Kære læser
I denne uge fik vi nogle vigtige pejlemærker for retningen på aktiemarkedet de kommende måneder. Med en stribe vigtige nøgletal blev det bekræftet, at både USA’s arbejdsmarked nu bremser op, og europæisk økonomi har det heller ikke for godt.
I Tyskland kom data for factory orders på minus 2,9 pct. mod forventet plus 0,5 pct., og detailsalget i Eurozonen endte i juli på minus 0,5 pct. mod forventet minus 0,2 pct.
Signalet om opbremsning i USA blev endnu tydeligere, da svækkelsen på arbejdsmarkedet blev bekræftet i flere nøgletal: Nye jobs i august blev 22.000 mod forventet 75.000, i industrien var jobvæksten negativ med 12.000, og U6 arbejdsløsheden steg fra 7,9 pct. til 8,1 pct., hvilket var over forventningen på 7,9 pct.
Bundlinjen er klar: Nu bremser USA’s økonomi klart op. Det gode spørgsmål er, hvilke konsekvenser det får for aktierne. Før vi går til denne analyse, skal vi se på, om markedet opfatter dårligt nyt som godt, eller dårligt nyt som dårligt.
Ja, det lyder lidt kringlet. Men det kan godt blive et scenarie, at den nye forventning om nu hele tre rentenedsættelser på de næste tre rentemøder i den amerikanske centralbank udløser en positiv stemning på aktiemarkedet. Lavere renter vil give en forventning om øget aktivitet i amerikansk økonomi.
Den korte styringsrente burde være sænket
Men denne gang har Trump faktisk haft ret, ser det ud til. Powell burde have nedsat den korte styringsrente for lang tid siden. Men gjorde det ikke på grund af usikkerhed om effekt af toldsatser, som indtil videre kun har været moderat.
Problemet er nu, at de kommende rentenedsættelser først får effekt om lang tid. Det tager typisk seks til tolv måneder, før de lavere renter for alvor stimulerer økonomien. Derfor kan USA’s økonomi godt nå at bremse rigtig meget op, før rentenedsættelserne får positiv effekt.
Og derfor er der stor risiko for, at aktierne, i hvert fald de cykliske aktier og vækstaktier, nu sættes længere ned, mens de defensive aktier, eksempelvis health care, stabilt forbrug og forsyning, sikkert vil klare sig godt.
Vi ser aktuelt 80 pct. sandsynlighed for dette scenarie de næste måneder. Og vi fik måske en forsmag på det allerede fredag eftermiddag og aften, dog med en relativt afdæmpet reaktion, men alligevel.
Under overfladen blev der flyttet meget rundt: Oliepriserne faldt kraftigt, og det påvirkede energiaktierne negativt. De store tech-selskaber dykkede også, og AI-chipgiganten Nvidia faldt næsten 3 pct. Den toneangivende aktie har nu dannet en teknisk topformation, som kan signalere starten på noget meget værre forude.
Finansaktierne blev også sat tilbage, dels som en konsekvens af mulig lavere aktivitet i samfundet, og dels som en konsekvens af mulige lavere renter i kølvandet på FED’s rentenedsættelser.
Det europæiske bankindeks Stoxx Banks ser umiskendeligt ud til at nærme sig dannelsen af en topformation efter et fremragende afkast i år. Med måske lavere renter og vigende aktivitet er det nærmest naturstridigt, at der kan være meget mere i bankaktierne.
Det skulle dog lige være de mindre og mellemstore danske banker, som ligger bedst for at deltage i den fortsatte konsolidering i sektoren.
Udviklingen understreger igen, at turen nu er kommet til en sektorrotation over mod defensive aktier, blandt andet health care, bryggerier, forsyning og andre mere stabile selskaber.
Disse drivkræfter har allerede været i gang en måneds tid, og som tidligere beskrevet har det også løftet Økonomisk Ugebrevs Forsigtige Portefølje solidt fremad på det seneste.
Porteføljen har nu leveret et afkast i år på 5,4 pct. i forhold til Copenhagen Benchmark på minus 0,6 pct. og C25 indeks på minus 6 pct., dog trukket godt ned af Novo Nordisk.
Afkastet er opnået med en fjerdedel af formuen i beskyttelses ETF’er, der stiger i faldende markeder. Vores nettoeksponering mod danske aktier har altså groft sagt været halvdelen af formuen.
Vi planlægger at bevare denne risikoafdækning, men overvejer også i denne uge at rykke lidt rundt og hjemtage nogle gevinster.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.