Hvidvasklov blev jasket igennem Folketinget

Det er sjældent, at Folketinget i ét hug pålægger erhvervslivet så store administrative byrder, som det var tilfældet for to år siden, da det vedtog ændringen af hvidvaskloven. Det var der dog ikke meget bekymring for under folketingsdebatten op til vedtagelsen. Men politikerne var i praksis også magtesløse, skriver Eva Kjer Hansen og hendes rådgiver i deres bog.

Under førstebehandlingen i Folketinget blev bankerne nævnt fire gange, revision to gange, realkredit og advokater slet ikke. Derimod blev spil nævnt 30 gange: Et af elementerne i loven var at inkludere spillevirksomhed, og det var åbenbart mere håndgribeligt. Desuden ejer staten selv en spillevirksomhed, og Socialdemokratiets ordfører Thomas Jensen ville have ministerens forsikring om, at ”Danske Spil har gode forudsætninger for at drive virksomhed fremover.”

Samme Thomas Jensen var anledning til det eneste antræk til egentlig debat mellem ordførerne, da han spurgte LA’s ordfører Joachim B. Olesen, hvordan denne kunne kritisere et forslag, der bl.a. skulle stoppe finansiering af terror. Den konservative ordfører Brian Mikkelsen var helt fraværende til debatten. Han blev undervejs i forløbet ansvarlig minister, men under anden- og tredjebehandlingen tog slet ingen ordet. Flertallet godkendte blot, i en samlet afstemning, 40 ændringsforslag.

Lav tillid
Set i bakspejlet var folketingsdebatten en ren farce. Den slags er medvirkende til, at politikere gentagne gange er blevet kåret som den mindst agtede faggruppe herhjemme. Netop denne ringe agtelse beskæftiger Ligestillings- og fiskeriminister Eva Kjer Hansen og hendes rådgiver Morten Flindt sig med i en ny bog.

De mener, at ringeagten for politikerne er nået til et punkt, hvor selve folkestyret er truet. Som de ser det, handler det imidlertid ikke om at pege fingre ad dovne og useriøse politikere. I stedet hæfter de sig ved, at folketingsmedlemmerne har fået meget vanskelige vilkår, og de ser netop vedtagelsen af hvidvaskloven som et eksempel: Her havde politikerne, selv med den bedste vilje, dårligt nogen mulighed for at gøre en forskel.

Som de beskriver forløbet, strakte det sig over flere år. Men det meste af arbejdet foregik i EU, og det var kun i allersidste øjeblik, at folketingsmedlemmerne blev koblet på. I årene forinden havde Folketinget fået i alt 16 siders notater om forhandlingerne i EU. Heraf fremgik det, at inklusionen af spillevirksomhederne var eneste substantielle ændring. Da lovforslaget så kom i sommerferien 2016, tre måneder før det blev behandlet i Folketinget, var det på 285 sider, og nu med mange flere substantielle ændringer plus store omkostninger. Politikerne var under et voldsomt tidsmæssigt pres for at vedtage den nye lovgivning. Det fremgår af høringssvarene, at også erhvervsorganisationerne var på hælene. Få nåede at forholde sig til principielle problemstillinger. I stedet klagede de over hastværket med at gennemføre lovgivningen, og f.eks. realkreditinstitutterne skrev i klartekst, at de umuligt ville kunne overholde loven helt fra dens ikrafttræden.

Hastværket betød også, at lovgivningen kom til at gå videre end direktivet, selv om regeringen har en målsætning om at undgå overimplementering af EU-direktiver. Samt at regler, der synes irrelevante for Danmark, slap igennem. Som f.eks. reglen om, at virksomhederne skal holde særligt øje med politisk eksponerede personer. ”Hvor ofte er det lige, at medlemmer af partiernes forretningsudvalg eller politikeres børn hvidvasker penge eller finansierer terror,” som forfatterne retorisk spørger.

Ikke helt magtesløse
Loven er ikke skyld i Danske Bank-sagen – dens indhold relaterer til transaktioner fra tidligere år. Men de første problemer har meldt sig på andre måder, f.eks. gennem ophobningen af indberetninger hos statsadvokaten.

Det er al ære værd – og for ministerens vedkommende modigt – at forfatterne påpeger de åbenlyse uhensigtsmæssigheder i det politiske system. Men man sidder tilbage med den tanke, at jo, der var noget politikerne kunne have gjort bedre.

De kunne have forlangt at få ordentlig tid til at behandle lovforslaget og insisteret på EU’s nærhedsprincip. De kunne også have givet alenlange næser til ministre, der havde misbrugt deres mandat under forhandlingerne i Bruxelles og bag Folketingets ryg havde forhandlet vidtrækkende lovgivning igennem.
Eva Kjer Hansen og Morten Flindt: Det forsømte folketing. Gyldendal. Vejl. pris 199,95 kr.