Som inflationen stiger, vil reallønnen alt andet lige blive udhulet, og det er danskerne opmærksomme på: De går til deres arbejdsgivere og foreslår en lønstigning, og i mange tilfælde har de held med det, fremgår det af en artikel i Børsen. Virksomhederne oplever, at de ikke har så meget valg: Der er hård kamp om arbejdskraften. Desuden er der det rent praktiske i det, at nye medarbejdere vil komme ind på højere lønniveauer, og så er man nødt til at lade de gamle følge med. Ellers har man lagt kimen til interne gnidninger.
Det er den slags historier, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på økonomer af ældre dato. Da dansk økonomi i 70’erne var på vej ud over afgrunden, var en stor del af forklaringen den automatiske dyrtidsregulering; altså at lønningerne pr. lov skulle følge prisstigningerne. Det var en ren inflationsmaskine i en tid, hvor netop inflation var et centralt problem.
Dyrtidsregulering blev så småt udfaset, men først i 1987 blev den helt afskaffet. Nu ser det ud til, at den de facto er tilbage. Nu ikke som en del af loven, men som en driftsmæssig nødvendighed. I modsætning til dengang er ledigheden i dag ubetydelig, og samtidig er stillinger mere specialiserede. Derfor er virksomhederne langt hen ad vejen tvunget til at reagere hurtigt med lønstigninger ved prisstigninger.
Det er en påmindelse om en dagsorden, som politikerne – og medierne – endnu kun lige har nippet til, men som bliver stor: Forsynings- og energiproblemer bliver vel løst inden for de kommende år, og centralbankerne får slået bremserne i. Men problemet med mangel på arbejdskraft vil bestå i store dele af verden. Det tilsiger demografien.
Vi skal vænne os til at tænke på en helt ny måde. Det handler ikke længere om at ”skaffe arbejdspladser til Danmark”, men tværtimod om at spare arbejdskraft. Det bliver især en opgave for politikerne ikke at sætte ting i gang, som medfører unødig frås med arbejdskraft. Nogle eksempler på muligheder for besparelser:
Meget af affaldssorteringen er ren symbolik, som kunne stoppes, uden at det ville have nævneværdig betydning for miljøet. Hvidvaskloven betyder, at tusindvis af veluddannede ansatte i bankerne leder efter små transaktioner, som kunne være betaling for sort arbejde – noget, som i givet fald er stort set uden betydning for samfundsøkonomien. Og for nu at gribe i egen barm: Den forskelligartede støtte til medier, som i sin essens også handler om at fremstille ydelser, der kun er beskeden efterspørgsel efter.
Har den grønne bølge toppet?
Forrige fredag spillede Extinction Rebellion hovedrollen i P1-versionen af Detektor. Journalisten Adian Ren var glad og imponeret over organisationens ”fede aktioner”, men det forhindrede hende ikke i at stikke kniven ind: Det er uvidenskabeligt vrøvl, der ligger i Extinction Rebellions navn (vi er ikke på vej mod menneskehedens undergang), og påstanden om, at f.eks. Mærsks CO2-udledning er skyld i tusindvis af menneskers død, er baseret på en fejlfortolkning af et studie.
Det ligner ellers ikke DR at dæmpe alarm-niveauet omkring klimaet. Men måske aner man en vending i tidsånden. Ved folketingsvalget i 2019 viste undersøgelser, at klima var det tema, som vælgerne fandt vigtigst. Nu er der kommet andre problemer til, og ved den nye valgkamps begyndelse er både sundhed/sygehuse og den økonomiske situation højere på vælgernes dagsorden, skriver rådgiveren Jesper Claus Larsen i Børsen.
Klimaet ligger stadig på en tredjeplads, noget over f.eks. velfærd og sociale forhold, så det er ikke sådan, at vælgerne har glemt sagen. Det skal de naturligvis heller ikke. Klimaet forbliver en vigtig dagsorden, men det ville være en lise, hvis vi kunne tale om det på en mere nøgtern og handlingsorienteret måde.
Ifølge Weekendavisen er der f.eks. disput omkring det basisscenarie, man hele tiden taler om. Kort fortalt har forskerne aldrig justeret det scenarie, man i sin tid antog som worst case. Det vil sige, at når man læser betragtninger om, at med den og den udledning fra nu af, vil temperaturen stige med x grader – så er det ud fra den forudsætning, at ingen har løftet en finger for at nedbringe udledningen af klimagasser de seneste 30 år.
Det er naturligvis forkert i et helt absurd omfang. Men måske er det alligevel sådan, danskerne oplever det, og fejlen går f.eks. også delvist igen i Klimarådets prognoser. Derfor ros til Børsen, der systematisk er begyndt at fortælle om alle de klimaløsninger, der bliver arbejdet med ude i virksomhederne.
Sten Thorup Kristensen
