DR’s programserie Ellen Imellem, der skal give plads til stemmer, som normalt bliver tysset ned, har været udsat for heftig kritik i denne uge. Med god grund – programmet er tåkrummende pinligt. Men pinligheden består ikke kun i det presseetisk uforsvarlige i at bilde gæsterne ind, at spørgsmålene kommer fra en journalist, mens de i virkeligheden kommer fra en interessemodpart til gæsten. Endnu værre er næsten den ubegavede tilgang til verden, som tilrettelæggerne afslører. For dem er verden ikke en strøm af begivenheder og kendsgerninger, men af stemninger og følelser.
Det kommer til udtryk, når de ikke kan skelne et udsagn (f.eks. at jorden er rund) fra en holdning (f.eks. at abort bør være tilladt). Endnu mere tydeligt er det i afsnit 4, der handler om Huawei. Her er det direktøren fra den kinesiske teknologigigant, der er den overrumplede gæst, mens repræsentanten fra Dansk Kina-Kritisk Selskab giver den i rollen som den lille mand, der ellers aldrig bliver hørt.
Det skulle naturligvis have været omvendt. Der er fri adgang i medierne til at kritisere og mistænkeliggøre Huawei. Mens der sjældent eller aldrig bliver lavet journalistiske produkter med det udgangspunkt, at der på godt og ondt er tale om et selskab som alle andre.
Ting mislykkes engang imellem. Sådan er det i alle brancher, og en enkelt dårlig produktion fra DR’s side skal være tilgivet. Men man kan argumentere for, at det manglende overblik er et generelt problem i mediebranchen. Det kommer f.eks. også til udtryk op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
Den glemte symbolik
Der er næppe mange danskere, der forstår, hvilken konkret betydning det har, om vi stemmer ja eller nej. De officielle informationer fra Udenrigsministeriet om betydningen er i bedste fald upræcise – vi stemmer f.eks. ikke om ”det europæiske forsvarssamarbejde” i bestemt form, for der findes adskillige forsvarssamarbejder i Europa.
De arme vælgere bliver heller ikke meget klogere af følge medierne. Her har man bragt og gengivet debatter, men tilsyneladende opgivet at finde hoved og hale i det konkrete. Det, som medierne overser, er et vilkår i politik: At meget foregår gennem symbolik, der reelt er mere eller mindre indholdsløs. Det gælder også halvdelen af forbeholdene.
De fire forbehold kom til verden for 30 år siden. Det var lige efter murens fald og på toppen af EU’s (dengang EF’s) folkelige popularitet. Ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 måtte selv modstanderne bekende sig til europæisk samarbejde. Så det gjorde de, og de sagde, at de var med, med undtagelse af fire punkter, der har stor symbolsk betydning for danskerne. Da de vandt folkeafstemningen, fangede bordet.
Det er især den fælles mønt, men også det retlige samarbejde, der har konkret betydning. Men de to øvrige forbehold var stort set kun symbolske. Det om europæisk statsborgerskab har udviklingen helt gjort overflødigt, så vi end ikke behøvede at stemme om dets afskaffelse. Forsvarsforbeholdet skal vi derimod tage stilling til nu.
Alle medier har arkiver, og det er mærkeligt, at man ikke har bladret i dem for at se, hvordan man selv omtalte forsvarsforbeholdet, dengang det blev til. Men det har man altså ikke gjort, og nu henstår det i en tåge, hvad der egentlig foregår.
Statsminister på slap line
En sidste krølle på halen om mediernes tilgang til verden, handler om Mette Frederiksens nye podcast, Statsministeren spørger. Den har fået mange knubbede ord med på vejen fra en mediebranche, der føler sig sat uden for døren, og som med nogen patos udtrykker frygt for demokratiet.
Men der er ingen grund til bekymring. Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen kom til magten med en intention om benhårdt at styre sin egen fortælling, som det hedder på kommunikationsdansk. Men der er heller ingen tvivl om, at dén plan er kørt af sporet. På sin vis er den nuværende regering den mest transparente i nyere tid; måske nogensinde.
Podcasten lægger yderligere lag til dette. Det er sjovt at høre, at Mette Frederiksen tydeligvis har holdninger og analyser. Men at det er mere end svært for hende at udtrykke dem i forståelige sætninger, når hun taler uden manuskript, er overraskende. Det er et spørgsmål om tid, før hun kommer til at sige noget, hun ikke ville have sagt. Det bliver en fest for de medier, Mette Frederiksen har prøvet at navigere uden om. Lytterne kan glæde sig over, at de får et på én gang redigeret og ærligt billede af, hvem deres statsminister er.
Sten Thorup Kristensen
