Dagbladet Børsen har været ude i en mindre shitstorm blandt borgerlige debattører i denne uge. Anledningen var, at avisen slog på tromme for en historie, der under et lyserødt breaking-banner blev præsenteret således: ”Banker har hjulpet olieindustrien med at skaffe 8207 mia. kr. på otte år – Danske Bank er en af dem.” Debattørernes synspunkt var, at Danmarks store erhvervsavis ikke behøver spille med på en venstrepopulistisk dagsorden.
Går man ind på selve historien, ser man, at der i hvert fald er noget, der er defekt i det journalistiske håndværk. Børsen synes at have forført sig selv i begejstringen over at deltage i et internationalt mediesamarbejde. Den slags samarbejder har i de senere år været brugt til at afsløre økonomisk kriminalitet i den helt store skala. I dette tilfælde ”afslører” samarbejdet, med det mundrette navn ”The Great Green Investment Investigation: Fossil Finance”, reelt blot, at olieselskaber udsteder obligationer, med hjælp fra banker. Dette er ikke nogen nyhed – der er tværtimod fuld offentlighed om det.
Det er også misvisende at kæde Danske Bank sammen med det store beløb. Norske DnB, der servicerer sit hjemlands store olieindustri, står for to tredjedele af beløbet, mens otte andre nordiske finanshuse deles om den sidste tredjedel.
Denne konstatering kan man også tage udgangspunkt i, når man skal vurdere en anklage mod Børsen om populisme: Hvis det virkelig er så forkert at udvinde olie, er det ikke bare nogle banker den er gal med – det er hele vores nordlige naboland. Skal vi så boykotte dem? Er det slut med skiferier i fjeldene, intense håndboldlandskampe og Rema 1000?
Naturligvis ikke. Fossile brændstoffer skal udfases hurtigst muligt. Det er imidlertid ikke her og nu, men ad åre. Indtil da skal der udvindes olie, og det er barnligt og meningsløst blot at fordømme dem, der står for eller servicerer denne udvinding. Den grønne omstilling er et fælles samfundsvar. Olieselskaber har del i det, men det har alle vi andre også vores jobs og som forbrugere.
I samme avis konstaterer chefredaktør Niels Lunde i lederen, at ”den grønne omstilling har ramt virkeligheden, og dag for dag bliver vi klogere på udfordringens størrelse.” Det er en rigtig observation, og medierne har et ansvar for ikke bare stille mikrofon til rådighed for alskens politiske lobbyister, der måske nok er drevet af idealisme, men som reelt blot markedsfører nogle ugennemtænkte synspunkter om, hvem der er skurkene i fortællingen.
DR kunne f.eks. godt have stillet et kritisk spørgsmål eller to til de portugisiske aktivister, som nu får lov at trække 32 lande for EU-domstolen med en generel anklage om, at de ikke har gjort nok for at nedbringe CO2-udledningen.
Kåre Schultz’ exit
Sportens verden er rig på eksempler på, at stortalenter aldrig får den karriere, man havde tiltroet dem. Der skal mere til end blot evner. Sådan er det også i alle andre forhold i livet. Herunder i erhvervslivet. I Danmark er Kåre Schultz måske bedste eksempel: Han forlod Novo Nordisk i 2015, men for samme penge kunne han være blevet topchef, og så havde det i dag været ham, der solede sig i den internationale presses fascination af selskabet og dets bidrag til behandling af fedme.
Sådan lyder i hvert fald fortællingen, og Schultz selv bidrager med en ny selvbiografi selv til den, kan man forstå af foromtalen på Finans.dk. Ifølge Schulz var problemet dengang, Steen Scheibye ikke ville forlade sin formandspost i Novo Nordisk Fonden, og således blev der sat en stopper for den rokade, der skulle have bragt Shultz til tops.
Også Børsen bringer foromtale, og her beretter Schultz, hvordan han som nybagt Lundbeck-topchef måtte omgøre en beslutning fra den tidligere ledelse om at aflyse et samarbejde med japanske Otsuko. Dermed havde man fornærmet japanerne på en kulturelt ufølsom måde.
Hvis de gode folk fra Otsuka læser bogen, eller bare Børsens artikel, bliver de nok fornærmede en gang til. Det svært at se, hvorfor Schultz har behov for at fortælle offentligt om denne detalje. Det er også svært at se, hvorfor Scheibye skulle træde tilbage, fordi Schultz ikke kunne vente nogle få år mere i andet geled.
Det hører med til historien, at Schultz også forlod Novo Nordisk, fordi han ikke kunne få lovning på topposten. Men i lyset af den nye bog forstår man godt, hvis bestyrelsen har set Schultz som ikke bare et stort talent, men også som et løbsk missil, så den måtte have andre løsninger i baghånden.
Sten Thorup Kristensen
