Kære læser
For to uger skrev jeg på denne plads, under overskriften ”De sorte skyer trækker op over os”, at ”Nu er det ikke, fordi jeg vil være en lyseslukker og prædike sortsyn. Men det er meget svært at overse de mange advarselssignaler, som for tiden popper op omkring os.”
Siden da er det kun blevet værre.
Over de seneste år er nervøsiteten for en amerikansk og europæisk recession poppet op mange gange. Og hver gang viste det sig at være falsk alarm. Efter den seneste nyopståede nervøsitet for en recession vil mange derfor sikkert trække på skuldrene. Altså sige: Det forsvinder nok hurtigt igen.
Men vores bud er, at det denne gang er markant anderledes. Vi vil fremhæve tre forhold, som gør, at vi tror, at det denne gang kan gå meget galt. Altså at vi får en dybere recession.
For det første har det amerikanske arbejdsmarked ikke tidligere vist svaghed. Og svaghed her er en forudsætning for en recession. Men denne gang har der efterhånden været mange signaler på et svækket arbejdsmarked. Betydningen af dette bør ikke undervurderes.
For det andet udvikler de ledende økonomiske indikatorer for amerikansk erhvervsliv sig overraskende negativt. Sidste uges data for erhvervsklimaet fra ISM og PMI fra S&P Global understøtter, at beskæftigelsen og ordreindgangen er på vej ned, men også, at priserne er på vej op. Er inflationsspøgslet endnu ikke væk?
For det tredje bør det opfattes som et stærkt advarselssignal, at både de korte og lange renter nu falder kraftigt. Eksempelvis er den 2-årige amerikanske statsrente siden starten af juli faldet fra 5,0 pct. til 3,6 pct. Det laveste siden september 2022, og retningen er klart nedad.
Markedet forventer nu en flodbølge af rentenedsættelser, måske en halv procent på næste FED-møde den 18. september, måske før.
Det vil næppe forhindre en recession, da der går 3-6 måneder, før effekten slår igennem på økonomien. Og markedet har taget højde for disse rentenedsættelser, så de retter ikke noget på den korte bane.
Fredag, lige op til vores deadline, afventede hele finansmarkedet med spænding amerikanske nøgletal for non-farm payrolls, hvor forventningen var optimistiske 160.000 nye arbejdspladser mod 114.000 måneden før.
Tallet kom ud på 146.000 nye arbejdspladser, men stort set alene trukket af fremgang inden for undervisning, health service, fritidssektoren og government. Fremstillingsindustrien mistede 24.000 arbejdspladser. Den brede U6-arbejdsløshed steg i august til 7,9 pct. efter en bund i juni på 7,4 pct.
De seneste ti dage har finansmarkederne reageret prompte på det begyndende regnvejr, der hurtigt kan udvikle sig til en veritabel storm.
Vi bemærker, at det tekniske billede begynder at se vakkelvornt ud. Men den ledende S&P 500 Future holder sig fortsat over 200 dages glidende gennemsnit, mens 100 dages glidende gennemsnit er faldet.
Så vi er meget tættere på et egentligt stormvejr nu. Og de store investorer er tydeligvis allerede begyndt at trække deres kapital over i obligationer og defensive aktier og droppe techaktier og andre vækstaktier.
Fredag aften efter de moderat skuffende jobtal fra USA dykkede Nasdaq næsten 3 pct., og det styrende tech-indeks, sox, er langt under 200 dages glidende gennemsnit og altså nu i en langsigtet nedtrend.
Det toneangivende S&P 500 indeks faldt knap 1,5 pct. fredag. Dermed er 20 og 50 dages glidende gennemsnit faldet. Men der er fortsat 4 pct. ned til det langsigtede pejlemærke i 200 dages glidende gennemsnit. Bekræfter de økonomiske nøgletal det aktuelle recessionsscenarie kommer denne test også.
ØU’s Portefølje og investeringsfonden ØU Invest ligger med et afkast på 9 pct. i år, og 22 pct. for de seneste tolv måneder, hvilket kun slås af nogle få investeringsfonde med danske aktier.
Vi forbereder os på en forsat aktienedtur, hvorfor vi den kommende tid antageligt vil øge vægtningen i beskyttelsespositioner i porteføljen og investeringsfonden.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her