Dystre overskrifter har præget medierne hele sommeren, men mandag i den forgangne uge kunne Finans.dk fortælle en meget glædelig nyhed: Risikoen for udbredte hungerkatastrofer i den kommende vinter er skrumpet kraftigt. Det skyldes kun i mindre grad, at afskibningen af korn fra Ukraine er genoptaget, og at vejrliget generelt har været gunstigt på den nordlige halvkugle. Større betydning har det, at forbruget af fødevarer er faldet overraskende meget.
I Danmark er forbruget af oksekød f.eks. faldet med 25 pct., uden at det blot skyldes substitution til andre typer af kød (også forbruget af svinekød er faldet lidt).
Det kan man så glæde sig over, når man aflæser de hampre priser i butikkerne: Prismekanismen virker, som den skal. De høje priser vil vare ved en tid endnu, måske flere år, men en normalisering er på vej, hvor der igen vil være rigelige fødevarer og til priser, som vi kendte dem.
Dermed kan politikerne også blande sig uden om. Arla slipper f.eks. for at redegøre for de høje smørpriser, sådan som DF-formanden Morten Messerschmidt ifølge Politiken ellers havde opfordret mejerikoncernen til.
Instinktet med at forholde sig skeptisk til pludselige prisstigninger er i sig selv sundt nok. Men både politikere og medier bør lære af det glædelige forløb på fødevareområdet. De høje priser er økonomiens svar på feber – et symptom på, at kroppen er ved at nedkæmpe en sygdom. Derfor er det også ren populisme, når FN’s generalsekretær ifølge Finans.dk kalder private olieselskabers aktuelt høje fortjeneste ”grotesk grådighed”. (Det er for øvrigt, som The Economist forklarer, også overvejende statslige selskaber i olielandene, der tjener på den nuværende situation). De høje oliepriser vil motivere til investeringer i nye alternative energikilder.
Tilsvarende er de høje fragtrater en drivkraft for investeringer i logistik – og til at spare på den, mens der er mangel. Det er muligt, at overvismand Carl-Johan Dalgaard har ret i, at tiden er løbet fra tonnageskatten, som han argumenterede for i Berlingske. Men man skal ikke i sig selv lade sig forblænde af rederiernes pt. høje indtjening. Den er et sundt symptom. Det er selve situationen, der er syg.
PS – rubrikken til denne klumme er planket fra titlen på den nye sæson af Klovn. Det er vittigt af Casper Christensen og Frank Hvam at bruge dette højmoderne ord som en hentydning til seriens historik. Men mere generelt lever vi i nogle år, hvor senfølger er fællesnævneren for mange af punkterne på mediernes dagsorden.
For to år siden kom det som en åbenbaring, at det kunne lade sig gøre at lukke så meget ned, uden at det tilsyneladende skadede økonomien synderligt. Men det kunne det så heller ikke alligevel, viser det sig. Det er bare først nu, vi for alvor betaler prisen.
Touren og læren fra den unge generation
For fans af cykelsport – og det har størstedelen af den danske befolkning vist sig at være – har det alligevel ikke været dystert alt sammen. Årets Tour de France var magisk og en fest, også for andre end danskere.
Det er en kliche, og ofte lidt søgt, at bruge sportspræstationer som inspiration for erhvervsledere. Men her er der faktisk grund til det. Vingegaards hold, Jumbo Visma, viste noget om den unge generation og ledelse, som bør få erhvervslivets top til at løfte øjenbrynene.
Holdet blev inden touren kritiseret for at være ufokuseret. Der var to kaptajner. plus en af verdens bedste ryttere, som skulle køre sit eget løb og vinde etaper. Det kunne også sagtens være mislykkedes, og så var kritikken fortsat. Men set i bakspejlet (og Jumbo Visma må have set det ud af forruden): Hvad var alternativet?
Der havde stadig ikke været nogen garanti for sejr ved at fokusere på på en af de tre superstjerner, og havde man gjort det, havde de to andre følt sig forfordelt, og en dårlig stemning var sået. Hvor mange gange har man ikke set den slags intriger og magtkampe mellem stjerner i topsport.
Man ser det også i erhvervslivet. Her er det normen, at ledelsen kun er rigtigt velfungerende, hvis der er en klar overhund. Er der konkurrenter til denne position, må vedkommende ud. Jumbo Visma har vist, at der i hvert fald for den unge generation er et alternativ. De kan åbenbart finde ud af at give hinanden plads til at skinne som stjerner, så holdet bliver stærkere.
Sten Thorup Kristensen
