I midten af 00’erne handlede alt om friværdier. Folk belånte de stigende ejendomsværdier og brugte pengene på køkkener, biler, ferier og andet godt. Det gik brat af mode med finanskrisen. Og selv om de to ting nøgternt set ikke havde det store med hinanden at gøre, har megen finansiel regulering siden taget sigte på at undgå, at folk tager lån i en bolig, de allerede ejer. Bl.a. har mange pensionister i dag valget mellem at flytte fra deres bolig eller at dø med en stor uudnyttet friværdi, fordi de på grund af lav indkomst ikke kan belåne denne.
Men begrebet friværdi kom til nye ære og værdighed, da regeringen tirsdag præsenterede planen Danmark kan mere II. Et element i den er, at naturgas skal udfases som varmekilde frem til 2028. Det angår 400.000 husstande, og skal de f.eks. skifte til varmepumpe, koster det ifølge DR hver af dem 100.000 kr.
Og hvem skal så betale for det? Det spørgsmål besvarede statsministeren under pressekonferencen. ”Mange kan godt klare det selv. Det er jo det, man gør som husejer, især når man har en god friværdi og god indkomst. Så laver man denne her form for investeringer,” sagde Mette Frederiksen.
Bemærk disclaimeren til DR-artiklen: Den bar oprindelig overskriften ”Danske husejere skal selv betale for at blive fri for russisk gas”. Det blev, vel efter en forurettet henvendelse fra en spindoktor, rettet til ”Mange danskere skal…”, med henvisning til, at en del husejere vil få økonomisk støtte.
For langt de fleste vil denne støtte dog ikke bestå i andet end, at de ekstraordinært bliver fritaget for at komme i kløerne på et par pengemaskiner – dels statens tingslysningsafgift, dels bankernes gebyrer. Herudover skal der gives statsgarantier i nogle tilfælde ude på landet, men dette ændrer ikke ved, at det i sidste ende er boligejernes penge, man bruger.
Og til hvad? Som Steen Bocian spidst bemærker i en leder i Børsen, handler det med naturgassen mere om klimapolitik end om Rusland. Danmark er for sit eget vedkommende selvforsynende med naturgas fra næste år, og en fornuftig indsats i henseende til ruslandsproblematikken handler om at skaffe nye energikilder – ikke om langsigtede planer for at udskifte denne eller hin energiform i private hjem.
Det korte af det lange er, at regeringen, midt i en situation, hvor økonomien strammer til, har valgt en dyr og ineffektiv indsats, uanset om man taler klima eller Rusland, og festen skal betales ud af de penge, som staten i de foregående år har tvunget boligejerne til at spare op. Det kunne DR’s artikel godt have afspejlet. Overskrifts-forfatteren må på den igen. Her er et bud: ”Hen ved 400.000 boligejere skal betale for regeringens dyre klima-løsning”.
Råderummet, der ikke findes
Denne klummeskrivers hjem er ikke opvarmet med naturgas, så ovenstående er ikke brok på egne vegne. Mere indlevelsesevne er der i forhold til næste punkt på dagsordenen: Pensionsalderen.
De radikale meddelte tilbage i Morten Østergaards formandstid, at pensionsalderen maksimalt skulle stige til 70 år. Det korrigerede partiet i den forgangne uge. Nu skal pensionsalderen igen stige parallelt med den stigende levealder. DF vil ifølge Børsen fortsat have et loft på de 70 år, men kan ikke anvise finansieringen på de 37,5 mia. kr., det vil koste, og som i dag indgår i det såkaldte råderum.
Men de radikale eller andre partier har reelt heller ikke anvist finansiering. De har blot fremsat en tese, eller snarere et postulat, om, hvordan nogle penge kan vise sig at falde ned i statskassen.
At levealderen bliver længere, betyder ikke, at folks arbejdsevne bliver forlænget tilsvarende. Og det betyder slet ikke, at de gamle stadig er efterspurgte på arbejdsmarkedet. Og det betyder slet, slet ikke, at de også har viljen til at blive på det.
Staten kan bestemme, hvornår den begynder at udbetale folkepension. I et vist omfang kan den også bestemme, hvornår man kan hæve opsparing i formelle pensionsordninger. Men den kan ikke bestemme, hvornår folk begynder at tære på deres øvrige opsparing. Det gør de hyppigt lang tid før, de rammer den formelle pensionsalder, og regeringen har endda for en stor del vundet magten ved at love at hjælpe dem til det (gennem det, vi nu kender som Arne-pensionen).
Befolkningens præferencer på det felt er altså meget tydelige, og der ingen grund til at tro, at de pludselig ændrer sig.
Den uformelle pensionsopsparing består i høj grad af – friværdi. Med den præcedens, der er lagt med udspillet om opvarmning med naturgas, aner man et interessant kapløb mellem stat og boligejere. De sidste gør klogt i at hæve deres friværdi i tide, inden den bliver konfiskeret af staten til at dække det fraværende råderum.
Sten Thorup Kristensen
