Carl Richard ”Calle” Christensen fra Køge kunne have været en karakter i en underholdende tv-serie: Ejendomsmatadoren, som har arbejdet sig op fra bunden og er blevet en af provinsbyens spidser, der har en finger med i alt, og som en overgang også sad i byrådet. Men som også har gode kontakter til byens kriminelle, og måske/måske ikke selv er kriminel. Rygterne om det løber rundt i byen.
Calle er dog ikke en fiktiv karakter, og rygterne om ham blev landsdækkende i 2011, da PET i forbindelse med regeringsdannelsen det år advarede Statsministeriet om, at Henrik Sass Larsen havde forbindelser til kriminelle kredse i Køge. Calle var en del af dette farverige persongalleri – læs f.eks. her en af BT’s artikler om det fra dengang.
Nogle år senere kunne Sjællandske Nyheder også fortælle, at Calles navn var blandt dem, man fandt i Panama Papers. Senere igen, i 2021, beskrev TV2, at han var registreret som direktør i et byggeselskab, der betalte ukrainske håndværkere 30 kr. i timen.
Selv om Calle vistnok ikke er blevet dømt for noget, er det således ingen overraskelse, at han dukkede op i TV2-dokumentarserien ”Den sorte svane” – som manden, der straks var klar til at hjælpe med noget hvidvask og skattely.
Hvor lurvet det hele end er, er det også en positiv historie. Bundlinjen var, at systemet reagerede korrekt. Uden hårde beviser lod man ikke Calle straffe, men han blev afskåret fra samfundets formelle magtstrukturer. Det var det, Henrik Sass betalte en høj pris for. I dokumentaren praler Calle med, at han stadig kan ringe til kommunen om f.eks. en lokalplan. Men det kan enhver borger.
Andre af de ufrivilligt medvirkende i TV2’s dokumentar har begået hårdere kriminalitet end noget, Calle er beskyldt for gennem årene. Det er en monsterpræstation af Mads Brügger og TV2 at have dokumenteret og illustreret, hvordan kriminalitet foregår i Danmark. Det er journalistik i verdensklasse, bogstaveligt talt.
Uanset dette behøver man ikke at være enig i de konklusioner, Mads Brügger selv når frem til, på baggrund af dokumentationen.
Brügger gør det klart, at han vil finde sammenhænge mellem det kriminelle under-Danmark og det pæne over-Danmark. Det lykkes, mener han, og til Finans.dk udtaler han, at han får kvalme over at se sit land. I Berlingske er budskabet, at det er en ”undergangsfortælling”, som Brügger selv er rystet over.
Men selvfølgelig er der også kriminelle, der går med slips eller charmeklud – sidstnævnte beklædningsgenstand bliver eksplicit nævnt som en god indikator for, at man tilhører over-Danmark. Den mentalitet, hvor man er ligeglad med hvilke lidelser, man påfører andre, er ikke knyttet til bestemte bydele eller socialklasser.
Det er snarere overraskende, at man ikke er stødt på flere og mere vigtige samfundsspidser. Den, der kommer tættest på at kunne bruge det begreb om sig selv, er den nu fyrede Horten-partner Nicolai Dyhr. Med al respekt for advokatstanden, er en konkursadvokat ikke toppen af Danmark.
I serien er det også svært skelne mellem dem, som indimellem færdes på de bonede gulve, og dem, som ikke gør. Det er ikke sådan, at bandemedlemmerne er mere afhængige af advokaten end omvendt. De laver bare noget plat og svindel sammen. Manden med charmekluden synes end ikke at have nogen legale aktiviteter af betydning, og hans trick kunne enhver anden med samme begavelse også udføre. Det forudsætter ingen fine forbindelser i højere kredse. Det er udelukkende hans påklædning, der adskiller ham fra de øvrige kriminelle.
Således kan den positive del af konklusionen om Calle udstrækkes til noget bredere. Nok er der kriminelle blandt fine folk, der er højt på strå, og nok kan kriminelle finde svage led, de kan udnytte – en fortravlet filialbestyrer her, en korrupt fuldmægtig der. Men der er ingen hemmelig bagdør, hvorfra underverdenen har adgang til den virkelige magt. Tværtimod bliver også hoveddøren hurtigt lukket for dem.
En anden konklusion, der på én gang er opløftende og forstemmende, er, at det ikke ser ud til, at det primært er chancen for at tjene hurtige og nemme penge, der har fået f.eks. de to advokater i serien til at kaste sig ud i kriminelle aktiviteter. Det synes mere at handle om spænding og fascination.
På den måde kan serien måske have en forebyggende effekt. Det står nu klart for alle, at det højst i flygtige øjeblikke er sjovt at lege med de frække drenge. Kriminaliteten kan lynhurtigt blive vendt mod én selv, og dem, som i dag ligner venner, kan i morgen true med ekstrem vold.
Sten Thorup Kristensen
