I Basisporteføljen optræder i denne uge en aktie, som ikke findes. Det drejer sig om den nye Brøndby-aktie, som i øjeblikket er midt i sin tegningsperiode.
Vi købte i løbet af ugen de fornødne tegningsretter til at tegne nye Brøndby-aktier for 10% af porteføljens kapital, og principielt burde vi først have lagt aktien ind i porteføljeregnskabet, når tegningsperioden er afsluttet.
Men eftersom vi både har besluttet at købe aktierne og allerede har købt tegningsretterne, har vi for overskuelighedens skyld altså valgt at lade de nye Brøndby-aktier optræde i Basisporteføljen til anskaffelseskursen på 0,55 plus prisen for tegningsretterne.
Det betyder at vi i et par uger må leve med et lille minus på Brøndby-aktiens resultatlinje, men dels er det et beløb af minimal betydning, og dels vurderer vi at det giver et bedre overblik over aktiviteten i Basisporteføljen.
Vi har normalt ikke deltaget i aktieemissioner, men denne gang viste prisdannelsen på de udbudte tegningsretter sig at være så skæv, at vi ganske enkelt ikke kunne lade være.
Med en samlet købspris på 0,6 øre for de nødvendige to tegningsretter pr. ny aktie er en kortsigtet investering i de nye Brøndby-aktier det nærmeste vi kommer en næsten risikofri kortsigtet investering.
Det skyldes dels – som beskrevet i forsideartiklen i dette nummer af AktieUgebrevet – at vi anser en børskurs for de nye Brøndby-aktier under 0,64 som for lav, når først aktieemissionen er på plads. Og dels – som beskrevet i artiklen på side 3 – at der højst sandsynligt vil komme et tvungent købstilbud på kurs 0,55 efter emissionen er afsluttet. Så vi betragter den kortsigtede bund under de nye aktier som meget solid.
Det åbner mulighed for en gevinst med meget begrænset risiko. Enhver spekulants drøm.
Bruno Japp
Hvad er Basisporteføljen?
Basisporteføljen er en fiktiv portefølje, som er AktieUgebrevets bud på, hvordan en privat portefølje kan administreres med en tidshorisont på 1-3 måneder for sine handler. Porteføljen har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet, og målet er at opnå et højere afkast end markedets gennemsnit over en årrække med både op- og nedturer. Vi anbefaler, at modelporteføljen anvendes som inspiration og ikke til kopiering.
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her












