Udenlandske investorer har sluttet nettosalg i Pandora
Over de seneste seks måneder har udenlandske finanshuse nettosolgt Pandora aktier for 4,5 mia. kr. Bag ved nettosalget står blandt andet fem store amerikanske shortfonde, som spekulerer i et kursfald i Pandora efter det kommende regnskab for Q2. Ifølge Finanstilsynets opgørelser er fondene endnu ikke begyndt at reducere deres milliardstore poster, hvor de skal tilbagekøbe aktier for at neutralisere deres positioner.
Over de seneste uger har udenlandske investorer faktisk været nettokøbere for første gang i meget lang tid. Det kulminerede fredag ved at udlandet var nettokøbere i et ellers negativt marked. Dette er et stærkt signal om, at købersiden er ved at overtage magten. Antageligt står der også store udenlandske købere bag nettoresultatet, idet der samlet blev handlet for næsten en halv milliard kroner Pandora aktier, mens udlandets nettokøb var 29 mio. kr.
Den 8. august kommer det længe ventede regnskab for 2. kvartal fra Pandora. Her vil de fem store shortfonde kigge efter hår i suppen, og hvis de finder noget vil de igen sende aktien langt ned. Modsat kan man risikere, at det kommer et supergodt regnskab, som udløser et short squeeze med en solid kursstigning. Vi forventer svage tal fra USA, og stærke tal fra Asien. Umiddelbart er vi nok mest indstillet på at stille os på sidelinjen hen over regnskabet, og måske genkøbe billigere. Risikoen for en stærk kursbevægelse op eller ned er overhængende. Og husk, at shortfondene endnu ikke har opgivet deres ”angreb” på Pandora.
Markedet parat til et generelt comeback
I den forgangne har der være mindre svaghed på det amerikanske aktiemarked, som dog fortsat ligger tæt på den historiske rekord for S&P 500 indeks. S&P Future var lidt nede i løbet af ugen og teste første støtte i 2460. Men pejlemærket holdt og fredag aften steg aktierne igen. De amerikanske teknologi aktier (sox.x) havde dog er relativ svag uge, efter skuffende regnskaber fra blandt andet Google og Amazon. Halvleder indeks (sox.x) ligger lige over 50 dages glidende gennemsnit, og de kommende uger bliver meget afgørende, da de konjunkturfølsomme teknologiaktier kan let føre det generelle aktiemarked længere ned.
Hold øje med Dow Transportation
Et andet vigtigt pejlemærke er udviklingen i det amerikanske Dow Transport indeks, som de seneste uger er faldet mere end fem procent, med et gevaldigt dyk i torsdags. Dow Transportation indeks ses ofte som ledende for det øvrige aktiemarked, da det normalt vil afspejle den underliggende stemning i industrien – via dennes transportbehov. Transport indeks’et er faldet gennem 50 dages glidende gennemsnit, så næste vigtige støtte er det lange 200 dages glidende gennemsnit lidt over én procent længere nede.
Bedring på vej i amerikansk økonomi?
Umiddelbart synes USA’s økonomi at have afsluttet de seneste måneders opbremsning, målt på de ledende indikatorer. Både ECRI indikatoren fra Economic Cycle Research Institute og Citigroups Economic Surprice indeks har de seneste uger vist en positiv tendens efter måneders tilbagefald. De første BNP data for 2. kvartal 2017 viser da også en moderat økonomisk vækst på 2,7 procent godt drevet frem af de amerikanske forbrugere. Det kan give fornyet tro på, at den amerikanske centralbank alligevel vender tilbage til den oprindelige plan for renteforhøjelser det kommende halvandet år. Det vil i givet fald igen løfte obligationsrenterne.
Historisk lav VIX giver en meget billig forsikringsmulighed
En vigtig drivkraft for aktiemarkederne kan dog stadig blive den historiske lave VIX, som siger noget om nervøsiteten i markedet. Den seneste måned har VIX værdien, som handles som en kontrakt på børsen, været det lavest i tyve år, og det står i voldsom modsætning til de faktiske underliggende markedsrisici. VIX kan næppe falde meget mere, hvis man ser på historien, hvor værdien altid er steget fra det aktuelle leje.
Det betyder, at det for investor faktisk er blevet ekstremt billigt at forsikre sig mod uro og øget nervøsitet på de finansielle markeder. Men hvis mange investorer kaster deres kapital ind i VIX kontrakter betyder det også, at de finansielle modparter må forsikre sig med modsatrettede positioner, og det kan i sig selv skabe øge udsving på aktiemarkedet. For den spekulative investor må det være meget oplagt at investere i en af de mange ETF’er som er baseret på det amerikanske VIX indeks, og vi overvejer også at tage en mindre position i AktieUgebrevets pensionsportefølje.
Hold øje med S&P future i 2460 og 2400
Vores aktuelle vurdering af situationen på det generelle aktiemarked, styret af udviklingen i det tyske og amerikanske indeks, er, at vi skal holde øje med S&P future først i 2460 og dernæst i 2400. Først ved brud ned gennem 2400 ser vi grund til at øge agtpågivenheden markant. De europæiske aktier, anført af tyske DAX indeks, er allerede sat ganske meget ned på grund af dels en styrket Euro, og dels af Draghis forventede tilbagerulning af de pengepolitiske stimulanser. Yderligere fald i europæiske aktier vil sandsynligvis kun ske som følge af fald i amerikanske aktier.