Med udsigten til recession er det sandsynligt, at nogle af vores konjunkturfølsomme papirer bliver sat længere ned. Men det vigtigste for os er det langsigtede potentiale.
Vi har fortsat en relativt lav vægt i de konjunkturfølsomme papirer, og det handler blandt andet om Bang & Olufsen, som over den seneste måned er steget 25 pct. Til denne gruppe hører også Pandora, nyindkøbte NTG samt DSV, som over sommeren har præsteret en stærk kursstigning.
De defensive papirer fik overraskende store kurshug i denne uge på bekostning af de cykliske papirer. Det kostede dyrt med større kursfald fredag i blandt andet ChemoMetec, ALK-Abelló og Ambu. Vi ser nu banen klargjort for stille og rolige kursstigninger herfra.
Ambu er grundlæggende et stærkt langsigtet selskab, og shortfondene reducerer stille og roligt deres positioner. Over de seneste måneder er de reduceret fra 16,5 til 13,5 pct. af aktiekapitalen.
ChemoMetec og ALK er superstærke langsigtede papirer, men de er også dyre. Det giver risiko for, at de indimellem tager nogle rutsjeture. De professionelle vil anvende den slags tilbagefald til fornyede opkøb, så vi er ikke bange for den slags krusninger. Nogle investorer undrer sig over, at vi fortsat har en (lille) post i SAS, når ledelsen kommer til at udvande de eksisterende aktionærer med 80-90 pct. antageligt om 3-6 måneder.
Når det sker, skal man være ude, og vi planlægger derfor yderligere reduktioner, når SAS medio august melder om et midlertidigt rekonstruktionslån på 700 mio. USD.
Vi forventer at sælge resten af SAS-aktierne efter 3. kvartalsregnskabet den 26. august, hvor vi forventer 40 pct. stigning i omsætningen fra 2. kvartal.
Morten W. Langer