Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse, og disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Købsog salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 8310,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 8776,00
APM steg markant i den forløbne uge, men kursen er nu tæt på loftet i intervallet 8000-9000. Dette loft har siden februar været en ubrydelig modstand for aktiekursen.
Ambu – Sælg Aktuel kurs: 103,00
Ambu har sat det meste af den tocifrede stigning fra månedsskiftet august/september over styr. Et stop i kursfaldet omkring kurs 95 vil åbne for en købsmulighed, men det er kun for de risikovillige.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 956,20
Carlsberg er faldet ned gennem både støttelinjen ved kurs 985 og 60 dages glidende gennemsnit ved 992. Nu nærmer kursen sig en støttelinje ved 925, og et fald derunder udløser en salgsanbefaling.
Chr. Hansen – Sælg Aktuel kurs: 533,40
Chr. Hansen faldt til en ny bundrekord for 2019 i den forløbne uge, og styrken i aktien ligger på et meget lavt niveau. Indtil videre må fredagens stigning betragtes som midlertidig.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 822,40
Coloplast er steget stabilt siden primo oktober, hvor kursen ramte bunden i intervallet 775-830. Men nu er kursen nået op til loftet i dette interval, og det kan blive slutningen på den aktuelle stigning.
Danske Bank – Sælg Aktuel kurs: 91,80
Danske Bank formåede ikke at nå helt op til den forrige kurstop i 105, før det igen gik nedad bakke. Det er et negativt signal i et ellers positivt marked, og det medfører en salgsanbefaling.
Demant – Hold Aktuel kurs: 177,75
Demant er brudt ud af den faldende kurskanal med loft i 174 og bund i 159, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en afgørende vending for kursen. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i 186 før et køb.
DSV – Køb Aktuel kurs: 698,00
DSV fortalte fredag om en god start på integrationen af den tilkøbte konkurrent Panalpina, og dermed ser det ud til, at DSV gentager præstationen fra selskabets tidligere opkøb.
FLSmidth – Sælg Aktuel kurs: 243,50
FLSmidths stigning fra bunden ved kurs 226 kan indtil videre kun betragtes som en korrektion på aktiens langvarige fald.
Genmab – Køb Aktuel kurs: 1481,50
Genmab er i tredje forsøg brudt op gennem modstandslinjen ved kurs 1430. Det skete efter to succesfulde tests af 60 dages glidende gennemsnit, som nu ligger i 1382.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 294,10
GN Store Nord afsluttede i denne uge et månedlangt forløb med faldende kurstoppe. En stigning forbi modstandslinjen ved kurs 295 kan ændre anbefalingen til Køb.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 232,00
Lundbeck arbejder sig op fra bundkursen i 217, men vi mangler stadig en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i kurs 236, før det bliver relevant med en købsanbefaling.
ISS – Køb Aktuel kurs: 175,40
ISS ligger i bunden af en faldende kurskanal med loft i 205 og bund i 165. Det åbner for en kortsigtet spekulation i en fortsat kursstigning, på trods af aktiens langsigtede nedadgående tendens.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 222,00
Jyske Bank standsede den flotte kursstigning lige under modstandslinjen ved kurs 245. Det efterfølgende fald har været markant, men det er for tidligt at ændre anbefalingen til Sælg.
Maersk Drilling – Sælg Aktuel kurs: 378,00
Maersk Drilling er på vej opad efter at have sat endnu en kursbund, og nu forsøger kursen at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit i 379. Indtil det lykkes fastholder vi salgsanbefalingen.
Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 378,90
Novo Nordisk brød modstandslinjen ved kurs 360, og dermed levede aktien op til de forventninger, som en stribe af stigende kursbunde havde sat inden gennembruddet.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 319,40
Novozymes’ lodrette stigning de seneste to uger har sendt kursen op til modstandslinjen ved kurs 318. Her er flere tidligere stigninger blevet afsluttet, så følg aktien fra sidelinjen den kommende uge.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 330,60
Pandora er endnu et eksempel på en aktie, som har leveret en kraftig kursstigning, men som nu rammer en modstandslinje. Den ligger ved kurs 335, og indtil den brydes må Pandora nøjes med en Hold-anbefaling.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 1360,00
Rockwool er ikke investorernes livret for tiden, og indtil kursen kommer over på den rigtige side af 60 dages glidende gennemsnit i 1361 får aktien en Hold-anbefaling.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 551,60
Royal Unibrew steg endnu engang efter at have afsluttet et fald ved støttelinjen i kurs 535. Styrken i aktien er dog ikke imponerende, så vi siger Hold.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 610,00
SimCorp har etableret en kursbund ved niveauet omkring kurs 575, og kursen svinger nu i intervallet 575-610. Indtil dette interval forlades bør aktien følges fra sidelinjen.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 189,90
Tryg faldt ned gennem støttelinjen ved kurs 195, og den seneste kursbund lå i 183. Stigningen herfra må indtil videre betragtes som midlertidig, og dermed får Tryg en Salgsanbefaling.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 559,60
Vestas’ seneste stigning har sendt kursen tilbage i intervallet 535-595, så principielt kan der være en spekulativ gevinst at hente. Den forsigtige investor holder sig dog afstand indtil videre.
Ørsted – Sælg Aktuel kurs: 587,20
Ørsted skuffede markedet betydeligt i denne uge, og det blev straffet med et kursfald på 7,4% under en høj omsætning. Vi ser en markant risiko for yderligere kursfald.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her