Vi nærmer os med hastige skridt Folketingsvalget på onsdag. Men ét tema har været fuldstændig overset, fordi det er ”kedeligt.” Er der overhovedet penge i statskassen til at betale for partiernes mange valgløfter, herunder det finanspolitiske råderum, som statsminister Lars Løkke Rasmussen allerede spenderede en af de første dage i valgkampen. Svaret er nej: En international recession nærmer sig nemlig med hastige skridt, og den vil også ramme dansk økonomi hårdt inden for de næste 3-6 måneder, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.
Hvis man følger valgkampen kan man få opfattelsen af, at politikerne med stor sikkerhed de næste fire år skal agere i samme makroøkonomiske miljø, som vi har set de seneste fire år. De internationale konjunkturer har helt klart været gunstige, og det har smittet positivt af på dansk økonomi, som det er nomen med en lille meget åben økonomi, som lever af international samhandel.
I de politiske debatter har der slet ikke været fokus på, hvad der er ved at ske omkring os i den internationale økonomi. For en måned siden kunne det måske have været ok med denne lidt ligegyldige holdning til de internationale konjunkturer. Men verden omkring os har faktisk ændret sig rigtig meget den seneste måned.
Den bedste tidlige indikator for, hvordan makroøkonomien udvikler sig er de finansielle markeder, som næsten altid er en effektiv diskonteringsfaktor, som skærer gennem farvede synspunkter fra bankøkonomer og politikere med særinteresser for en bestemt historie. Og signalerne på de finansielle markeder fortæller nu en meget klar historie:
Vi står foran en langsigtet økonomisk opbremsning, af en styrke, som vi ikke har set siden finanskrisen i 2008-2009. International økonomi har i næsten ti år vist en imponerende robusthed, og mange har glemt, hvad en recession egentlig indebærer.
Da de finansielle markeder ofte er 3-6 måneder foran den virkelighed, vi kan aflæse i de økonomiske nøgletal, er der intet ulogisk i, at det hele på overfladen stadig ser pænt ud. Virksomhederne vil først begynde at fyre ansatte, når de ikke længere tør håbe på, at den faldende ordreindgang kun er et forbigående fænomen.
Faktum er, at BNP væksten i Tyskland med hastige skridt nærmer sig nul, og Frankrig er antagelig allerede i recession. Et af de tydeligste tegn på, at noget er galt, indikerer af den effektive rente på statsobligationer. Den danske statsobligationsrente er tæt på det lavest i otte år, og det samme gælder de tyske statsobligation. Rentemarkederne er ved at indiskontere en klar recession.
Næsten lige meget hvor man kigger hen, ser der ret så sort ud: Udviklingen i oliepriser, kobberpriser og andre metalråvarepriser kører ned. Det samme gælder containerraterne, og den underliggende risiko på erhvervsobligationer er kraftigt stigende.
Nogle gange er aktiemarkedet lidt længere tid om at opdage, at der er noget ”galt”. Men den seneste uge er også aktiemarkederne dykket markant. I den seneste uge er det også gået ud over de ellers meget stabile defensive aktier, eksempelvis medicinalselskaber.
Ud over at den globale økonomi i nogle måneder har lagt op til en lettere opbremsning, er der to ekstra negative drivkræfter for en forstærket nedtur kommet til: For det første blev de finansielle markedet meget overraskede over, at USA’s præsident Trump og Kinas førstemand ikke blev enige om en ny handelsfatale for et par uger siden. De synes nu at står længere fra hinanden, end de har gjort siden starten på handelskrigen.
For det andet tyder det nu på, at centralbankerne er kommet ”bagefter på rentekurven,” som det kaldes i fagsproget. Det betyder, at de faktisk for længst skulle have sat de korte renter ned igen, for at stimulere økonomien og undgå en recession. Så virkeligheden har ændret sig meget hurtigt.
I slutningen af december 2018 var det forventningen, at den amerikanske centralbank ville sætte rente op 2-3 gange i 2019. Nu forventer markedet i stedet, at centralbankchefen vil sætte renten ned to gange i år. Og hvad skal den europæiske centralbank gøre, når den siden finanskrisen har fastholdt minusrenter. Faktisk er der ikke meget den kan gøre.
Ja, det ser rigtig sort ud for europæisk økonomi – og dermed for dansk økonomi.
Det er med disse ret sorte udsigter, en ny dansk regering skal agerer de kommende år. Det kan meget vel blive stejlt op ad bakke, hvor indfrielse af valgløfter vil kræve en enorm offentlig gældsætning, og en fravigelse af de seneste mange års balance i de offentlige budgetter. Derfor: kan vi få svar på, hvor vigtigt det er med balance i de offentlige budgetter, eller om det er i ordne med en ny eksplosion i den offentlige statsgæld?
Den nye regering, uanset om den bliver rød eller blå, kommer snart til at vågne op til en ny virkelighed. Men den historie er ikke særlig sjovt at snakke om under en valgkamp, hvor det giver flere stemmer at love guld og grønne skove til højre og venstre – frem for at være lidt realistiske.
