Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 11680,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 12140,00
APM er steget til den øverste del af intervallet 11300-12200, som kursen har svinget indenfor hele året. Aktien bør først købes ved en stigning forbi 12200.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 624,50
Carlsberg holder sig på den rigtige side af støttelinjen ved 605, men mangler endnu kræfterne til at bevæge sig opad fra denne grænse. Indtil det sker, bør Carlsberg følges fra sidelinjen.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 425,50
Chr. Hansen bevæger sig sidelæns i intervallet 375-440, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
Coloplast – Køb Aktuel kurs: 509,50
Coloplast er ved at afslutte en sidelæns bevægelse i underkanten af 500, og stigningen i denne uge til den højeste kurs siden oktober 2016 begrunder en købsanbefaling med kursmålet 550.
Danske Bank – Køb Aktuel kurs: 240,90
Danske Bank fortsætter opad i sin stigende kurskanal med loft i 251 og bund i 231. Stigningen foregår i et nogenlunde stabilt tempo, og der er endnu ingen signaler om, at den er ved at nå sin slutning.
DONG Energy – Hold Aktuel kurs: 257,90
DONG Energy brød i denne uge ud af sin faldende kurskanal, som har loft i 256 og bund i 245. Nu forsøger kursen at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit i 259, og hvis det lykkes, begynder aktien igen at blive interessant.
DSV – Køb Aktuel kurs: 363,30
DSV afsluttede sin sivende bevægelse fra 350 til 340 med en markant stigning. Dermed fortsætter DSV den stigning, som startede ved 285 tilbage i november 2016.
Genmab – Køb Aktuel kurs: 1475,00
Genmab ligger i toppen af en stigende kurskanal med loft i 1493 og bund i 1282. Dermed er der udsigt til et mindre fald, og det kan benyttes som en købsmulighed. Det bør dog bemærkes, at Genmab nu ligger forholdsvis tæt på det kursmål ved 1500, som vi satte da aktien startede sin seneste stigning. Så vi nærmer os muligvis afslutningen på en meget flot stigning.
GN Store Nord – Køb Aktuel kurs: 165,50
GN Store Nord fortsætter opad i uændret tempo, og dermed fastholder aktien sin købsanbefaling.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 307,40
Lundbeck er på vej ud af intervallet 285-305, men vi vil godt se et markant exit, før vi hæver anbefalingen til køb.
ISS – Køb Aktuel kurs: 278,30
ISS har holdt en pause efter gennembruddet af modstanden ved 270, og det er positivt, at kursen under denne pause stort set har bevæget sig sidelæns. Det indikerer en underliggende styrke, og vi forventer fredagens stigning fortsætter.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 374,90
Jyske Bank angriber nu igen modstanden ved 380, men det sker under en forholdsvis moderat omsætning. Følg Jyske Bank fra sidelinjen, indtil kursen har passeret 380.
Nets – Sælg Aktuel kurs: 108,80
Nets fortsætter sin nedtur, som i den forløbne uge resulterede i endnu en bundkurs. RSI14 var onsdag nede på 23, og det forklarer stigningen torsdag og fredag. Den bør benyttes som en salgsmulighed.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 235,60
Novo Nordisk ligger i bunden af intervallet 230-260, og hvis 230 viser sig at være en holdbar bund, kan den aktuelle kurs vise sig at være ganske attraktiv. Vi anbefaler dog, at man afventer en stigning forbi 260, før Novo Nordisk lægges i porteføljen.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 270,80
Novozymes bevæger sig sidelæns omkring kurs 270, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 797,00
Pandora er under pres i øjeblikket, og hvis støttelinjen ved 790 brydes, kan der være åbnet for et større kursfald. Men indtil dette ændrer sig fra at være en mulighed til at være en realitet, er det for tidligt at skille sig af med Pandora.
TDC – Køb Aktuel kurs: 36,94
TDC bevæger sig opad i den nederste del af en stigende kurskanal. Kanalen har p.t. loft i 41,5 og bund i 35,2. Dermed bør der være et pænt potentiale i TDC fra det aktuelle kursniveau.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 529,50
Vestas’ kurs har bevæget sig sidelæns i en forbløffende ret linje, men det bliver den helt sikkert ikke ved med. Fredagens stigning indikerer, at den sidelæns bevægelse blot var en pause i den stigning, som startede ved 397. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi den seneste top i 567, før han lægger Vestas i porteføljen.
William Demant Holding – Køb Aktuel kurs: 146,00
WDH har demonstreret, at gennembruddet af modstanden ved 140 er holdbar, og med faldet i RSI14-værdien til 71,8 er aktien igen blevet et interessant køb.
Bruno Japp
Hvad er 60 dages glidende gennemsnit? 60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her