Kære læser
Der er ved at ske noget bekymrende på de finansielle markeder: Denne gang ligner det ikke blot en korrektion i de højt prissatte AI-aktier. Kombinationen af faldende obligationsrenter, stigende kreditspænd og kraftige kursfald i nogle af verdens største teknologiselskaber peger på et mere grundlæggende skifte i investorernes risikoappetit.
Spørgsmålet er, om vi nu ser begyndelsen på en bredere risk-off-bevægelse, hvor sikkerhed bliver vigtigere end afkast. Der har været mange falske alarmer på aktiemarkederne de seneste år. Hver gang de store amerikanske teknologiselskaber er kommet under pres, har investorerne benyttet kursfaldene til at købe op. Og hver gang har markedet hurtigt genfundet optimismen.
Men denne gang ser det anderledes ud. Det mest bekymrende er ikke de voldsomme kursfald i AI-aktierne. Det er, at der samtidig kommer signaler fra obligations- og kreditmarkederne, som normalt forbindes med stigende risikoaversion. Den amerikanske tiårige statsobligationsrente er faldet tilbage under 5 pct. Investorerne køber statsobligationer på tværs af rentekurven.
Når obligationskurserne stiger samtidig med, at aktierne falder, kan det være udtryk for, at investorerne søger væk fra risiko og over mod mere sikre placeringer. Normalt er faldende renter gode nyheder for aktiemarkedet, ikke mindst vækstaktier med en stor del af indtjeningen ude i fremtiden. Men denne gang er faldende renter ikke tilstrækkeligt til at holde hånden under de store teknologiselskaber.
Tværtimod faldt Nasdaq 100 indeks 3,5 pct. fredag, mens Alphabet/Google oplevede det hidtil værste kursfald på 13 pct. torsdag aften. Microsoft kunne heller ikke fastholde sin første positive reaktion på et stærkt regnskab.
Det tyder på, at investorernes bekymringer stikker dybere end almindelig nervøsitet for det næste rentemøde i den amerikanske centralbank.
Endnu mere bekymrende er udviklingen på kreditmarkedet. Her blev risikopræmierne på virksomhedsobligationer igen udvidet, og spændene på investment grade-obligationer nærmede sig de seneste topniveauer. Særligt bemærkelsesværdig er udviklingen for de store teknologikoncerner og datacenterselskaber. Kreditforsikringspriserne, de såkaldte CDS-spænd, stiger igen, både for hyperscalere og datacenterrelateret gæld.
Det viser, at markedets bekymring for AI-investeringerne ikke længere alene handler om aktiernes høje værdiansættelser. Investorerne er også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den finansielle risiko bag de enorme investeringer i datacentre og computerkapacitet. Når både aktieinvestorer og kreditinvestorer samtidig kræver en større risikopræmie, er det et langt alvorligere signal end et isoleret kursfald på Nasdaq.
Det er også her, vi ser risikoen for en selvforstærkende udvikling. Faldende aktiekurser kan gøre kapitalfremskaffelsen vanskeligere, mens stigende kreditspænd gør det dyrere at finansiere de investeringer, som AI-selskabernes fremtidige vækstforventninger bygger på.
En anden bekymrende udvikling er, at hedgefonde er i stigende grad begyndt at afdække deres store positioner i AI-aktier ved at shorte brede aktieindeks. Dermed øges risikoen for, at en isoleret AI-korrektion udvikler sig til en bredere markedsnedtur med kraftige udsving.
Der er ganske vist endnu ikke tale om en entydig flugt fra alle aktier. Investorerne flytter kapital fra de populære AI-aktier over mod valueaktier, mindre selskaber og rentefølsomme sektorer. Det forklarer, hvorfor mindre amerikanske selskaber har klaret sig ok på det seneste. Også en stribe danske defensive aktier holder godt stand. Blandt andet Carlsberg, Novozymes, Ambu, Royal Unibrew, ALK og Coloplast.
Investorerne bør derfor tage de seneste markedssignaler alvorligt. Denne gang er det ikke sikkert, at investorerne endnu en gang bliver belønnet for at købe på kursfaldet.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser












