I denne uge skilte vi os af med en af vores to forsvarsrelaterede ETF’er. Europe Defense havde ikke levet op til forventningerne, og faldet kan være et signal fra investorerne om et lavere trusselsniveau. I det mindste i et stykke tid. Det bakkes op af stigninger i mere generelle områder som MSCI World og S&P 500, som vi flyttede en del af kapitalen over i.
Som det fremgår af tabellen nedenfor, er netop disse to ETF’er meget populære blandt investorerne i øjeblikket. Specielt MSCI World er eftertragtet med over 100.000 ejere på Nordnet, men MSCI S&P 500 skiller sig også ud på en andenplads med 87.718 ejere.
Det er næppe overraskende, at S&P 500 følger S&P 500-indekset, som omfatter omkring 500 af de største børsnoterede amerikanske selskaber.
ETF’en har en meget lav årlig omkostning på blot 0,07 pct., og der er tale om en meget stor ETF med en værdi på omkring 156 mia. dollar.
S&P 500 giver en bredere eksponering end en investering i enkelte amerikanske aktier, men de største selskaber fylder mere end de små. De største positioner er p.t. Nvidia, Apple og Microsoft på tilsammen ca. 21 pct. af fonden. Amazon, Alphabet, Broadcom og Meta hører også til blandt de største beholdninger.
Fonden er meget bred indenfor sit amerikanske område, men til gengæld giver den ingen geografisk diversificering uden for USA.
Det finder vi til gengæld i vores andet køb i denne uge: iShares Core MSCI World UCITS ETF. Fonden dækker store og mellemstore selskaber i 23 udviklede lande og omkring 85 pct. af den børsnoterede markedsværdi i hvert land.
På trods af den globale betegnelse er USA dog klart den største eksponering, idet amerikanske aktier udgør omkring 72,4 pct. af kapitalen, mens Europa står for 8,0 pct.
Fonden er imidlertid væsentligt bredere end en ren USA- eller S&P 500-ETF, idet den også er eksponeret mod Japan, Storbritannien, Canada, Schweiz, Australien og en række europæiske markeder.
Vi vil overveje at udvide eksponeringen mere udenfor USA på et tidspunkt, men p.t. ser det ud til at være der, hvor man bør lægge hovedvægten af risikoen.
Bruno Japp
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser












