Det er barokt, at det er populisten Donald Trump og hans rådgivere, som med klare ord siger dét, som centralbankerne og mange eksperter har tumlet med i mange år, men som de har svært ved at sige højt: At pengepolitiken har fejlet, forstået på den måde, at pengepolitikken med nulrenter har nået grænsen for sin formåen.
Dét, der skal til for at skabe vækst, er en aktiv finanspolitik, herunder med massive investeringer, der kan skabe en tidssvarende infrastruktur, og som kan skabe jobs. Desuden må der skabes mere finansiel stabilitet, og skattelettelser skal give erhvervsaktiviteten og incitamenterne et boost.
I en biografi om centralbankchefen over alle centralbankchefer, Alan Greenspan, udtrykkes det på en anden, men lige så simpel måde, nemlig med grafer, der som bekendt kan sige mere end tusind ord. To grafer over amerikansk økonomi i Alan Greenspans tid som formand for centralbanken viser, at han i sine næsten 20 år virkelig fik bugt med inflationen, og at den amerikanske økonomi blev langt mere stabil end under forgængerne med en årlig vækst på ca. 3 procent. Derfor betragtes han som USA’s måske bedste centralbankchef.
Malurt i bægeret
Men den anden side af medaljen er djævelsk, og i Sebastian Mallabys 781 siders biografi om ham vises det med to dystre grafer på bagsiden af de to første, positive grafer. De viser, at borgernes gæld steg kraftigt i hans periode og langt mere end virksomhedernes, og de såkaldte skyggebanker ekspanderede dramatisk.
Samtidig med, at den højt agtede centralbankchef førte en særdeles moderat og stabil pengepolitik med en lav og stabil inflation, var han med til at skabe et finansielt system, der var ustabilt i sin grundvold. Det var den ukontrollerede finanssektor, som lagde grunden til finanskrisen to år efter Greenspans fratræden. Han skabte stabilitet om inflationen, men han skabte ikke finansiel stabilitet. Hvad værre var: Han undlod bevidst at gøre noget for at gribe ind over for finanssektoren og finansielle bobler – selv om han i hele sin mange-årige karriere, også før perioden i FED, betragtede finansiel stabilitet som vitalt for økonomien.
Den amerikanske centralbank har i modsætning til ECB også som mål at skabe økonomisk vækst og dermed beskytte arbejdstagere mod økonomiske chok. Prisstabilitet er derfor ikke nok. Finansiel stabilitet er nødvendig. Men hvis Greenspan ville prikke hul på bobler, var han nødt til at søge Kongressens tilladelse til at ændre FED’s mandat. Denne kamp holdt han sig bevidst fra. Men problematikken plagede ham, og i februar 2005 stillede han sine centralbankkolleger spørgsmålet: ”Er makroøkonomisk stabilitet og især finansiel stabilitet en faktor, som vi må tage hensyn til?”
Han gav aldrig svaret. Men han blev betragtet som pengepolitikkens maestro, skriver Mallaby, og dog var hans store fejl, at han ikke tog hensyn til den finansielle stabilitet. Det skyldes efter Mallabys opfattelse dels hans modvilje mod at tage en politisk kamp og skabe modstandere, dels det amerikanske system, der har så mange modsat rettede spillere, så selv ikke et supermenneske kan få sin vilje.
Han troede vitterligt, at megabanker, derivater og hele begrebet med securitization kunne sprede risiciene og dermed skabe stabilitet. Det skete bare ikke. Han var ikke den helt store tilhænger af liberaliseringer, som mange mener, men han anså det for politisk umuligt at gå imod liberaliseringstendensen.
Manglede mod
Mallaby stikker dog en syl i kødet på Greenspan, for han siger, at han ikke havde modet til at gå imod stærke modstandere, og det er et problem i det benhårde amerikanske demokrati. Er centralbanken kompetent nok til at identificere finansielle risici, er den stærk nok til at træde op imod en politisk stemning i tiden, og er den stærk nok til at trække kæmpestore banker tilbage fra afgrunden? Den amerikanske politiske kultur længes efter stærke ledere, men lederne udsættes nådesløst for ulvene, hvis de tager fejl. Greenspan er et lærestykke. Han blev en helt og endte efter finanskrisen som en antihelt.
Bogen er særdeles aktuel, fordi Trump har talt meget negativt om de lave renter, der straffer opsparerne, og om centralbankchefen, Janet Yellen, der skaber en ”falsk økonomi.” Han vil have et skifte fra pengepolitikken til finanspolitikken med massive investeringer i infrastrukturen, bl.a. via privat-offentlige projekter. Men i alle centralbanker diskuteres det, om ikke pengepolitikken har nået sin grænse for, hvad den kan udføre.
The Man Who Knew – om Alan Greenspan. Sebastian Mallaby. 781 sider. Pris 319,00 kr.
