Makrokommentar: Mark Twain sagde engang, at det ikke er, hvad folk ikke ved, som er problemet, men snarere det de er sikre på, men som bare ikke er rigtigt. Lidt på samme måde kan diskursen om Grækenlands nye tredje redningsprogram synes, når så mange allerede har erklæret det for blot en fortsættelse af de seneste fem års økonomiske deroute. Sådan indleder Jacob Kirkegaard Peter G. Peterson Institute For International Economics denne makrokommentar, som handler om Grækenlands nye virkelighed.
Vi ved nu, at en række velkendte og højrøstede amerikanske økonomer de seneste måneder aktivt har rådgivet den tidligere græske finansminister om mulighederne i en grexit. Men sådan en prognose er nu alt for pessimistisk. Grækenland har af mange grunde gode chancer for at gøre hurtige fremskridt.
For det første må man erindre, at Grækenland i sidste halvdel af 2014, lige inden Syrizas magtovertagelse, var returneret til økonomisk vækst, og at prognoserne dengang lød på op mod 3 procent vækst I 2015. Grækenland er derfor et land, som allerede er så langt nede i et økonomisk hul, at blot en anelse politisk stabilitet næsten vil kunne give startskuddet til et cyklisk opsving. Er krisen dyb nok, rammer man bunden, og den eneste vej er opad. Formår Grækenland at blive i euroen, hvilket synes højst sandsynligt, vil den positive vækst også komme her.
For det andet er det klart, at med aftalen med de andre eurozone-lande den 13. juli har Alexis Tsipras krydset sit politiske Rubicon. Der er ingen vej tilbage. Han vil ikke overleve et nyt møde med de græske vælgere, medmindre han kan genskabe væksten i Grækenland og få nedsat landets gæld. Der er derfor ingen, som har mere brug for en succesfuld IMF-programstart og efterfølgende potential gældssanering end Alexis Tsipras. Man kan derfor forvente en høj grad af samarbejdsvilje fra de græske myndigheders side.
For det tredje er det klart, at Alexis Tsipras synes at have mestret det gamle politiske svendestykke at blive folkets helt ved at løse nogle af de mange problemer, han selv har skabt for grækerne. Udskrivelsen af folkeafstemningen om tilslutningen til (en tidligere) IMF-reformpakke har været en økonomisk katastrofe for Grækenland og kostet landet måske 5 procent af BNP. Indenrigspolitisk, derimod, har den politiske gevinst været meget stor for Tsipras, idet han efter den overvældende sejr nu står som den ubestridte leder af Grækenland. Så længe den menige græker selv husker de mange problemer, lukningen af bankerne påførte dem, vil Alexis Tsipras derfor have et snævert politisk vindue de kommende måneder til at få gennemført størsteparten af Troikaens reformkrav.
For det fjerde skal man, trods den ofte direkte politiske forbindelse mellem strukturreformer og finanspolitik, gøre sig klart, at det rent faktisk er pengepolitikken, som har størst betydning for succesfulde strukturreformer. Sidstnævnte er generelt gearet til at hjælpe med at mobilisere også privat investeringskapital, for at øge væksten. Såfremt Grækenland formår at overholde sine reformkrav, vil landets statsobligationer på et tidspunkt – formentligt hen sidst på året – blive berettiget til opkøb under ECB’s QE-program. Herved skulle de græske renter og finansieringsomkostningerne for erhvervslivet potentielt blive lavere.
For det femte behøver man ikke at bekymre sig særligt om rygter om Tysklands mulige forkastelse af den nye aftale. Det drejer sig mest om uvilligheden i Berlin til at skulle bede de tyske parlamentarikere om at afbryde deres ferie i august for at kunne stemme om aftalen. Det står dog fast, at til syvende og sidst vil Angela Merkel relativt nemt kunne finde flertal for aftalen i Bundestag, og risikoen for en tysk afvisning er derfor minimal.
For det sjette er det den størst mulige politiske gevinst for eurozonen at kunne tvinge Alexis Tsipras til, via hans accept at det nye Trojka-program, at søge mod den politiske midte. Det vil nemlig sende signalet til alle andre Syriza-agtige partier i Europa om, at konfrontationspolitik ikke vil være succesfuld.
For det syvende er det i IMF’s helt klare institutionelle interesse at forblive fuldt involveret i det græske program, efter en sandsynlig yderligere gældssanering af eurozonens beholdninger. Hvis ikke IMF forbliver i Grækenland til den bitre ende, vil dens globale jurisdiktion komme under pres. IMF’s direktør Christine Lagarde har samme incitament for at fastholde IMF’s fulde involvering i Grækenland, efter en yderligere gældsnedskrivning. Hun vil fremstå som relativt neutral med både krav til den græske regering og kreditorlandene i eurozonen. Og netop en sådan neutralitet er meget nyttig, når man selv er på valg for en ny periode som IMF-direktør til juli næste år, og gerne vil undgå potentielle modkandidater.
Alt i alt har alle hoveddeltagerne deres nye og egne grunde til, at Grækenlands tredje program skal fungere bedre end de tidligere. Realistisk optimisme er derfor på sin plads.
