Verden har haft øjnene rettet mod dykket på det kinesiske aktiemarked. Men dette marked er endnu småt og har ikke ry for at forudse den økonomiske udvikling med nogen præcision overhovedet. I realøkonomien har den kinesiske regering mere styr på sagerne, end den for øjeblikket får anerkendelse for, argumenterer Simon Cox, Asia/Pacfic-strateg hos BNY Mellon Investment Management, i denne kommentar.
For at forstå et aktiedyk er man nødt til at afgøre, om det afspejler økonomiske problemer, om det foregriber dem, eller om det forårsager dem. Nogle er bekymrede for, om den dramatiske uro på Kinas markeder er et forvarsel om økonomiske problemer. Men det det er at tillægge Kinas aktiemarkeder for meget betydning. Det er de samme markeder, der tidligere på året blev latterliggjort for deres boblende løsrivelse fra fundamentals. Man skal ikke sætte for meget lid til de kinesiske aktieinvestorers evner til at spå om fremtiden.
Kinas aktiemarkedsdrop afspejlede i stedet to ting, som vi allerede vidste: Økonomien var allerede svækket, og det samme var regeringens trang til at holde hånden under faldende markeder. Regeringen og dens repræsentanter, der forsøgte at redde aktiemarkedet i juli, var tilbageholdende med at købe flere aktier. De ejer allerede en stor luns af de kinesiske aktier i free float, og deres indsats til dato har fået mange private investorer, der har købt aktier for lånte penge, til at tilbagebetale deres lån og trække sig tilbage, før de led skade. Den 14. august meddelte den kinesiske børsmyndighed på sin hjemmeside, at CSF Corporation (et investeringsselskab stiftet af bl.a. børsmyndigheden og børserne selv i 2011, red.) ikke ville træde ind på markedet igen, medmindre systemiske risici truede. Dermed havde investorerne ikke noget sikkerhedsnet.
En dårlig nyhed kom allerede fredag den 21. august, hvor Caixin, et konjunkturbarometer baseret på indkøbschefer i industrien, faldt til dets laveste i 77 måneder. Disse bekymrende data bidrog til en bredere frygt for Kinas økonomi. Det bestyrkede tesen om, at Kinas overraskelse beslutning om at devaluere yuan’en tidligere på måneden var et desperat forsøg på at afstive eksporten, snarere end det skulle ses som en liberal reform (med nogle potentielt ekspansive bivirkninger). Det understøttede også, at nedturen på det kinesiske aktiemarked i juli alvorligt havde skadet realøkonomien. På trods af det begrænsede informationsværdi, der lå i kursfaldende, skræmte det de amerikanske markeder, og det amerikanske udsalg skræmte så igen kinesiske investorer. Det var en dobbelt klynke-parade.
Omkring den 27.-28. august kan Beijing meget vel have besluttet, at man ikke længere kunne sidde på sine hænder. Kinas vice-finansminister sagde, at de lokale pensionsfonde ville få lov til at investere i aktier så snart som muligt, selv om han insisterede på, at timingen af en sådan investering ville blive overladt til de professionelle porteføljeforvaltere i fondene. Det blev også rapporteret, at CSF Corporation rejste yderligere 1,4 mia. yuan, for det tilfælde at endnu redningsaktionen var påkrævet. Det var nok til at drive markedet op med næsten 5 procent fredag den 28. August.
Disse tiltag for afstive markedet fulgte mere ortodokse og berettigede tiltag med samme hensigt. Kinas centralbank reagerede ved at skære renten for femte gang siden november og at lette på kapitalkrav. (Denne stimulerende foranstaltning blev ledsaget af en liberal reform, der fjernede et renteloft på indlån på over et år.) Pengepolitiske lempelser vil lette eksisterende gældsbyrder. Men indvirkningen på forbruget vil være begrænset, hvis låneefterspørgslen fortsat er svag. Derfor bør investorerne holde nøje øje med Kinas forskellige finanspolitiske tiltag. De offentlige udgifter har været usædvanligt begrænsede i de seneste kvartaler, delvis fordi Xi Jinping har slået hårdt ned på korruption, og fordi Beijings har ryddet op i lokale myndigheders finanser. Kinas budgetunderskud for året lander under målsætningen, så statslige indskud kan fortsat hobe sig op i banksystemet. Det giver plads nu til at gøre mere.
Mange kommentatorer vil sukke ved udsigten til yderligere finanspolitiske stimuli, der minder om de forspildte investeringer i 2009 og 2010. Men selvom om disse investeringer førte til misallokering af ressourcer, var der også meget arbejdskraft og kapital, der var forblevet ubrugt, hvis de ikke have fundet sted. I en tid med krise er alternativet til dårligt planlagt produktion ingen produktion overhovedet.
Desuden behøver stimuli i år behøver ikke tage den samme form som de stimuli, man har set tidligere. De kunne indebære skattelettelser og højere sociale ud- gifter, snarere end tunge offentlige investeringer. Hvor man planlægger offentlige investeringer, synes pengene afsat til Kinas mange ’underkapacitet’-sektorer, såsom dræningsanlæg, billige boliger og vandrensning. Gennem disse bestræbelser bør Kina kunne genoprette sin vækst i de kommende kvartaler, uden slavisk at gentage de vækstmønstre, vi har set i tidligere år.
Kommentaren er oversat af Økonomisk Ugebrev
