I denne regnskabssæson for 3. kvartal har selskaberne i sandhed været til eksamen, og der er blevet uddelt karakterer i form af store kursudsving. Pandora er et af de selskaber, der i den grad har bestået og har modtaget en pæn belønning på omkring 10 pct. Der var ingen nedjustering i regnskabet, og på de mindre målbare linjer var der stærke udsagn om, hvordan man vil komme igennem en recession, og her er Pandora klar til også at agere offensivt.
Hovedbudskabet var, at man fastholdt forventningerne til helåret og endda præciserede, at forretningsmiljøet (”trading conditions”) skal blive værre end det aktuelle i de sidste små to måneder af året, for at man ender i den lave ende af intervallet for organisk vækst på 4-6 pct. Det kan man selvfølgelig ikke udelukke sker. Men det var også ret tydeligt mellem linjerne, at det ser man ikke lige nu.
Særligt har udviklingen i USA været så stærk, så man ikke længere ser det som en mulighed, at det amerikanske marked leverer en midt-til-høj encifret negativ organisk vækst for 2022, hvilket har været en forudsætning for at man ville lande i bunden af intervallet på 4-6 pct. Aktuelt leverede USA en nedgang på 3 pct. for kvartalet og det samme for helåret. For hele gruppen er den implicitte guidance for 4. kvartal en organisk vækst fra minus 3 pct. til plus 2 pct.
Her er det vigtigt at bemærke, at Pandora selv placerer den aktuelle status i toppen af det interval. Altså er der indtil videre kraftige indikationer på, at man lander i toppen af forventningen til helåret.
På den positive front – og understøttende for den organiske vækst – er, at man har gennemført prisforhøjelser på en række udvalgte varer i sortimentet med gennemsnitlig 4 pct. på tværs af sortimentet. Man har testet effekten på forhånd og har derigennem fundet, at op mod 1/3 af sortimentet har tilstrækkelig lav elasticitet til at kunne bære en prisforhøjelse.
Prisforhøjelserne er rullet ud i oktober måned, og det er derfor endnu ikke muligt at vurdere den fulde effekt. En vigtig krølle er, at priserne på de vigtige indgangsprodukter, som får kunderne ind i Pandora-universet, er fastholdt uændret.
Prisforhøjelserne kommer, efter at man over et par år har skruet ned for rabatterne og tilbudsvarerne og ad denne vej også indirekte er lykkedes med at hæve priserne en smule.
Pandoras ledelse vil ikke endnu tale direkte om 2023, men ser endnu ikke en recession forude. Det blev konstateret, at man ikke har set nogen ”global recession krybe ind i tallene endnu”, og at man indtil nu kun har set begrænsede ændringer i forbrugsmønstrene.
Det vigtige julesalg kan ændre på dette, men det ændrer næppe det store ved den helt overordnede tilgang til Pandoras investeringscase, hvor budskabet er, at selv i et dybt recessionsscenarie vil man være stærkt profitable og kunne sende kapital tilbage til aktionærerne. Det eksemplificeres ved covid-året 2020, hvor man trods opbremsning og mange butikslukninger stadig leverede et solidt cash flow og overskud.
Det står også klart, at Pandora er på forkant af en recession og har iværksat forebyggende tiltag, bl.a. på omkostningssiden, hvor man har reprioriteret initiativer, projekter mv. Mest interessant er det dog, at man ligefrem pønser på at agere offensivt i et recessionscenarie. Det handler især om at sætte ekstra skub på den udvidelse af butiksnetværket, som man er i gang med efter at have gennemført grundige forundersøgelser, og heri lå der i øvrigt en slet skjult kritik af tidligere udvidelser af butiksnetværket.
Konklusionen er, at der er plads til 600 butikker mere, og den øvelse har man allerede skudt i gang. I øvrigt således, at effekten heraf nu begynder at kunne ses i regnskabstallene. Udvidelsen af butiksnetværket leverede eksempelvis 2 procentpoint af den organiske vækst i 3. kvartal på 3 pct. I en recession vil attraktive butiksplaceringer måske blive ledige, og vilkårene vil givetvis også blive fornuftige. Og her er Pandora altså klar til at sætte turbo på den igangværende netværksudvidelse.
Ser vi udover recessionssnakken og lidt fremad, er det i øvrigt værd at bemærke, at Kina fortsat præsterer helt forfærdeligt med høje tocifrede organiske fald i omsætningen. Det er den hårde og stringente covid-politik, der slår igennem. Men Kina er nu nede på kun at stå for 3-4 pct. af omsætningen, og dermed er betydningen i det samlede billede minimal.
Steen Albrechtsen
Læs også de øvrige artikler i denne uges tema om 3. kvartalsregnskaber:
Vestas satser: Nu skal ordrerne komme. Lagre svulmer.
Mærsk: Markedsnedtur vil sætte transformation på prøve
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.