Kære læser
Selvom der fortsat er stigende risiko for en europæisk recession og også en opbremsning i USA, har der senest været tendens til, at markedet kigger forbi en makroøkonomisk afmatning.
Forklaringen er, at det nu ligger indarbejdet i markedsrenterne, at der kommer en flodbølge af rentenedsættelser fra både den europæiske og amerikanske centralbank det næste år.
Frem mod næste sommer ligger det nu i markedsforventningerne, at den amerikanske centralbank kommer med otte rentenedsættelser, og flere af dem udløses allerede på de næste rentemøder dette efterår.
Disse forventninger er allerede indlejret i de korte 1, 2 og 3-årige markedsrenter, så lavere renter er altså allerede begyndt at stimulere økonomien igen.
Spørgsmålet er naturligvis, hvornår der for alvor kommer en positiv effekt af de lavere markedsrenter.
I visse tilfælde vil det gå ret hurtigt: Eksempelvis har kommende F3-lån for danske boligejere, som rentetilpasses 1. januar 2025, lige nu udsigt til en markedsrente på omkring 2,3 pct. (excl. bidrag). Det er næsten halvanden procent lavere end for et år siden.
Særligt nuværende boliglånere med F1 lån kan med fordel skifte profil til F3 lån, medmindre de ikke vil bindes på den lavere rente i tre år. Skift fra gamle F3 til nye F3 bliver naturligvis dyrt.
Lys for enden af tunnelen
Midt i de ellers ret dystre nøgletal for især europæisk økonomi, men også delvist amerikansk økonomi, er der altså lys for enden af tunnelen. Og noget tyder på, at nogle af de professionelle investorer nu begynder at tage de meget lange briller på for at samle op i de billigste cykliske aktier.
Eksempelvis bemærker vi, at der har været flere gode plusser på det danske aktiemarked i nogle af disse sektorer. Som det fremgår af oversigten over Ugens vindere & tabere på ugebrev.dk, så var FLSmidth en af de store hurtigløbere i denne uge. Vi forventer, der vil komme mere herfra, og vi har aktien i ØU Portefølje og investeringsfonden.
Også TCM Group, Rockwool og HusCompagniet klarede sig igen godt i denne uge. Det er også selskaber, som vil blive begunstiget meget af lavere renter.
På den korte bane er det overordnede billede fortsat mudret: Vi har tidligere fremhævet 5650-niveau for den amerikanske S&P Future som et afgørende vigtigt pejlemærke. Med rentemeldingen fra den amerikanske centralbank forrige uge fik vi bruddet op gennem 5650.
Men kursen har været meget tøvende og underdrejet lige siden. Og lukkekursen fredag aften blev 5729 efter et lille kursfald, altså fortsat over vores pejlemærke. Vi vil fortsat overvåge markedet – og nøgletallene – den kommende uge.
Men bekræftes bruddet op gennem 5650, vil vi igen begynde at tage mere risiko på bøgerne, fordi det kan været et signal om, at markedet lægger an til næste store aktierally.
Modsat – hvis S&P future falder ned gennem 5650 – ser vi det som starten på en dybere korrektion, fordi markedet fortsat tror på en amerikansk recession forude.
Vi forudser, at det meget vel kan trække i den retning. De seneste nøgletal viser nemlig, at de amerikanske forbrugere er ved at kaste håndklædet i ringen. Opsparingskvoten falder, og forbruget stiger mere end lønindkomsten. Det kan selvfølgelig ikke blive ved, og flertallet af ledende indikatorer udvikler sig også meget negativt.
Så vores fundamentale vurdering af situationen er fortsat, at amerikansk økonomi står foran en hårdere opbremsning.
I den kommende uge vil vi holde særligt godt øje med tyske inflationstal (mandag kl. 14), og tirsdag kommer der en bølge af vigtige nøgletal, blandt andet PMI for Europa og USA, ISM fra USA og jobudvikling fra USA. Onsdag og torsdag kommer der flere vigtige beskæftigelsesdata fra USA, som vi følger op på.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.