De kinesiske myndigheder har længe arbejdet på et storstilet, men upåagtet vækstprojekt, som har gode muligheder for at trække den globale vækst markant frem de kommende år. Det handler om det projekt, der er blevet døbt ”The Silk Road” og drejer sig om, at de kinesiske myndigheder vil investere massivt fra Kina og langs den gamle silkevej helt til Venezia i Europa.
Myndighedernes plan har været undervej et stykke tid, og finansieringen er også ved at blive lagt tilrette: De kinesiske myndigheder er begyndt massivt at sælge ud af den enorme valutabeholdning placeret i US Treasury (altså amerikanske statsobligationer), og alene dette udsalg kan have været med til at løfte obligationsrenten. Kinas enorme ammunition i form af kapital, der gerne vil i arbejde, er en mangelvare i en verden, hvor der aktuelt er for meget gæld og for få risikovillige finansieringskilder. Statsgældsproblemer, forsigtige virksomheder og pressede oliestater giver ikke grundlag for produktive investeringer, som vil være forudsætningen for ny selvforstærkende økonomisk vækst.
Planen er simpelthen at skabe en ny handelszone gennem Asien, som når helt til Europa. Præsident Xi’s plan “The New Silk Road” eller “One Belt, One Road”–planen er en slags kinesisk Marshall plan, som i foråret fik topprioritet på den kinesiske National Peoples Congress. Planen er nu tæt på implementering, bakket op af både politisk kapital og hård kapital fra den kinesiske valutareserve. Kina har samtidig forberedt sig på planen ved de seneste år at arbejde for finansiel deregulering og normalisering af den kinesiske valuta. Der er blevet etableret en ny Silk Road Fund med en start kapital på 40 milliarder USD, altså i omegnen af 200 mia. kr., som skal understøtte infrastruktur investeringer i det nævnte bælte.
Der ses paralleller til Marshall–planen, som USA stod bag efter anden verdenskrig med finansiel hjælp til Europa, og som i årtier efter var med til at booste den økonomiske vækst. Efter anden verdenskrig var Marshall–planen også med til at konsolidere USA’s rolle som den nærmeste partner og allierede i det geopolitiske magtspil. Der ses nu mulighed for, at den ambitiøse kinesiske vækstplan ikke kun vil gavne den økonomisk vækst i regionen og globalt, men også at Kina vil øge sin geopolitiske indflydelse markant i regionen.
Præsident Xi’s vision er altså at skabe en handelsvej og en økonomisk korridor, der strækker sig gennem det underudviklede og politisk ustabile Vestkina til Venezia i Italien og videre ned gennem Afrika til Cape Town. Planen skal give partnere og egne firmaer adgang til kredit og finansiering af anlægsinvesteringer, som på sigt vil binde Kina tættere sammen med Eurasia, og som det ser ud nu kan alle deltage i projektet uden forudgående betingelser. Ammunitionen i Kina er helt klart til stede: De kinesiske myndigheder råder over valutareserver på 4.000 milliarder USD, som for tiden giver tæt på nulafkast – på grund af statsobligationer med en effektiv rente tæt på nul og svag global økonomisk vækst. Hensigten er altså også at skabe nye stærke eksportmarkeder for Kina, samtidig med at de kinesiske myndigheder sikrer sig selv indflydelse helt fra hjemmebanen gennem Asien til Europa.
Planen omfatter anlæg af højhastigheds togbaner, motorveje, energitransmissionsnet og fibernetværk. Planen er at videreudvikle større byer og havne langs ruten til Europa. En del af planen hedder ”Maritime Silk Road”, som skal sammenkoble Kina med Den Persiske Golf og Middelhavet gennem Centralasien og Det Indiske Ocean. Det første projekt har været under opførelse i flere år; i Pakistan er kineserne i gang med at bygge og finansiere en dybvandshavn ved Gwadar, hvor Kina ventes at blive administrator gennem en langsigtet leasingaftale.
Analytikere vurderer, at projektet for Kina også handler om at blive et reelt alternativ til det USA– og Éuropa–dominerede IMF – International Monetary Fund og Verdensbanken. Asien ses af vesten bedst som en generation af økonomisk vækst og investeringer, men projektet ses også som et massivt ønske om at opnå større politisk indflydelse. Der er ingen tvivl om, at The Silk Road–projektet slet ikke har fået den opmærksomhed i vestlige medier, som projektet fortjener – både til forståelse af de kommende års økonomiske og geopolitiske kræfter. Danske virksomheder med tilstedeværelse i Asien eller inden for infrastrukturprojekter bør gå ind i en nærmere undersøgelse af, om der for dem kan ligge fremtidige forretninger her.
