Oprydningen med den tilhørende transformation af Danske Bank koster dyrt på bundlinjen i form af ekstra omkostninger. Men 4. kvartalsregnskabet viser faktisk pæn organisk vækst på toplinjen, og justeret for engangsomkostninger var bundlinjen i 4. kvartal bedre end 3. kvartalsresultatet, viser bankens egne tal.
Midt i de igangværende store omvæltninger leverede Danske Bank i årets sidste kvartal god vækst på toplinjen, med større nettorenteindtægter end analytikerne havde ventet . De samlede nettorente- og gebyrindtægter landede på 12,15 mia. kr. mod forventet 11,6 mia. kr. og 10,5 mia. kr. i 3. kvartal 2019. Fremgang i handelsindtægterne på 1,3 mia. kr. i forhold til kvartalet før skyldes delvist salg af en ejerandel i LR Kredit på 767 mio. kr., hvorved den reelle handelsindtægt stadig gik frem, men alligevel var lidt ringere, end analytikerne havde ventet. Bankens resultat før skat på kun 1,3 mia. kr. i kvartalet var negativt påvirket af engangsposter på hele 2,7 mia. kr. Justeret herfor blev før skat overskuddet i 4. kvartal på 3,9 mia. kr. mod 3,8 mia. kr. i kvartalet før.
Elementer fra oprydning og transformation
I justeringerne indgår flere elementer i den igangværende oprydning og transformation, som banken tidligere har varslet, og som også er typisk ved udskiftning af topdirektører. Blandt andet er som engangsposter udgiftsført transformationsomkostninger på 279 mio. kr., såkaldte porteføljejusteringer på 214 mio.kr. og ekstraordinære nedskrivninger på 450 mio. kr.
Bankens Factbook viser, at den danske bankforretning leverer samme bruttoindtægter som kvartalet før, og flere indtægter end samme kvartal sidste år. Omkostningerne steg dog en halv mia. kr. som også påvirkede bundlinjen direkte negativt, så resultat før nedskrivninger i kvartalet blev 1289 mio. kr. Realkredit Danmark indgår i denne forretningsenhed, og bankens realkreditinstitut fik i 4. kvartal et overskud før nedskrivninger på 1462 mio. kr.
Som Økonomisk Ugebrev tidligere har påvist giver Danske Banks danske bankforretning (retail og commercial) altså isoleret set underskud, og i 4. kvartal et underskud på næsten 200 mio. kr.
CFO Jacob Aarup-Andersen siger, at ”man kan ikke sammenligne tallene for Banking Danmark med tallene fra Realkredit Danmarks eget regnskab. Dels er Realkredit Danmarks aktiviteter en del af Banking Danmark, og dels er der en masse koncerninterne elimineringer, der umuliggør en sammenligning.”
Faldende nettorenteindtægter i Danmark
Mens nettorenteindtægterne i den danske forretning er dykket løbende de seneste fem kvartaler, især på grund af en vigende rentemarginal, er det gået langt bedre i den øvrige nordiske forretning. Over de seneste fire kvartaler er nettorenterne øget, også fra 3. til 4. kvartal. Men bundlinjen er markant forringet på grund af øgede omkostninger og markant øgede nedskrivninger.
Danske Bank øger udlånet markant mere udenfor Danmark end i Danmark. I den nordiske forretning er udlånet det seneste år øget med fem procent, og kun en halv procent i Danmark, og hele trækket kommer fra RD, hvorved bankens udlån altså står i stampe.
Omkring stagnationen i det danske udlån siger Jacob Aarup-Andersen: ”Danske Bank er markedsleder i Danmark, og vi er derfor mere konservative i vores tilgang til at erobre markedsandele, end vi er i eksempelvis Norge og Sverige, hvor vi er markedsudfordrere.”
Til gengæld viser især den svenske og norske forretning god fremgang på toplinjen, men også omkostningerne her er påvirket negativt af den igangværende transformation, som også ventes at koste dyrt i år.
Ledelsen fastholder den tidligere udmelding for 2020 på et nettoresultat på 8-10 mia. kr. baseret på lavere nettorenteindtægter efter fortsat marginpres og funding omkostninger, samt lavere gebyrindtægter efter lavere konverteringsaktivitet. Og hensættelserne ventes at blive højere. Også inve – storpræsentationen indikerer, at bankens ledelse i 2020 ikke har mest fokus på bundlinjen, men en helt masse andre forhold, som skal understøtte ”Better Bank 2023” projektet.
Børskurs på analysetidspunktet: 117,30 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 125,00
Læs tidligere analyser af Danske Bank her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her