følge af bl.a. COVID-19. Selv om vi nok kommer til at leve med pandemien en rum tid endnu, er timingen spøjs. Coronakrisen er som bekendt mere end et år gammel, og på nuværende tidspunkt har vi dog det et bredt udvalg af vacciner og andre medikamenter til at forsvare os med. Men konsekvensen af den nye stresstest bliver nok, at bankerne enten skal indskrænke deres udlånsaktiviteter eller hensætte flere penge til tab.
For det andet udsendte Finanstilsynet en rapport med syv bud på styrket bekæmpelse af hvidvask. Det meste handler om at dele personoplysninger på kryds og tværs mellem banker og myndigheder. Nogen konkret anledning er der ikke, men som vicedirektør Rikke-Louise Ørum Petersen udtaler, ”har (vi) alle en interesse i, at bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering bliver så effektiv som muligt.” Det er snæversynet betragtning fra en embedsmand, der har hele sit fokus på eget område og ikke tænker på konsekvenserne hos naboen. Det, vi alle har en interesse i, er, at bekæmpelsen af kriminalitet bliver balanceret med andre gode hensyn, f.eks. beskyttelse af personfølsomme oplysninger og privatlivets fred – og i sidste ende vores demokrati. Er vi på vej mod big-brother-is-watching-you?
De to nyheder har været meget sparsomt omtalt, om overhovedet, i medierne. Derimod har der været masser af omtale af dels erhvervsminister Simon Kollerups røffel mod bankerne for deres negative renter, og af frafaldet af sigtelser mod Thomas Borgen og to andre tidligere direktører i Danske Bank i bankens hvidvasksag.
Prioriteringen er desværre normal for dansk erhvervspresse. Virksomheder og personer, der måske/måske ikke har overtrådt gældende regulering, bliver dækket intensivt. Men vi ænser dårligt, hvornår, hvordan og hvorfor denne regulering er kommet til verden.
Medierne følger traditionen fra en tid, hvor finansiel regulering var noget, der blev vedtaget i Folketinget. Sådan er det formelt set stadig, men reelt bliver reguleringen vedtaget af embedsmænd i EU og København. Danske politikere har for længst opgivet at forstå, hvad der foregår. Det er ikke bare et demokratisk problem, men også et praktisk: Folketinget skulle ideelt set også være et kollegium af lægmænd, der tjekkede, at ny lovgivning var hensigtsmæssig i den virkelige verden.
Og sat på spidsen: Havde folketingsmedlem Kollerup været tvunget til at sætte sig ind i, hvad den finansielle regulering betød for hans vælgere, havde der måske slet ikke været nogen negativ bankrente, som minister Kollerup kunne blive vred over.
Sandheden om coronaen
Siden coronaen kom på dagsordenen, har der været talrige betragtninger om, hvilket samfund den efterlader. I det store: Vil urbaniseringen sætte i bakgear? I det små: Vil mundbind på offentlige steder være det normale fra nu af?
Inden vi når så langt, skal vi dog igennem den efterrationalisering, der altid følger store begivenheder: Der skal skabes en fælles fortælling om, hvad der er foregået, og denne fortælling vil ikke nødvendigvis flugte med det, som lige nu er gængse opfattelser.
Efterrationaliseringen er godt og grundigt skudt i gang nu, i og med at to centrale aktører har taget bladet fra munden. I Politiken annoncerer professor Jens Lundgren, at han ikke længere vil stå til rådighed for medierne som ekspert, og han giver samtidig samme medier et ordentligt spark over skinnebenene, idet han – uden at sætte navn på – giver udtryk for, at andre af de eksperter, der bliver citeret, reelt bare udtrykker personlige holdninger.
I Børsen er det Thomas Senderovitz, tidligere direktør i Lægemiddelstyrelsen, der folder sig ud. Han er bl.a. hård i sin kritik af det grundlag, man havde at træffe beslutninger på. Til en start kunne man have samlet nogle vigtige oplysninger i ”et skide regneark”, mener han.
Man kan gætte på, at mange andre beslutningstagere – politikere, embedsmænd, forskere – som ikke har forladt deres poster endnu, har lige så stærke synspunkter, som de en eller anden dag vil sige højt. Så er borgere og virksomheder lige nu lettede over, at den praktiske del af coronakrisen lakker mod enden, skal de være opmærksomme på, at der et efterfølgende forløb, der først lige er begyndt. Det er bl.a. her, der skal udpeges helte og skurke, og erfaringen fra tidligere store begivenheder tilsiger, at det er noget nær umuligt at forudsige, hvem der får hvilke roller.
Sten Thorup Kristensen
