Den konservative valgsejr i Storbritannien styrker selvsagt David Cameron. Men den betyder også, at han nu ikke længere har nogen undskyldninger for ikke at finde en varig løsning på sit lands og sit partis evige problem med forholdet til EU. Det betyder ironisk nok, at sejren giver en højere risiko for en fremtidig splittelse i det konservative parti, Storbritannien selv og i forhold til EU, skriver Jacob Kierkegård fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse.
Meget er skrevet om det overraskende i David Cameron’s valgsejr. Man skal dog huske på, at alle valgprognoser har en statistisk fejlmargin på måske 2-3 procent. Det betyder sjældent ret meget i fuldt proportionale valgsystemer, men i enkeltmandskredsvalg som i Stor- britanien kan selv meget små marginer give meget store mandatudsving. Samtidigt synes de Konservative at have ført en meget effektiv kampagne, med målrettede web-baserede valgreklamer rettet mod ubeslutsomme vælgere. Det er derfor første gang internettet, hvor valgkampagner og budgetter endnu ikke er regulerede, kan siges at have afgjort et valg. Den trend vil givet brede sig til resten af Europa i de kommende år.
Med de konservatives absolutte flertal i Underhuset synes det nu givet, at en britisk folkeafstemning om EU vil komme tidligere end 2017. David Cameron kan nu selv bestemme datoen, og han vil formentligt forsøge at få en ny aftale med resten af EU så hurtigt som muligt, mens den politiske glorie fra hans sejr stadigt skinner. Samtidig er det ikke i nogens interesse at forlænge den økonomiske usikkerhed forbundet med afstemningen. Så det synes nu mest sandsynligt, at briterne skal til folkeafstemning allerede i sommeren 2016.
Der er næppe tvivl om, at David Cameron vil gøre stort set alt for at holde en afstemning, som med hans støtte vil sikre, at Storbritannien forbliver i EU. Derfor skal man forvente, at hans regering vil være relativt fleksibel med definitionen af ”et ny forhandlet britisk forhold til EU”. Da EU i Storbritannien generelt diskuteres som en del af udlændingedebatten, skal man forvente, at Cameron vil kræve ændringer i EU’s regler på det område. Her synes det mest realistisk, at adgangen til offentlige ydelser for nye EU-immigranter og deres familier beskæres. Det vil nemlig både have støtte fra en række andre EU-lande, ikke mindst Tyskland, og det vil ikke kræve traktatændringer. Hvis man derudover smider lidt politiske forsikringer om Londons status som finansielt center i EU og en nyforhandlet britisk rabat på EU-medlemskabet oveni, er mulighederne for en
politisk løsning store. Det vil kunne politisk retfærdig- gøre, at David Cameron fortsat støtter et EU-medlemsskab i afstemningen. Da samtidigt både Labour og de Liberale Demokrater støtter fortsat medlemskab, er risikoen for Brexit derfor relativ lav.
Der venter dog en række politiske problemer forude for David Cameron. For det første er det klart, at der i Storbritannien er en stor gruppe vælgere – ca. 14 procent – som ved valget stemte på UKIP, men som grundet valgsystemet kun blev repræsenteret med to mandater i Underhuset. De er afvisende overfor at blive i EU. Denne gruppe vil givet kunne mobiliseres til at stemme nej ved afstemningen, som reaktion på deres underrepræsentation i parlamentet.
For det andet er det et paradoks, at det skotske nationalistparti SNP, som ved valget gik stærk frem, og som er EU-tilhængere, i folkeafstemningen har deres måske eneste realpolitiske mulighed for løsrivelse fra Storbritannien. Men det kræver et nej ved folkeafstemningen, som SNP derfor måske vil plædere for. Sagen er nemlig den, at hvor andre EU-lande, som Spanien, givet vil gøre det reelt umuligt for Skotland at løsrive sig fra Storbritannien, så vil det være relativt ligefremt for et uafhængigt Skotland at blive nyt EU-medlem. Kronologien for en mulig skotsk uafhængighed er derfor, at hele Storbritannien først siger nej ved folkeafstemningen, hvorefter SNP kræver (og formentligt vinder) en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed, og derefter søger om EU-medlemskab. Sagt på en anden måde er en del af prisen for at holde sammen på Storbritannien derfor, at landet forbliver i EU.
For det tredje er det klart, at en folkeafstemning vil blive afgjort af generelt risiko-sky status quo-vælgere. Derfor vil på papiret relativt banale ting, som hvordan spørgsmålet til folkeafstemningen er formuleret, have stor betydning. Spørger man de britiske vælgere, om de ønsker at ”forblive i EU”, fremfor at ”melde sig ud af EU”, vil chancen for et ja til fortsat EU-medlemsskab stige markant. Det er de mange modstandere af EU i det Konservative Parti naturligvist godt klar over. Man kan derfor forvente et meget hårdt politisk opgør om netop ordlyden i folkeafstemningen internt blandt de Konservative de kommende måneder. Det kan langt fra afvises, at de mest EU-skeptiske medlemmer af partiet simpelthen ikke vil følge partiledelsen, og at de melder sig ud i løbet af eller lige efter en folkeafstemning.
David Cameron har derfor nok vundet magten i London og vil formentligt kunne holde Storbritannien i EU. Men det bliver ikke nemt de kommende år.
