De britiske konservative – Storbritanniens selverklærede naturlige regeringsparti – har været en katastrofe for landets økonomiske og politiske fremtid i de seneste år. Men det ser af flere årsager ud til potentielt at blive endnu værre for Theresa May og Storbritannien i de kommende år, skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics i denne makrokommentar.
For det første er Theresa May i dag, efter det katastrofale valg i utide, en regeringsleder uden autoritet. Hun holder kun fast i Downing Street nr. 10, fordi det ville være endnu værre for de konservative at forsøge at vælte hende. En ny konservativ leder ville nemlig givet skulle vælges via en urafstemning blandt de konservative partimedlemmer mellem en række kandidater. Og en sådan intern kamp om partilederposten ville helt sikkert blive meget smertefuld, ligesom den formentligt ville ende med en endnu mere rabiat anti-EU leder end Theresa May.
For det andet er de konservatives nye politiske alliance med det meget socialt konservative nordirske parti DUP en potentiel meget stor risiko. Ikke nok med at Theresa May straks lavede en stor taktisk brøler ved med det samme at erklære, at hendes mål var en sådan alliance med DUP, hvorfor hun nu vil fremstå som svækket, hvis det alligevel ikke lykkes at blive enige. Men DUP er et parti, hvis stærkt konservative profil på sociale og værdimæssige spørgsmål – DUP er imod ting som bøsse-ægteskaber, abort, og immigration, ligesom partiet er skeptisk over for menneskets skyld i klimaets forandring – vil kunne koste de konservative mange stemmer blandt unge, højt uddannede, kvinder og byboere. Netop de vælgergrupper iblandt hvilke Labour oplevede sin største fremgang.
For det tredje var en af de paradoksale ting med den netop overståede valgkampagne, at selve Brexit ikke blev synderligt diskuteret, da både Labour og de konservative erklæ-rede sig enige i ikke bare Brexit, men også udtrædelsen fra EU’s indre marked og toldunion. Nu her efter valget hører man så igen en masse diskussion om den såkaldte ”soft Brexit”, selvom ingen rigtig ved, hvad den indebærer. Alle synes dog – i London i hvert fald – at mene, at en ”soft Brexit” må betyde, at Storbritannien træder ud af EU, men samtidigt beholder alle sine handelsfordele med resten af Europa.
Problemet er naturligvis, at en sådan aftale overhovedet ikke er aktuel, da resten af EU allerede har afvist den mange gange. Reelt set har Storbritannien stadigt valget mellem enten en artikel 50-aftale om først en stort set total udtrædelse af EU, efterfulgt af en ny fremtidig handelsaftale med EU, eller en udtrædelse af EU uden en aftale med EU. Desværre er sidstnævnte mulighed en stadigt større risiko. Forhandlingerne med EU vil hurtigt blive barske, da EU’s udgangsposition er meget hård, og ingen repræsentanter for en britisk mindretalsregering jo kan afgive endegyldige løfter i Bruxelles uden konstant at tjekke sit hjemlige, parlamentariske bagland.
Og for det fjerde står Theresa May nu overfor en ny stærk fransk-tysk politisk alliance mellem en nyvalgt præ-sident Macron og en (med meget stor sandsynlighed) for fjerde gang genvalgt tysk kansler Merkel, som i fællesskab ovenikøbet har eurozonens stærkeste økonomiske vækst i mindst et årti i ryggen. Frankrig og Tyskland vil med stor sandsynlighed i de kommende 12-18 måneder komme med et nyt udspil til yderligere integration i eurozonen, hvorefter Brexit-forhandlingerne med London bliver markant mindre vigtige for resten af EU. Med Frankrig og Tyskland i spidsen vil resten af EU ikke bare være politisk optagede andetsteds, men også i en gunstig økonomisk situation, som vil gøre det muligt stort set at ignorere de negative følger af et potentielt kollaps af artikel-50 forhandlingerne. Der er ganske simpelt ikke ret megen grund til for resten af EU at gøre ret meget for at opnå et kompromis med Theresa May om Brexit.
Man skal her bide mærke i Wolfgang Schaubles seneste udmelding – gentaget samme dag af præsident Macron – om, at Storbritannien da, hvis man ombestemmer sig om Brexit, stadigt er velkomne i EU. Pakket ind i verbalt fløjl er det nemlig en jernhård udmelding om, at EU ikke har tænkt sig at gå på kompromis om noget som helst, men snarere har i sinde om nødvendigt at risikere en dyb økonomisk krise i Storbritannien for eventuelt at overbevise briterne om visdommen i en ny folkeafstemning. Drejebogen til denne type politisk poker kender eurozonen jo fra Grækenland, og hvis ikke Theresa May snart opper sig som premierminister, løber hun givet risikoen for at blive en ny Alexis Tsipras: Premierminister i et lille europæisk land, ude af stand til at modstå presset fra resten af Europa.
