Hvor længe kan de store centralbanker holde de finansielle markeder oppe? Eller – hvornår mister finansmarkederne tilliden til centralbankernes planøkonomiske initiativer med stimulanser i form af QE-baserede obligationsopkøb og kunstige lave (negative) renter? De to spørgsmål synes at være helt afgørende for udviklingen på de globale finansmarkeder – og i sidste ende for de globale økonomi. I sidste ende vil et styrtdyk på aktiemarkederne og i erhvervsobligationskurser nemlig både undergrave forbrugertillid, erhvervstillid og kunne igangsætte en selvforstærkende værdidestruktion, hvor alle søger mod udgangen på én gang.
Udviklingen de seneste måneder i den globale økonomi er under alle omstændigheder meget bekymrende. Det er ikke en nyhed, at den kinesiske økonomi bremser op. Det er blevet bekræfter de seneste mange måneder i de normalt pålidelige PMI-målinger. Tilbagefaldet i globale råvarepriser, som olie og metalråvarer, afspejler også vigende kinesisk efterspørgsel. Den seneste måned har striben af svage amerikanske økonomisk nøgletal næsten fjernet forventningen til, at den amerikanske centralbank løfter den korte rente i år. Aktuelt ligger der i de implicitte renteforventninger, at der kun er 5 procent sandsynlighed for en renteforhøjelse på rentemødet den 28. oktober, 26 procent sandsynlighed for en højere rente på FOMC-mødet den 16. december, og 41 procent sandsynlighed den 27. januar 2016. Futurmarkedet regner endog først med en amerikansk renteforhøjelse i juli næste år.
At markederne fortsat er meget påvirkelige for actions fra den amerikanske centralbank, kom frem torsdag aften. Aktiemarkederne blev på to timer sendt ca. 2 procent op af en løs udmelding fra Wall Street Journaljournalist Jon E. Hilsenrath, som opfattes som det forlængede uformelle talerør for den amerikanske centralbank.
Efter aktieopturen torsdag aften i USA referede Bloomberg en sell side-analytiker: ”Bad news has proved positive for equities this month as traders speculate that ongoing global uncertainty will stay the Federal Reserve’s hand until 2016 and that policy makers from Europe to Asia will keep or increase what’s in some places a record level of monetary stimulus. Chinese stocks have rallied as the government unveiled further reforms of state-run industries and weak economic reports confirmed policy makers have more room to loosen monetary policy. You may have no rate hike this year from the Federal Reserve and an extension of stimulus in Europe and in Japan so that’s giving a boost to equities.”
Men er centralbankernes planøkonomiske initiativer effektfulde på finansmarkederne, når selskabernes overskud, som nu, er begyndt at falde? Selvom analytikerne over en bred kam allerede havde sat deres forventninger til selskabernes Q3-overskud ned, er der i denne uge kommet en haglbyge af skuffende regnskabsmeldinger. Ikke kun for selve Q3, men også for udsigterne fremad. Der er ingen grund til at tro, at dette billede lige pludselig vender.
Begynder markederne at fokusere på, at selskabernes overskud nok falder endnu mere end ventet, samtidig med at værdiansættelserne i forhold til historiske p/e-værdier er meget gavmilde, er der grundlag for en aktienedtur, som går markant dybere end set de seneste måneder. Spørgsmålet er, hvor længe finansmarkederne “køber” historien om, at centralbankernes QE-initiativer er godt for aktiemarkederne, fordi det vil understøtte den reale økonomi. I en aktuel analyse fra Artemis Capital Management hedder det, at ”global central banks are engaged in an arms race of devaluation resulting in suboptimal outcomes for all parties and greater systemic risk. In this year alone 49 central banks have cut rates or devalued their currencies to gain a competitive edge and since 2008 there have been over 600 rate cuts worldwide.”
Videre hedder det i analysen, at ”Global currency reserves outside the US have declined over $1 trillion USD from their peak in August 2014 as foreign central banks have sold dollars to offset the ill effects of capital flight and commodity declines. The last time the world economy experienced declines in reserves of this magnitude was right before the crash of 2008.”
Konkluderende lyder meldingen, at “Central banks are fearful and unwilling to normalize but artificially high valuations across asset classes cannot be sustained indefinitely absent fundamental global growth. Central banks are in a prison of their own design and we are trapped with them. The next great crash will occur when we collectively realize that the institutions that we trusted to remove risk are actually the source of it. The truth is that global central banks cannot remove extraordinary monetary accommodation without risking a complete collapse of the system, but the longer they wait the more they risk their own credibility, and the worse that inevitable collapse will be.”
