De fleste trækker nok på smilebåndet, når de hører at Donald Trump lige nu fører kampen om at bliver republikanernes næste præsidentkandidat. Det er da også vanskeligt for alvor at tro på, at et parti virkelig vil sætte sin lid til en outsider, som helt åbenlyst er uvidende om centrale dele af amerikansk politik. Det er i hvert fald kun sket én gang siden anden verdenskrig med Barry Goldwater i 1964, der fik et kæmpe valgnederlag. Men selvom Donald Trump ikke skulle vinde, så er hans popularitet allerede godt på vej til at få alvorlige konsekvenser for både det republikanske parti og amerikansk økonomi, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.
For det første er der jo risikoen for – ganske som Silvio Berlusconi i Italien i begyndelsen af 1990’erne – at mediefænomenet Trump rent faktisk beviser, at det vigtigste i politik er attitude og showmanship, snarere en viden og erfaring. Chancen for, at tilstrækkeligt mange republikanske vælgere er så utilfredse med et status quo, hvor præsident Obama i 2015 er gået fra sejr til sejr, at de sætter kryds ved Trump er ikke høj, men heller ikke tæt på nul. Det er dog helt klart, at med Trump som den endelige kandidat vil republikanerne få et katastrofevalg i 2016. Partiet vil givet også miste sit flertal i Senatet og måske endda i Repræsentanternes Hus. Så præsident bliver Trump under ingen omstændigheder.
For det andet gør Trumps aktuelle popularitet det allerede vanskeligere for enhver af de 16 andre republikanske kandidater at vinde over deres demokratiske modkandidat, alene af den grund at vinderen for at kunne besejre Trump, vil være nødt til at flytte sig så langt ud på højrefløjen, at midten i amerikansk politik vil være tabt for republikanerne. Trump’s evne til at sætte agendaen i det republikanske primærvalg er klart illustreret i forbindelse med det aktuelle fokus på immigrationsdebatten. Trump’s tale om anchorbabies og forslaget om at fjerne retten til statsborgerskab for alle, som er født i USA – som allerede er blevet taget op af andre kandidater – vil være gift for republikanernes evne til at kunne tiltrække stemmer fra hispanics og andre voksende minoritetsgrupper. På den måde fungerer Trump som en politisk mekanisme, der ganske som med andre outsiderkandidater trækker ellers mere moderate kandidater stadigt længere mod højre, og væk fra flertallet i den bredere amerikanske befolkning. Problemet bunder i, at det vælgerkorps, som i det republikanske primærvalg stemmer om partiets spidskandidat, er langt langt mere konservative og hvide end hele vælgerkorpset vil være i november 2016. Man kan bare læne sig tilbage og vente på, at andre ”værdisager” som abort og amerikanske homoseksuelles rettigheder i det nye Supreme Court ret til at blive lovformeligt gift, kommer til at dominere kampagnen de kommende måneder.
For det tredje gør mediernes fokus på Trump det meget vanskeligt for de mange andre kandidater at komme til orde i debatten, hvorfor de i stigende grad er blevet desperate i deres kamp for at få mere vælgeropmærksomhed. Og da tre er medlemmer af Senatet, vil efteråret levere en række fabrikerede kontroverser i Kongressen, hvis primære formål det er at promovere initiativtagerne over for de konservative republikanske vælgere op til primærvalgene. Det betyder eksempelvis, at det nu synes sikkert, at USA heller ikke i år får noget føderalt budget for mere end måske et par måneder (så slagsmålet kan bliver gentaget til december), idet Senator og kandidat Ted Cruz allerede har meddelt, at han vil blokere for enhver aftale som ikke fjerner al økonomisk støtte til organisationer, som har selv den mindste forbindelse med abort. Rent faktisk synes sandsynligheden for endnu en nedlukning af den føderale regering på dette spørgsmål nu at være over 50 i løbet af september og oktober. Man skal i hvert fald heller ikke regne med, at den amerikanske Ex-Im Bank – som mistede sine bevillinger henover sommeren – genåbner for nye lån til amerikanske eksportordrer lige foreløbig. På samme vis synes det sandsynligt, at USA’s infrastrukturinvesteringer via Highway Trust Fund må beskæres drastisk. Derfor kan det sagtens igen komme til at køre helt til stregen med den nødvendige hævning af det amerikanske gældsloft sidst på året.
For det fjerde betyder det faktum, at omkring halvdelen af de republikanske vælgere til primærvalgene lige nu støtter enten Trump, eller den næsten lige saa eccentriske Ben Carson, at valget er helt åbent. Det betyder også, at mange af de virkeligt tunge republikanske donorer som Sheldon Adelson eller Koch brødrene stadig sidder på sidelinjen. De har ikke givet nævneværdige ressourcer til nogen af kandidaterne. Ikke at det betyder, at der er resourcemangel i kampagnen, blot at ingen af kandidaterne vil have helt åbenlyse finansielle fordele. Den mest pengestærke kandidat til dato – Jeb Bush med mere end $100 mio. i midler til rådighed – vil givet, grundet sin til dato skuffende kampagne, også skulle bruge rigtigt mange ressourcer på at slå igennem via TV reklamer.
Så ligegyldigt hvad der sker fra nu af, så har Donald Trump allerede gjort en forskel i USA.
