Annonce

Log ud Log ind
Log ud Log ind
Kultur

Medieanmeldelse: Er forbrugerne virkelig så sure?

Sten Thorup Kristensen

onsdag 27. juli 2022 kl. 7:00

Den målte forbrugertillid har aldrig ligget lavere, og det trækker naturligvis overskrifter. Både Børsen og Berlingske citerer Lisette Rosenbak Christensen, økonom i Arbejdernes Landsbank, for, at ”det er et voldsomt ringe økonomisk humør, forbrugerne har lige nu.”

Selvfølgelig er danskerne bekymrede. Men i den nuværende situation er den sammenvejede tillidsindikator ikke noget perfekt termometer. Respondenterne svarer for en række punkter på, hvordan de mener, det ser ud nu, i forhold til for et år siden og om et år. Og aldrig har stemningen været så distinkt forskellig i to på hinanden følgende år. Sidste år havde vi en bevidsthed om, at vi var ved at komme ud af coronaen, og at den heller ikke havde gjort alvorlige skader på økonomien i første omgang. Nu skulle vi i gang med de brølende 20’ere. Siden er der udbrudt krig, og medierne skriver om inflation, rentestigning og aktiekursfald.

Så selvfølgelig er humøret faldet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er dårligt. Desværre måler man kun, om humøret er gået op eller ned, ikke hvilket niveau, det ligger på.  

Dykker man ned i indikatoren (seneste tal er her); lange talserier her), ser man, at det især er vurderingen af Danmarks økonomi i forhold til for et år siden, der trækker ned. Det kan jo ikke være anderledes, men det er ikke nødvendigvis noget, familierne selv vil mærke det store til. Og selv om de gør, er det ikke ensbetydende med, at de er i problemer. Vurderingen af familiens økonomi over det næste år er på det laveste siden kartoffelkurens dage, men det er heller ikke ensbetydende med nogen katastrofe.

Mest mærkelig er vurderingen af familiens økonomi i forhold til sidste år. At den for første gang i næsten 30 år er dykket ned i negativt territorie må afspejle, at metoden på en eller anden måde er uhensigtsmæssig. Nuvel, priserne er steget, og renten er det også, men det sidste har i praksis ikke ramt boligejerne endnu. Tværtimod har det givet mange mulighed for at konvertere til noget bedre. 

Beskæftigelsen er også tårnhøj, og nu er det til fuld løn, hvor mange under coronaen var på nedsat løn. Sidste gang, denne delindikator lå så lavt, var det tværtimod arbejdsløsheden, der toppede.

Noget er galt. Måske misforstår respondenterne spørgsmålet. Måske spørger Danmarks Statistik om noget forkert. Måske er danskerne i dag mere optagede af formuen end af indkomsten og aktuelle forbrugsmuligheder. Under alle omstændigheder er der noget at arbejde videre med for rigsstatistikerne.

Nye erfaringer
Under coronaen mødte den ekspansive pengepolitik sit Stalingrad. Det viste sig, at seddelpressen kunne køre for hurtigt, og nu betaler vi prisen i form af den højeste inflation gennem årtier. Dette vil formentlig være en af de vigtigste lærdomme, økonomerne tager med fra pandemiens tid.

Men der er lært meget andet. Gennem to år var verden i stort og småt et økonomisk eksperimentarium. Her er et par eksempler på nye erfaringer fra de seneste ugers medier.

Det er sjældent, at et helt erhverv bliver lukket over natten, som det skete med minkbranchen. Men det økonomiske tab bliver ikke så stort som frygtet. Minkavlere er næsten pr. definition iværksættertyper, som tør skille sig ud og tage chancer. Weekendavisen skriver, at de allerede i stor stil har sat nye projekter i søen. En dyrker f.eks. økologiske jordbær, der snor sig op ad de forladte metalbure. 

Coronaen var også anledning til at afprøve de helikopterpenge, man forinden havde talt om som en teoretisk mulighed for at stimulere økonomien. I USA fik hver borger ad flere omgange et kontant beløb. Mange investerede pengene, og økonomer var imponerede over, at de opnåede højere afkast end professionelle formueforvaltere. 

Nu viser det sig ifølge The Economist, at det skyldes, at de private investorer har deres favoritter, som herhjemme B&O. Når så mange køber aktier på en gang, stiger kurserne naturligvis. Fra januar 2020 til april året efter steg den femtedel af aktierne, som private handler mest i, med 150 pct. Den næstmest populære femtedel steg kun med ca. 80 pct., og så fremdeles. Historien melder ikke noget om, hvorvidt forskellene allerede er udlignet. Ellers bliver de det formentligt snart.

Lad os imidlertid ønske hinanden god sommer i håbet om, at den sidste erfaring aldrig bliver relevant, i hvert fald ikke i samme sammenhæng. Måtte negative renter, helikopterpenge og lignende tiltag, der er kontra-intuitive, forvrider markeder og omfordeler formuer i flæng, være taget i anvendelse for sidste gang.

Sten Thorup Kristensen

[postviewcount]

Jobannoncer

CEO for Rejsekort & Rejseplan A/S
Region H
Controller/økonomimedarbejder – få den brede vifte af økonomiopgaver
Region H
Finance/Business Controller til Anzet A/S
Region Sjælland
Liftra ApS i Aalborg søger en Finance Controller med ”speciale” i Transfer Pricing
Region Nordjylland

Mere fra ØU Kultur

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.

FÅ VORES STORE NYTÅRSUDGAVE AF FORMUE

Her er de 10 bedste aktier i 2022

Tilbuddet udløber om:
dage
timer
min.
sek.

Analyse af og prognoser for Fixed Income (statsrenter og realkreditrenter)

Direkte adgang til opdaterede analyser fra toneangivende finanshuse:

Goldman Sachs

Fidelity

Danske Bank

Morgan Stanley

ABN Amro

Jyske Bank

UBS

SEB

Natixis

Handelsbanken

Merril Lynch 

Direkte adgang til realkreditinstitutternes renteprognoser:

Nykredit

Realkredit Danmark

Nordea

Analyse og prognoser for kort rente, samt for centralbankernes politikker

Links:

RBC

Capital Economics

Yardeni – Central Bank Balance Sheet 

Investing.com: FED Watch Monitor Tool

Nordea

Scotiabank