Amagerbankdom gør grin med aktionærer

Analyse: Fortrinsvis private investorer reddede i sommeren 2010 Amagerbanken fra konkurs, da de indskød en lille milliard kroner efter krav fra statsselskabet Finansiel Stabilitet, som stillede det som betingelse for at yde en statsgaranti. Men myndighederne spillede fordækt spil, og det måtte de også godt, fastslår ny dom fra Østre Landsret, som her gennemgås. De store tabere er tusindvis af private investorer og større indlånere. Systemet har nu sat prop i finanskrisens største skandale, selvom ansvaret burde have været søgt placeret helt oppe i toppen af den daværende regering.

Som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev Ledelse er det nærmest en naturlov, at domstolene i vigtige sager ikke domfælder staten, især ikke, når sagen har stærke politiske undertoner med direkte linjer ind i regeringen og til daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen. Vi skrev allerede i juni – før domsafsigelsen – at sagsøgerne, som havde hevet Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet i retten, med stor sikkerhed ville tabe sagen. Ikke fordi de ikke havde ret, men fordi de ikke kunne få ret. Under overskriften ”AmagerGate: Sagsøger har ret, men får ikke ret” skrev vi, at ”I bund og grund var det statsejede Finansiel Stabilitets skyld, at Amagerbanken under uordentlige forhold blev erklæret konkurs, hvorved den danske bankkrise blev et gigantisk samfundsproblem.”

Dette spørgsmål forholder dommerne sig naturligvis ikke til. Men de siger til gengæld god for, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet ikke konkret oplyste, hvordan Finansiel Stabilitet så på størrelsen af nødvendige ekstra hensættelser. Dommerne lægger vægt på, at Amagerbankens bestyrelse vidste, at Finansiel Stabilitet så anderledes strengt på hensættelsesbehovet end Finanstilsynet. Men det centrale punkt er, at myndighederne ikke oplyste, at Finansiel Stabilitet så et behov for 2,5 mia. kr. ekstra. Et beløb der fremgik af de meget omtalte notater fra Finansiel Stabilitet, som forelå længe før Amagerbanken hentede ekstra 900 mio. kr. hos private investorer.

Jurister påpeger overfor Økonomisk Ugebrev, at den afsagte dom juridisk er uangribelig, men at den også ligger langt fra almindelig sund fornuft, som almindelige danskere ville opfatte det. Hvorfor havde Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet ikke pligt til at oplyse Amagerbankens bestyrelse om det nødvendige ekstra hensættelsesbehov?

Hvis denne oplysning var blevet leveret natten før Amagerbankens bestyrelse vedtog at gennemføre kapitalforhøjelsen, havde bestyrelsen beviseligt smidt håndklædet i ringen. Og det havde sparet de nye aktionærer for et tab på 900 mio. kr., og for at den danske bankkrise eskalerede, så den danske banksektor frøs til is til stor skade for det danske samfund.

Selektivt brug af afhøringer og dokumenter
Jurister påpeger også, at dommerne er meget selektive i brugen af oplysninger fra afhøringer og fremlagte dokumenter. Eksempelvis forholder dommerne sig slet ikke til den meget omdiskuterede mailudveksling mellem daværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen og de FS udpegede bestyrelsesmedlemmer Hove og Hemmingsen, som i en sen nattetime blev sekunderet af KromannReumert, Henning Kruse Petersen og Jakob Brogaard fra FS. Forløbet er detaljeret beskrevet i denne artikel , hvor N.E. Nielsen konkret spørger til, om de FS udpegede medlemmer af bankens bestyrelse sidder med viden om konkrete merhensættelsesbehov, som bankens bestyrelse burde have til næste dags afgørende møde i bestyrelsen.

Alligevel skriver dommerne i dommen (side 84), at ”Landsretten finder det ikke bevist, at Amagerbanken specifikt har anmodet Finansiel Stabilitet om at meddele banken, hvilke nedskrivninger man mere præcist anså for hensigtsmæssige inden for lovgivningens rammer.” Men i dommen gennemgås detaljeret den famøse mailudveksling, hvor N.E. Nielsen forsøger at få mere præcise oplysninger ud af de FS udpegede bestyrelsesmedlemmer, som havde set de centrale notater:

Ifølge dommen stiller N.E. Nielsen blandt andet følgende spørgsmål: ”Har I en viden, der, med jeres viden, kompetence og erfaring, efter jeres opfattelse gør det uforsvarligt at gennemføre kapitaltilførslen set med en almindelig tegnende aktionærs og et bestyrelsesmedlems øjne? 2. Har I en viden eller egen vurdering eller en vurdering fra Finansiel Stabilitet om, at bankens nedskrivninger, tab eller kapitaldækning skal ændres markant pr. 30. september 2010 eller 31. december 2010?

