Makrokommentar: Verdenshandelsorganisationen (WTO) har måske nok ligget i dvale i ganske mange år. Men alligevel er den globale handel i disse år ved at blive liberaliseret yderligere via to potentielle mega-regionale frihandelsaftaler: Det såkaldte Trans Pacific Partnership (TPP) og Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), skriver Jakob Kirkegård fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse af den globale handel, herunder udsigterne til en frihandelsaftale mellem EU og USA.
Denne udvikling med mere frihandel er også nødvendig, fordi der siden 2008 har været en relativt faldende vækst i den globale handel. Traditionelt har det været sådan, at verdenshandelen er steget ca. tre gange hurtigere end det globale BNP, og dette forhold har givet en accelererende globalisering og været en motor for verdensøkonomien. Desværre er verdenshandelen og det globale BNP siden den globale finanskrise kun steget nogenlunde lige hurtigt, hvorfor global udveksling af varer og service ydelser ikke længere er den samme økonomiske drivkraft som tidligere. Der er derfor hårdt brug for nye frihandelstiltag for at vende udviklingen.
På mange måder har WTO sejret sig selv ihjel, da organisationen idag har stort set alle verdens lande som medlemmer og successfuldt har reguleret, hvad der indtil for nyligt var en stærkt stigende global handel. Imidlertid er WTO’s modus operandi i dag forældet, idet dets traditionelle enstemminghedsprincip for nye handelsaftaler ganske simpelt ikke fungerer, når der er over 150 medlemslande. Der er alt for mange lande med muligheden for at sætte et kæp i hjulet, og man skal derfor ikke forvente at se nye, store globale frihandelsaftaler færdigforhandlet foreløbigt.
Det er derfor helt naturligt, at mange af verdens førende handelsnationer i Asien, Amerika og Europa i de seneste år har været fokuseret på den økonomisk næstbedste, og potentielt politisk mulige, løsning: To nye mega-regionale handelsaftaler, TTP og TTIP.
TTP har været under forhandling mellem en række asiatiske lande, landene på Latinamerikas stillehavskyst samt USA og Canada siden 2005. Da Japan sidst i 2013 besluttede sig for at være med, ændrede TPP imidlertid både økonomisk og politisk karakter. For det første blev TTP reelt mest af alt en frihandelsaftale mellem USA og Japan, verdens største og tredjestørste økonomier, med resten af de ti TPP lande med lidt som en bonus. Samtidigt fik TPP en helt ny politisk dimension som en frihandelsaftale med potentialet til at isolere Kina via stærkere økonomiske bånd mellem asiatiske lande som Malaysia, Vietnam og Singapore, og så altså USA og Japan.
Den japanske premierminister var i sidste uge i Washington for at forhandle de sidste knaster på plads i delaftalen mellem USA og Japan, mens der i USA’s kongres lige nu er en kæmpe politisk slagsmål om den såkaldte Trade Promotion Authority (TPA), i hvilken kongressen giver USA’s præsident lov til at færdigforhandle TPP (og potentielt andre frihandelsaftaler) og begrænser sig selv til blot at stemme ja eller nej til den samlede aftale. Så snart TPA synes politisk sikker på flertal i kongressen, kan man forvente, at Japan giver sit sidste og endelige økonomiske tilbud for en aftale, hvilket givet vil være nok for USA og reelt sikre TPP’s gennemførelse. Præsident Obama har derfor muligheden for senere i 2015 at styrke sit eftermæle yderligere med den største frihandelsaftale i USA siden NAFTA i 1994.
TTIP-forhandlingerne mellem EU og USA er i sammenligning kun i deres begyndelse, og man skal derfor ikke forvente, at det bliver præsident Obama, som eventuelt underskriver en aftale. Det kan kun blive den næste præsident. Dels er der ikke politisk appetit i kongressen til to meget store frihandelsaftaler i samme valgperiode, og dels er TTIP i forhold til TPP en langt mere kompliceret frihandelsaftale, som reelt handler mere om fastsættelse af industrielle standarder end om told og tariffer, som allerede er meget lave på tværs af Atlanten. TTIP vil derfor givet på det rent tekniske plan tage flere år endnu at forhandle.
Det faktum, at TTIP handler mere om standarder end traditionel handelspolitik, er både TTIP’s store økonomiske styrke og potentielle politiske svaghed. Sagen er nemlig den, at hvor man måske nok traditionelt har kunnet forhandle told og tariffer i et pokerspil bag lukkede døre i Bruxelles og Washington, er den offentlige interesse i tekniske standarder, som afgør hvordan f.eks. fødevarer eller biler bliver produceret, naturligt nok så stor. Så en ny og mere åben forhandlingsprocedure er nødvendig.
Heldigvis gør de meget store økonomiske fordele ved fælles industrielle standarder TTIP værd at vente på. Sagen er nemlig den, at alle de ting, som både EU og USA kan blive enige om, på grund af stordriftsfordele hurtigt vil blive globale standarder. Og det er en indflydelse, man ikke skal give fra sig.
