Mandag gik faglig direktør Thyra Grove Krause fra SSI på TV2’s Go’ Morgen Danmark og meddelte, at omikron-varianten ikke er nær så sygdomsfremkaldende som tidligere varianter af coronavirussen. Efterfølgende har medierne været præget af historier om, pandemien er tæt på sin afslutning, at det måske er bedst bare at lade virus løbe igennem befolkningen, og at SSI’s tal for indlæggelser vist også er misvisende høje.
For læsere af Økonomisk Ugebrevs coronadækning den seneste måned og tillige følgerne af økonomen Lars Christensens facebookside – og dem er der kommet rigtigt mange af i løbet af december – var det dog gammel viden. Økonomisk Ugebrev og Lars Christensen kunne allerede nå samme konklusion for en lille måned siden, blot ved at følge data og forskningen, efterhånden som den løb ind.
I de sociale mediers tidsalder sker det en gang imellem, at en eller flere ihærdige borgere (og der var andre end Lars Christensen på banen) bliver de primære nyhedskilder. Det er altid et nederlag for de etablerede medier, når det sker, men i et lille land som Danmark er det ofte også et nederlag med en legitim begrundelse. Medierne kan ikke være eksperter på alt.
I dette tilfælde var der dog ingen undskyldninger. Medierne har haft to år til at sætte sig ind i virusinfektioner, og de har også set, hvordan corona-tiltagene på godt og ondt er blevet politiserede. Det sidste indebærer, at der er brug for en kritisk presse, der stiller spørgsmål om magthavernes postulater og beslutninger. Det har haltet alvorligt.
I 2021 var der mange historier om kulturen i medieverdenen. Det handlede om, hvem der gik i seng med hvem. Mere relevant for mediebrugerne er et andet kulturproblem, som vi nu har set folde sig ud: At medierne ikke tør skrive en nyhed, før den er blåstemplet af en dansk myndighed – uanset hvor åbenlyst utroværdig denne myndighed er.
Medierne har kort sagt svigtet sine brugere. Det var ikke ligegyldigt, om nyheden om omikron kom ud nogle uger før eller siden. Hver enkelt skulle afgøre med sig selv, hvordan man forholdt sig, virksomheder, der er underlagt restriktioner, har brug for at vide, om disse snart vil blive ophævet igen, og forældre og lærere har brug for at forstå, hvad en skoleåbning indebærer.
Det woke klimaråd
Den usunde kultur kommer også til udtryk på andre områder. F.eks. omkring klimaet. Weekendavisen bragte i sidste uge en artikel om konsekvenserne af de høje energipriser og citerer i den forbindelse Klimarådets formand Peter Møllgaard for, at ”stigende energipriser er endnu en grund til, at vi er nødt ændre vores energiforsyning, så den bliver grøn, stabil og billig.” Det udsagn er politisk – og forkert. De høje energipriser viser, at den grønne omstilling er en større udfordring, end man hidtil har gjort sig klart. Vi kan simpelthen ikke undvære den sorte energi endnu, fordi det tager tid med omstillingen. Weekendavisen burde gå til stålet over for en mand, der skulle repræsentere den højeste viden, men som i stedet prøver at holde virkeligheden skjult for danskerne.
Forsideartiklen i samme Weekendavisen antyder, at der er noget mere generelt galt med Klimarådet. Det har undersøgt, hvor mange der har omlagt kosten til at være mere plantebaseret, og konstaterer, at det er ikke mange.
Herefter følger en længere udredning om, hvordan man måske på langt sigt kan ændre madkulturen. Men hov – hele præmissen i klimapolitikken er jo, at vi har brug for noget, som virker hurtigt, og ikke kun på langt sigt. Havde vi al tid i verden, kunne vi bygge to atomkraftværker og lade det være det. Med sine fabuleringer om, hvordan vi måske kan ændre kulturen til noget mere puritansk, kommer Klimarådet mere til at fremstå som et woke kollegiekøkken end som det, det burde være – et team af eksperter, der kommer med brugbare analyser og løsningsforslag.
Send flere penge
For fuldstændighedens skyld: Det hænder dog, at medier forholder sig kritisk til myndighederne, og det skal også anerkendes. Jyllands-Posten har således gravet i de støt voksende bevillinger til skattemyndighederne, der er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Baggrunden er naturligvis de mange skandaler i skatteopkrævningen, men eksperter anfører, at det ikke er sådan, at jo flere penge til forvaltningen, jo bedre går det.
De besparelser, som VK-regeringen gennemførte i 00’erne, var givetvis forhastede og baserede på over-optimistiske analyser af, hvad ny teknologi kunne bidrage med. Men det virker trods alt også besynderligt, at skatteligningen i dag ligefrem skal være 40 pct. dyrere, end den var i 2006.
Sten Thorup Kristensen