I dommen skriver dommerne (side 252) også, at ”sagerne angår, om Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har pådraget sig erstatningsansvar ved ikke på et eller flere tidspunkter i forløbet fra den 20. april 2010 til den 30. september 2010 at have gjort Amagerbankens daværende bestyrelse bekendt med indholdet af Finansiel Stabilitets notat af 20. april 2010 om nedskrivninger i Amagerbanken samt Finansiel Stabilitets efterfølgende notat af 7. juni 2010 om forskellen mellem Finansiel Stabilitets syn på nedskrivningerne og Finanstilsynets syn på nedskrivningerne.”

Videre skriver dommerne, at ”landsretten bemærker, at der ikke i sagen er skriftligt materiale, hvorved Finansiel Stabilitet eller Finanstilsynet har gjort Amagerbanken bekendt med Finansiel Stabilitets notater af 20. april 2010 eller 7. juni 2010 eller de vurderinger og nedskrivningsbeløb, der er indeholdt heri, herunder om spændet på 1,7 til 2,5 mia. kr.” (og) ”der foreligger heller ikke forklaringer fra vidner med tilknytning til Finansiel Stabilitet eller Finanstilsynet om, at de skulle have gjort banken bekendt hermed.”

Men dommerne konkluderer også, at Finansiel Stabilitet ikke havde pligt til at forelægge de centrale notater for Amagerbankens bestyrelse: ”Notaterne 20. april og 7. juni 2010 omhandler interne vurderinger hos Finansiel Stabilitet. De vurderinger fra Finansiel Stabilitets side, som Amagerbanken mener at skulle være hørt over, indeholder således ikke faktiske oplysninger, der er omfattet af partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19. Finansiel Stabilitet har på den baggrund ikke overtrådt forvaltningslovens regler om partshøring ved ikke at udlevere notaterne – eller i øvrigt høre banken over vurderingerne heri – inden Finansiel Stabilitet traf afgørelse om udstedelsen af lånegarantien og om vilkårene herfor.”

Hvorfor kun kræve 750 mio. kr. i egenkapital?
Dommerens gennemgang munder ud i et oplagt spørgsmål om, hvorfor Finansiel Stabilitet kun krævede ekstra 750 mio. kr. i egenkapital, når FS ikke mente, at det var tilstrækkeligt til at dække de fremtidige hensættelsesbehov. Endelig skriver dommerne, at ” endelig bemærkes, at det er ubestridt, at Finansiel Stabilitet ikke forholdt banken oplysninger med det formål at få banken afviklet under Bankpakke III og ikke under Bankpakke I.”

Men det blev altså konsekvensen: Nemlig at banken blev afviklet under Bankpakke III i stedet for under mere ordnede forhold under Bankpakke 1.

Tilbage står gisninger om, hvorfor FS ikke krævede ekstra egenkapital på én eller halvanden milliard kroner for at yde statsgarantien. Det havde betydet, at Amagerbanken måttet have kaste håndklædet i ringen med det samme.

Men det havde også betydet, at Finansiel Stabilitet var blevet anklaget for at lukket en levende bank, som Finanstilsynet lige havde vurderet overholdt lovens solvenskrav. Og det ville helt klart have udløst et politisk stormløb mod erhvervsministeren, der havde Finansiel Stabilitet som sit ansvarsområde.

Kollision mellem to forskellige regelsæt
Ret beset var det altså to myndigheders forskellige regelsæt, som kolliderede, og som i sidste ende kostede Amagerbanken livet på en meget uskøn måde. Finansiel Stabilitet måtte først blande sig i Amagerbankens forhold, efter statsgarantien var ydet. Og Finansiel Stabilitet var tvunget til at realitetsbehandle ansøgningen fra Amagerbanken om statsgaranti, efter Finanstilsynet havde konkluderet, at banken var solvent.

Så det var åbenlyst, at de to myndigheders forskellige regelsæt kunne udløse katastrofen – på grund af en åbenlys systemfejl, som man altså blot valgte at lade køre sin skæve gang. Også selvom der kom tusindvis af sagesløse ofre, der ikke havde en kinamands chance for at gennemskue, hvilken dødsspiral, de blev tvunget ind i.

Og det er fortsat uvist, hvad de to myndigheder aftalte omkring Amagerbankens fremtid ved mø-der i Erhvervsministeriet, hvor modsætningerne i de to regelsæt sikkert blev indgående drøftet. Men løsningen man eventuelt fandt frem til dér var altså ikke ligefrem genial. Og nu har systemet så fået sat en grundig bundprop i sagen om Amagergate, som ellers godt kunne trænge til at blive ført helt op i toppen af det politiske system.

Altså: Var der personer i den daværende regering eller i embedsværket som ret beset sidder tilbage med ansvaret for den historiske finanskrisebrøler?

Eller var der blot tale politisk og embedsmænds inkompetence, hvor man ikke i tide indså, hvor man var på vej hen?