”Videoen indeholder billeder, der kan virke voldsomme for nogle personer,” hedder det advarende i begyndelsen af en video, som Berlingske bringer i en artikel om urolighederne i Kina. Det, der advares mod, er optagelser af politibrutalitet. Demonstranter tæskes igennem, efter at de ellers er under kontrol. Det er set mange gange før, også i Danmark for så vidt. Den mest brutale vold ligger nok desværre forude, når demonstranterne, identificeret gennem den intense statslige overvågning i Kina, bliver anholdt.
Hvad demonstrationerne handler om, kan vi på lang afstand endnu kun gisne om. De gentagne corona-lockdowns er en del af det, men arbejdsvilkår er det angiveligt også. Blandt oprørerne er ansatte på de fabrikker, der producerer iPhones, hvilket får en sarkastisk Twitter-bruger til at spørge Apple, hvordan det går med deres ESG-politik. Også mange andre virksomheder med aktiviteter eller underleverandører i Kina må følge situationen med dyb bekymring. Se flere videoer fra demonstrationerne her.
I en dansk optik har de store overskrifter i 2022 handlet om krigen i Ukraine og de økonomiske fænomener, som mere eller mindre berettiget anses som udløbere af den. Globalt vil man måske huske året for noget andet: Det enorme mod, som først ukrainerne, siden endnu mere udpræget iranske og nu også kinesiske, demonstranter udviser. Intet skal tages fra ukrainerne, men de har dog fået opbakning fra vestlige donorer af våben og penge. Iranerne og kineserne kæmper alene med meget stor personlig risiko for den enkelte.
Det minder os om noget ur-menneskeligt, som man ellers ikke ser så tit i moderne tid: At folk bringer det ultimative offer for kollektivet. Den enkelte ukrainer, iraner eller kineser, der konkret kæmper for friheden, ved, at det indebærer, at de måske ikke selv kommer til at opleve denne frihed. Deres individuelle risiko for lidelse og død er overhængende.
Det står i en skærende kontrast til, hvad der sker i vesten, eller i hvert fald i Danmark. Her har vi gennem flere år talt om utallige kriser. Det begyndte allerede før, coronakrisen kom og gjorde krisebegrebet meget specifikt og nærværende. Ud over den har vi klimakrise, inflationskrise, energikrise, biodiversitetskrise, velfærdskrise, trivselskrise og meget mere.
Måske består den virkelige krise i, at vi havde glemt det, som ukrainerne, iranerne og kineserne nu minder os om: Man håndterer ikke udfordringer og trusler ved hysterisk at prøve at undgå enhver gene og forandring af verden. Tværtimod handler det om at vise mod og ansvarlighed på egne og kollektivets vegne, også når det gør ondt.
Bemærk den præcise formulering af Berlingskes advarsel, som gengivet ovenfor. Man kunne bare have advaret mod stærke billeder, men så ville man jo måske fornærme nogen, som følte noget andet, og så ender man ud i en knudret formulering om, at advarslen er rettet til ”nogle personer”. Det er pylret navlepilleri i højeste potens. Kontrasten til de mennesker, man ser i videoen, kunne ikke være større.
Berlingske skal dog have ros for overhovedet at omtale historien. Torsdag formiddag var opstanden i Kina ikke på forsiden i nogen af de andre store hjemlige medier. Her handlede det mest om fodbold, herunder polemikken om de vestlige holds symbolske og totalt risikofrie protestaktioner i Qatar.
De hårde valg
Engang var syreregn et af de globale problemer, man talte om. Det blev løst ved at rense røg for nitrogrenforbindelser. I lastbilers dieselmotorer foregår det ved hjælp af AdBlue, som er urinstof opløst i destilleret vand. Men produktionen af AdBlue er reduceret betragteligt på grund af de høje energipriser.
Slipper AdBlue op, vil cirka to tredjedele af EU’s lastbiler stå stille. Det er de programmeret til, skriver The Economist. Går det sådan, bryder hele fødevareforsyningen sammen.
Man må tro, at nogen finder ud af at omprogrammere lastbilerne, inden katastrofen rammer. Men i så fald vender syreregnen til gengæld tilbage. Målestokken er naturligvis meget mindre end det, der foregår i Ukraine, Iran og Kina. Men det er et eksempel på, at man en gang imellem må ofre noget vigtigt. Det er ikke ethvert problem, der har en god og ufarlig løsning.
Andre forhold kan standse lastbiltrafikken. Alene i Tyskland mangler der 100.000 chauffører. Det kan så til gengæld være en påmindelse til dem på Christiansborg, der lige nu er ved at konstruere en regering hen over midten. Det største problem, der ligger på denne regerings bord, er at håndtere manglen på arbejdskraft, og hvis man ikke når længere end til at hamstre personale til sundhedssektoren, gør man bare ondt værre.
Sten Thorup Kristensen
