Vi har på Økonomisk Ugebrev haft en diskussion om brugen af ordet ”danskerne”. Nogle journalister bruger det meget, ud fra den betragtning, at en historie i sidste ende kun er værd at publicere, hvis den angår nogen. Med ordet dansker er der sat navn på, hvem disse nogen er.
Redaktionssekretæren – undertegnede – er for så vidt enig, men påpeger, at det ikke nødvendigvis er som dansker, man oplever en virksomheds adfærd. Det vil mere typisk være som kunde eller forbruger. Derfor bliver der under redigeringen af en gennemsnitlig udgivelse 20-30 gange slettet forskellige former af ordene ”Danmark” og ”dansker”. Selv efter det blev læserne i f.eks. seneste udgivelse 70 gange mindet om, hvilket land de bor i. Det må række.
Det er ikke kun en diskussion, der angår Økonomisk Ugebrev. En søgning på Infomedia viser, at alene de landsdækkende dagblade bruger ordet ”danskerne” 60 gange om dagen. Det var endnu mere brugt under coronaen og under flygtningekrisen i 2016. Et andet eksempel er ordet ”fællesskabet”, som politikere i flæng bruger som et lidt rørstrømsk synonym for den offentlige sektor. Dette ord bliver anvendt godt 20 pct. mere end for ti år siden.
Det korte af det lange er, at vi konstant bliver mindet om vores nationale identitet. Vi bemærker det sjældent; så naturligt er det blevet. Men lige for tiden skal man, hvis man skal forstå nyhedsstrømmen, forstå at det kunne være anderledes – og at det for mange er anderledes: Mange muslimer har ikke deres primære identitet knyttet op på nationalitet, men på deres religion.
Det gælder over hele verden, og i de lande, hvor muslimer er i flertal, er det et stort tema. The Economist kunne f.eks. sidste år berette, at der i det allerstørste muslimske land, Indonesien, er en stærk politisk bevægelse, der arbejder for, at landets befolkning primært skal orientere sig efter deres nationalitet. Bevægelsen opstod efter et islamistisk terrorangreb mod kristne kirker juleaften 2001.
Samme tema går igen i flere arabiske lande. Flere af dem er opstået mere eller mindre tilfældigt efter opløsningen af det osmanniske rige; dengang imod en stærk, folkelig strømning, der i stedet ønskede et kalifat, der omfattede hele regionen.
I dag er statsledere nået til den konklusion, at der er nødt til at være større opbakning omkring staterne. Når f.eks. Jordan, Saudi-Arabien og Emiraterne bidrog til at eliminere de droner og raketter, Iran brugte i sit angreb for nogle uger siden, var det ikke på grund af en pludselig sympati for Israel. Det var fordi, de tænker, at respekten for de stater, der nu engang er, er forudsætningen for varig fred, orden og velstand.
Diskussionen om, hvorvidt stater eller religionen skal stå øverst, findes også blandt muslimer i Europa. Senest i denne uge kunne Berlingske berette, at deltagere i en pro-palæstinensisk demonstration i Hamborg holdt skilte med slagord om, at Tyskland burde være et kalifat.
En anden aktuel nyhed i den boldgade er den om sangeren Isam B, der på DR i marts slog til lyd for, at islam skal fylde mere i medierne og på arbejdspladserne. En tredje aktuel sag er den debat, socialdemokraten Frederik Vad har sat i gang, efter at han i Berlingske efterlyste et opgør med det, han betegnede som nogle muslimers herskerattitude.
Det er alt sammen diskussioner, som hos de fleste sekulære europæere tænder et ubehag. Vi opfatter det som en del af vores frihed, at vores tro eller fravær af samme er en privat sag. Alene ordet kalifat kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, fordi det signalerer den stik modsatte tankegang.
Men diskussionen giver også et håb, fordi den åbner for, at vi alle forstår hinanden. Det er altså kun få generationer siden, at også den almindelige borger i Danmark primært fandt sin identitet i sin tro. Den religiøse identitet blev heller ikke umiddelbart afløst af en national identitet – man skulle omkring en omvej, hvor folk gik mest op i, om de var arbejdere, bønder eller noget tredje.
I dag er den nationale identitet helt dominerende. Det er vel fint nok sådan. Men når man bemærker, hvor intensivt den bliver vedligeholdt og hyldet af politikere, medier, virksomheder og andre, kan man ikke længere undre sig over, at muslimer også går op i deres identitet.
Man kan sagtens være uenig med Isam B i, at islam skal fylde mere på arbejdspladserne. Men fra begge sider er der grundlag for en civiliseret samtale om, hvordan vi lever med hinanden. Og måske vil også det store flertal af alle andre end muslimer være bedre stillet med, at man giver plads til, at der er andre ting end lige fædrelandet, der er vigtigt for den enkeltes identitet.
Sten Thorup Kristensen