BRAGT I ØKONOMISK UGEBREV
Mens hundredetusinder af nye flygtninge fortsat strømmer ind over Europas grænser, står det europæiske samarbejde nu foran en afgørende skillevej. Den nuværende situation kan ikke fortsætte: Europæiske vælgere har indtrykket af, at kaos hersker ved Europas grænser og trafikknudepunkter. Konsekvensen vil blive, at meget nationalistiske partier snart vil få politisk flertal i flere EU-lande. Enten må man overlade det fuldt ud til nationalstaterne at løse problemet. Eller også tager man nødvendige yderligere skridt i integrationen og etablerer fuldtonet fælles, ekstern grænsekontrol og harmoniserer nationale regler for asyl og andre typer opholdstilladelser, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.
Vælger EU at give op, vil den nationale grænsekontrol i Schengen-landene uden tvivl hurtigt blive genetableret. Ihukommende at hverken Storbritannien, Irland, Bulgarien, Rumænien eller Kroatien i dag er medlemmer af Schengen (og derfor har egen national grænsekontrol) vil nogle nok mene, at det jo ikke vil betyde det store.
Den opfattelse vil imidlertid være en stor misforstå- else i relation til det reelle problem med den nuværende flygtningetilstrømning. Essensen er, at flygtningetallet nu er så stort, at intet enkelt medlemsland kan magte det. Selv den svenske regering har jo nu måttet give op. Genetablering af national grænsekontrol vil derfor blot betyde, at det vil være frontlinjelandene, specielt Græ- kenland og Italien, som sidder tilbage med sorteper.
Man skal ikke forvente, at disse lande blot vender den anden kind til. Det vil kun være et spørgsmål om tid, inden en frontlinjestats regering bliver valgt på et program om enten at tvangshjemsende flygtninge, altså reelt forsøge helt futilt at tvinge dem tilbage til primært Tyrkiet eller Libyen. Eller at tvinge dem videre til andre EU-lande, hvorefter man snart vil kunne se flygtningebusser og tog forsøgt sendt over grænsen fra eksempelvis Italien, mens østrigsk politi forsøger at holde dem ude. Ikke et kønt syn.
Alt i alt vil det sikkert være enden på det EU-samarbejde, som vi har kendt det i årtier. Det vil formentligt kun gradvist gå op for EU’s ledere og vælgere, præcist hvor store konsekvenserne af ikke at handle i fællesskab vil blive. Man skal derfor ikke forvente hurtig handling fra et af de mange afholdte EU-topmøder om immigrationsstrømmen.
Læren fra eurokrisen er dog den, at når EU’s ledere til sidst bliver klar over, at såfremt de ikke finder en fælles løsning, vil 60 års europæisk økonomisk og politisk integration gå i opløsning, så vil det hidtil politisk umulige pludselig igen blive en mulighed. Til slut – og sikkert først efter et stort antal flygtninge er omkommet og potentielt meget nationalistiske partier gået politisk stærkt frem – vil en fælles europæisk løsning med mere integration, også på immigrationsområdet, blive fundet.
En fælles europæisk løsning må have som målsætning dels at sikre den frie interne bevægelighed i Europa (i hvert fald inden for Schengen området), dels at sikre at Europa stadigt får tilgang af tilstrækkeligt med beskæftigelsesegnede immigranter, og dels at den generelle politiske og økonomiske solidaritet mellem medlemsstaterne bevares.
En løsning vil skulle indeholde mindst tre ting for at være troværdig: Først vil de europæiske regeringer skulle genskabe troen blandt deres egne befolkninger på, at deres ydre grænser er under kontrol. Hvis ikke den politiske tiltro er tilstede, er al anden diskussion af emnet umulig og nytteløs. Derfor vil der meget snart skulle overføres langt mere mandskab, materiel og ressourcer fra alle medlemslande til frontlinjestaterne. Dernæst vil EU være nødt til at lave en aftale med Tyrkiet om, at Ankara gøre dets yderste for at holde syriske flygtninge så tæt på Syriens grænser som muligt. Det vil reelt sige, at EU er nødt til at give præsident Erdogan en lang række andre politiske indrømmelser og økonomisk støtte.
For det andet vil EU være nødt til at enes om en ny central finansiering af troværdig langsigtet ekstern grænsekontrol og afdække omkostningerne ved flygtningemodtagelse. Og det kommer til at koste langt, langt mere end i dag, hvor Frontex – EU’s eksterne grænseorganisation – har et årligt budget på under 150 mio. euro. Til sammenligning koster USA’s eksterne grænsekontrol og flygtningemodtagelse omkring 32 mia. dollar i 2015. Det vil være så mange penge, at det ikke kan gøres via EU’s eksisterende budget, og i stedet må nye indtægtskilder findes.
Disse kunne omfatte direkte finansiering fra Schengenlandendes regeringer, forskellige visagebyrer, eller måske øremærkede indtægter fra andre, bredere afgifter på for eksempel alle indrejser til Schengen-landene.
For det tredje – og formentligt politisk sværeste – vil Schengen-landene være nødt til at harmonisere mange af deres eksisterende nationale regler for opholds- og arbejdstilladelser. Det giver således ikke megen mening fortsat at have meget store forskelle blandt de enkelte Schengen-lande for, hvornår man er berettiget til asyl.
Her er der dog allerede en bevægelse i gang imod en højere fællesnævner i EU, idet de hidtil mest liberale lande, som Sverige og Tyskland, allerede har varslet stramninger. TINA-logikken (There is no alternative) vil til sidst også manifestere sig i form en fælles europæisk løsning. Makrokommentar F
