Boganmeldelse: De vestlige centralbankers uafhængighed og magt er på retur, og det skyldes ikke kun, at Donald Trump vil have indflydelse på den amerikanske centralbank, FED. Udviklingen har været på vej nogen tid, og det skyldes dels nogle fejltagelser, som centralbankerne har begået, dels håndteringen af finanskrisen med QE-programmet og nulrenterne.
Centralbankerne har lagt låg på krisen, men ikke løst den, og dermed har centralbankerne nået grænsen for deres formåen. Der er behov for markante ændringer – ikke bare af centralbankerne, men også af den måde, økonomien drives på i de vestlige industrilande.
Det er konklusionen i en bog om centralbankerne, som den anerkendte økonom Mohamed El-Erian har skrevet. Han var tidligere chef for en af verdens største fondsforvaltere, Pimco, der hører til det tyske forsikringsselskab Allianz, som han i dag er chefstrateg for. Bogens engelske titel er ”The Only Game in Town,” men den tyske titel er mere dækkende (oversat): ”Centralbankernes opstigning og fald.” Et af ikonerne i amerikansk erhvervsliv, Jack Welch, kalder bogen pligt-lekture for enhver, der vil have en fornemmelse af, hvad der kan ske i de kommende år.
Ikke flere kaniner
Hvis centralbankerne og de politiske ledere ikke ændrer kurs, får vi en krise, der er værre end krisen i 2008-2009, skriver El-Erian i bogen. Så er tonen lagt. El-Erian blev for nogle år siden kendt for udtrykket ”en ny normalitet,” fordi han mente, at vi efter finanskrisen havde fået en ny, vedvarende tilstand med lav vækst, lave renter, voksende ulighed, manglende politiske reformer og voksende spændinger i samfundet.
Problemet er bare, at den nye tilstand ikke kan vare ved. Vi nærmer os et historisk vendepunkt, der enten vil kaste os ud i en dyb krise, eller som vil rette op på situationen. Det afgørende er, at det ikke er centralbankerne, der kan vælge hvilken vej, vi skal gå ved det kommende T-kryds. Det skal først og fremmest politikerne, fordi centralbankerne har udtømt deres muligheder. De kan ikke trække flere kaniner op i hatten, skriver han.
Han mener, at centralbankerne fortjener ros for deres håndtering af finanskrisen og eurokrisen, ikke mindst fordi de gav tid og spillerum, så vi ikke endte i et ragnarok. De har bare ikke været i stand til at reducere uligheden og leve op til de forventninger, som hundreder af millioner mennesker har. Det er ikke kun de seneste kriser eller den ekstreme gæld i verden, der er blevet en tung byrde for centralbankerne. Også den teknologiske udvikling med disruption har givet dem nogle udfordringer, de ikke er i stand til at løse.
Alle er bekymrede for konsekvensen, når centralbankernes enorme udpumpning af likviditet ophører. Men ifølge El-Erian ligger den største bekymring i finanssektorens og markedernes manglende stabilitet, herunder konsekvenserne af den risikovillighed, der har været, og dertil kommer, at de vestlige lande i stigende grad ser forskelligt på pengepolitikken samt den økonomiske og politiske udvikling. Vi bevæger os væk fra konsensus.
Centralbankerne kan ikke klare den næste krise alene. Men kommer regeringerne så på banen? Evner de dét? Der er tilstrækkelig med viden om løsningsmulighederne, skriver han, og bogen giver bud på ti store udfordringer. Men problemet ligger i, om politikerne kan omsætte dem til handling. Vi kan ikke løse problemer på den måde, vi tidligere kunne.
Det værst tænkelige
El-Erian nævner et eksempel fra sin tid i Pimco. Han forudså ikke Lehman Brothers’ krak, og da krakket stod for døren, troede han, at problemet kunne klares ved, at banken blev overtaget af en anden bank. Men Pimco havde garderet sig og klarede sig gennem denne konkrete krise, endda med gevinst for investorerne, fordi man på forhånd havde lavet særdeles konkrete planer for en krisestyring, hvis banker bryder sammen.
I dag har alle brug for at forberede sig på de værst tænkelige situationer, så man véd hvilke muligheder, der er, og så man kan handle hurtigt. Der er ingen færdigstrikket løsning, men politikerne (og virksomheder) må tage fat på at løse problemerne, i stedet for at blive ved med at udskyde løsningerne. Alle må erkende, at selv de bedste lider af blinde felter og har fejlopfattelser, og derfor må politikerne erkende, at de har behov for at tænke mere globalt end hidtil og erkende en voksende diversitet. Verden bliver sværere at håndtere med nye magtcentre, og dét kan centralbankerne ikke klare alene.
Hugo Gaarden
The Only Game in Town – om centralbankernes fald, Mohamed El-Erian, 300 sider, ca. 180 kr. på Amazon.
