Del artiklen:

Der skal være mere EU, eller også skal euroen splittes op i et par eurozoner med Tyskland og andre strammerlande som kernen, mens de mere ”løsagtige” lande skal have deres egen valuta. Euroen må altså gøres endnu stærkere, eller også må den splintres. Det nuværende miskmask vil føre til gentagne kriser og ende i opløsningen af EU. Det mener den anerkendte amerikanske økonom og Nobelpristager Joseph E. Stiglitz.

I sin bog ”The Euro” skriver han uden omsvøb, at den nuværende euro og den konstruktion, der ligger bag euroen, truer EU’s eksistens. Han er tilhænger af EU, og mener at det europæiske samarbejde er nødvendigt for de europæiske stater og for verdenssamfundet. Men grundlaget for euroen er ufuldkomment, og her peger han på årsager, som stort set er velkendte og bredt accepterede, især at euroens fædre ikke lavede en finanspolitisk konstruktion og i det mindste noget af en politisk union. Uden dette kan en valutaunion ikke fungere, mener han.

Det er derfor, han mener, at EU har brug for ”mere EU,” selv om det er blevet nærmest umuligt i dagens Europa, selv i Tyskland. Store dele af befolkningerne vil ikke have et stærkere europæ-isk samarbejde, hvor flere beføjelser overføres til EU-institutionerne.

Nye institutioner
EU skal dog ikke nødvendigvis ende i et forenede stater som USA, mener Stiglitz. Men der skal være en stærkere politisk integration – også stærkere end det, som tyskerne vil. F.eks. skal der være en transfer union, det vil sige, at de stærke lande skal være parate til at overføre midler til de problemfyldte lande, eksempelvis ved at Tyskland hjælper Grækenland ud af krisen med en gældsnedskrivning. Der skal være et euroobligationsmarked. Der skal være en fælles indskydergaranti. Der skal i det hele taget været flere fælles beslutninger og solidaritet, f.eks. så landene ikke kun følger en snæver tyskorientereret sparekurs.

Stiglitz, der har været rådgiver for mange regeringer verden over, og som har dybt kendskab til internationale finanskriser, er udmærket klar over, at tiden ikke er inde til ”mere EU”. Hvis EU ikke har stærkere politiske ledere, der kan overbevise vælgerne – og Tyskland! – bliver de nødt til at lave en form for exit fra euroen.

Det enkleste vil være at lade Tyskland træde ud, så resten af EU kan have sin egen svage euro med en svagere finanspolitik end den tyske. Et alternativ til en tysk udtræden er at etablere en fleksibel euro, f.eks. så en mindre gruppe af eurolande omkring Tyskland laver sin egen euro, men en anden gruppe (eller to) laver sin egen version af euroen. En nordeuropæisk euro får dermed ikke samme værdi som en sydeuropæisk.

En sådan fleksibilitet er en praktisk og teknisk mulighed, og den vil være en god overgangsfase, indtil der er politisk vilje til at lave en politisk union som grundlag for en fælles valuta for hele EU.

Stiglitz mener, at eurokrisen langt fra er ovre. Grækenland er fastholdt i depression på grund af de betingelser, Tyskland har stillet, og som han finder urimelige. Grækenland kan aldrig tilbagebetale sin gæld. Eurosystemet er ikke fleksibelt nok til at tage vare på de svageste lande. Derfor kan systemet bryde sammen, som f.eks. Bretton Woodsvalutasystemet brød sammen efter tre årtier.

Beskæftigelsen er glemt
Stiglitz mener, at de senere årtiers nyliberalisme har fået overtaget i EU-landenes finansministerier, mens f.eks. arbejdsministerierne udelukkes fra beslutningsprocessen. F.eks. når der skal findes en løsning på den græske gældskrise. Der blev brugt pression mod Grækenland, og det havde intet med demokrati at gøre, mener han.

Han er en stærk kritiker af, at Den europæiske Centralbank, ECB, kun har ét mål: Inflationsbekæmpelsen. Den bør også – som den amerikanske centralbank – have som mål at styrke økonomien og beskæftigelsen – herunder at prikke hul på bobler. Han foreslår også, at EU-landene kan reducere landbrugsstøtten og hjælpen til bankerne for at skaffe penge til at håndtere flygtningestrømmen – og til at styrke økonomien generelt. Ideerne vælter ud af bogen.

Bogen er spækket med detaljerede beskrivelser af euroen og af hans alternativer, og noget af det virker ude af trit med europæiske realiteter. Men han kommer med et nødvendigt input til løsningen af eurokrisen og den europæiske stagnation. Han viser, at EU-landene må se at komme ud af den nuvæ-rende apati og træffe nogle afgørende beslutninger for en ny kurs. Ellers bryder EU-projektet sammen.

læs hele udgivelsen her
Hugo Gaarden
Joseph E. Stiglitz: The Euro. 454 sider, 199,00 kr.

Del artiklen: