Ørsted har med nye målsætninger og investeringsplaner skåret ned for ambitionerne. I modsat retning trækker, at ”Værdi fremfor vækst” synes at være det grundlæggende mantra fremover. Det bør berolige investorerne henad vejen, og gøre aktien investérbar igen.
Måneders spekulation i, hvordan fremtiden for Ørsted ser ud, er nu ved at være ovre, da selskabet i forbindelse med årsregnskabet for 2023 leverede den lovede opdatering på fremtidens investeringer og dermed også kapitalbehovet.
Basalt har der været slået et for stort brød op, og aktionærerne (dvs. ledelsen) har ved byrden fra de amerikanske projekter haft valget mellem pest eller kolera. På den ene side kunne man gå den tunge vej og bede om mere kapital hos aktionærerne. På den anden side kunne man løse et for stort kapitalbehov ved at skære ned på planerne og selv fremskaffe mere kapital.
Ørsted valgte det sidste og beskærer investeringsprogrammet frem til 2030 med rundt regnet en tredjedel. På EBITDA-niveau er der tale om, at målsætningen på 50-55 mia. kr. sænkes til 39-43 mia. kr. i 2030.
I sidste ende betyder det, at den årlige gennemsnitlige stigning i EBITDA falder fra forventet 13-14 pct. frem til 2023 til 8 pct. Det er dog med udgangspunkt i det stærke 2023-resultat på 24 mia. kr., der var lidt bedre end ventet. Ørsteds aktiekurs har gennem stort set hele januar ligget i et meget snævert interval mellem 380 og 400, og det viser, at panikstemningen blandt investorerne har fortaget sig.
Den mere sikre udsigt til faldende renter har givetvis også hjulpet betydeligt på investorernes lyst til at eje Ørsted-aktien siden krisen i starten af november, hvor verden så meget sort ud. Både på makroplanet, men også på mikroplanet for Ørsted.
Konklusionen på det hele er, at aktien er blevet investeringsværdig igen, fordi risikoen bør være faldet på både den projektmæssige og finansielle side. En lavere målsætning betyder også, at man har en større frihed i sit valg af projekter fra pipelinen. Og det understøtter udsagnet om, at risikoen er sænket, og at værdiskabelsen er kommet frem i forreste række og er mere prioriteret end vækst.
Det mindskede investeringsprogram har naturligvis også den konsekvens, at indtjeningsfremgangen næppe bliver helt så stor over de næste ti år, som mange oprindeligt havde ventet.
Ørsted har taget hårde beslutninger, herunder en udbyttepause og prioriteringer i pipeline og geografi. Selskabet vil stadig satse på nye teknologier, men det bliver i mindre absolut omfang end tidligere, og investeringerne bliver formentligt strakt længere ud tidsmæssigt. Det bør mindske risikoen og øge sandsynligheden for, at teknologierne modnes i det rigtige tempo. Aktiviteterne mindskes også i en række mindre lande og områder, således at ressourcerne fokuseres på markeder med god erfaring, størst potentiale og lavest risiko.
På kort sigt ser vi ikke nogen voldsom reaktion for aktien, men efter panikken er forsvundet, og der er syn for sagen i en mere nedskaleret værdibaseret vækstplan, er der grund til moderat optimisme.
Steen Albrechtsen
SA og/eller nærtstående ejer aktier i Ørsted
Konklusion
Aktuel kurs 389,30
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 384
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her