Opkøb med efterfølgende effektiviseringer og synergijagt har i mange år givet DSV høj vækst og stadigt stigende indtjening. Men opskriften bliver stadigt sværere at anvende i takt med, at renten stiger, og kapitalstærke købere i højere grad end nogensinde før sværmer om logistikvirksomhederne.
Hvem bliver den næste? DSV-kendere begynder at vente på det vigtige budskab om hvilken stor konkurrent, DSV nu skal til at overtage. Vurderet ud fra logistikvirksomhedens seneste historie er tiden nemlig ved at være inde.
For to år siden, i april 2021, kom meddelelsen om, at DSV ville købe Global Integrated Logistics af Agility, og for fire år siden, i april 2019, kom meddelelsen om, at DSV ville købe schweiziske Panalpina – en overtagelse, der efterfulgte det store køb af amerikanske UTi i 2016.
Foreløbig har DSV med sine kvartalstal demonstreret, at koncernen stadig er i stand til at effektivisere sig til mere indtjening. Selvom markedet for logistik- og transportvirksomheder er faldet kraftigt tilbage siden sidste år, har DSV drevet en stigende overskudsgrad ud af forretningen.
Målt på overskudsgraden er DSV i 1. kvartal løbet fra sin store schweiziske konkurrent Kühne & Nagel og formentlig også flere andre rivaler. Men set i en større sammenhæng kan det også blive nødvendigt for DSV at vride endnu mere overskud ud af den eksisterende omsætning frem for at satse lige så meget på opkøbsmodellen som tidligere.
Modellen er af flere grunde udfordret:
1) Det kan blive vanskeligere at betale opkøb med ny egenkapital. Ved de seneste store opkøb har DSV betalt ved at udstede nye aktier og overdraget dem til sælgerne. Men DSV-aktien fremstår ikke længere som et helt så gyldent og lovende betalingsmiddel som for to år siden.
Det er selvfølgelig muligt, at DSV kan finansiere et opkøb ved at hente kapital i markedet. Men interessen for store kapitaludvidelser er behersket, og en stor udstedelse risikerer at trykke aktiekursen betydeligt.
2) Lånefinansiering er også blevet vanskeligere. Renten ligger væsentligt højere end for et år eller to siden, og långiverne er tilsyneladende blevet mindre risikovillige, også på obligationsmarkedet.
3) Der er langt mere efterspørgsel efter logistikvirksomheder, blandt andet fra meget kapitalstærke købere i markedet.
4) Det er blevet mere tvivlsomt om en af de store godbidder i den europæiske logistikbranche rent faktisk kommer til salg indenfor en overskuelig tid.
Skepsis omkring køb af DB Schenker
De tyske socialdemokrater (SPD) har været mere skeptiske overfor et salg af Deutsche Bahn-datterselskabet, logistikvirksomheden DB Schenker, end de to koalitionspartnere i regeringen, de liberale i FDP og De Grønne.
I april har de borgerlige tyske oppositionspartier CDU og CSU udsendt et ”reformpapir” vedrørende statsvirksomheden Deutsche Bahn. Heri hedder det, at ”DB Schenker som international aktiv logistikservice-virksomhed forbliver i forbundsrepublikkens besiddelse. Netop med blik på konkurrenter som Kina er det af strategisk betydning”.
Den melding gør det mindre sandsynligt, at DB Schenker bliver solgt. Men meldingen illustrerer også, hvordan geopolitik nu trænger sig længere ind i logistikbranchen.
Trods disse udfordringer er det absolut muligt, at DSV kan varsle et nyt større opkøb. Koncernen har tidligere bevist sin evne til finansiel kreativitet. Striben af udfordringer understreger, at det er nødvendigt, at DSV demonstrerer, at koncernen alternativt også af sig selv kan skabe mere værdi – i hvert fald i en periode – uden større opkøb.
Dermed får kvartalets stigende overskudsgrad strategisk betydning.
Morten A. Sørensen
Aktuel kurs 1326,00
Kursmål (6 mdr.) 1310,00
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.