Nynoterede Netcompany, som handles til 40 gange årets forventede overskud på grund af enorme forventninger til de kommende års vækst, viste i andet kvartal flere svaghedstegn. Regnskabet blev modtaget negativt med et kursfald på 7 procent.
Børskometen Netcompany ligger fortsat 45 procent over noteringskursen på 155 fra juni. Med stigningen er aktien en af de absolut dyreste aktier på børsen. Den handles til 40 gange det forventede overskud i år.
Økonomisk Ugebrev har tidligere i en analyse under overskriften ” Er Netcompany en boble med enorme indbyggede risici? ” beskrevet, hvordan itselskabets forretningsmodel virker meget risikabel, i forhold til ledelsens udmeldinger og de vækstrater i salg og lønsomhed, som markedet forventer.
Flere bekymrende forhold i regnskabet
2. kvartalsregnskabet indeholder flere bekymrende forhold, som kan være første indikation på, at det bliver vanskeligt at holde væksttempoet og lønsomheden. Ledelsens forventning til helåret på ca. 2 mia. kr. i omsætning kommer helt sikkert i hus: Normalt ligger ca. 60 procent af årets omsætning i andet halvår, og efter første halvår er omsætningen 1 mia. kr. Analytikere ser to scenarier: Enten bliver 3. og 4. kvartal markant ringere end forventet af markedet. Eller også burde ledelsen have opjusteret allerede nu.
Der ulmer også andre risici under overfladen:
For det første er det bekymrende, at den organiske vækst fra 1. til 2. kvartal faktisk var minus 6 procent – med et omsætningsfald fra 440 mio. kr. til 414 mio. kr. Næsten halvdelen blev dog modsvaret af øget omsætning fra opkøbet i England. Omsætningstilbagegangen faldt på offentlige kunder, mens der var lille vækst på private kunder. Faldet i den organiske omsætning kan skyldes, at juni er delvis sommerferiemåned, men det burde give et parallelt fald i begge kundetyper.
IT-virksomheden NNIT havde modsat positiv vækst fra 1. til 2. kvartal, blandt andet på grund af en positiv påskeeffekt med flere arbejdsdage, som alt andet lige også burde have løftet Netcompany. Ledelsen fastholder dog forventningen for helåret om en organisk vækst på 20-25 procent for helåret.
For det andet kom Netcompanys ledelse med en indirekte nedjustering på lønsomheden i år, idet den nu guider på, at man rammer bunden af det tidligere udmeldte interval for EBITA-marginalen på 24,5 til 27,5% for helåret. Noget af faldet kan skyldes valutaeffekter. Efter første halvår var marginalen 24,2% og i 2. kvartal 23,6%, korrigeret for ekstraordinære omkostninger.
I 1. kvartal var den ukorrigerede marginal i den danske forretning 26,2% mod 21,9% i andet kvartal. Skønsmæssigt, korrigeret for IPO-omkostninger, var marginalen 28,5% Problemet synes altså at omfatte de udenlandske enheder.
For det tredje synes ledelsen at skulle bruge meget lang tid til at få trukket den danske forretningsmodel med høj lønsomhed ned over den engelske forretning, som især er baseret på træk på dyre eksterne konsulenter. Ledelsen oplyser, at det tager fire-fem år. Og der er lang vej fra de aktuelle 4% i EBITA-marginal i UK til de ønskede 27% .Problemstillingen er den samme i Norge, hvor processen dog er længere fremme.
For det fjerde er Netcompany fortsat involveret i en række meget store offentlige projekter, som indebærer forøgede risici på grund af projekternes størrelse og kompleksitet. Økonomisk Ugebrev har tidligere beskrevet, at Netcompany har en meget lille garantiforsikring mod ulykker, og at det gør selskabet ekstra sårbart.
Både blandt analytikere og brancheeksperter er det opfattelsen, at selskabet før eller siden vil ryge ind i dyre problemer med projektstyring, forsinkelser eller mangel på interne personaleressourcer. I branchen er der således allerede snak i krogene om, at Netcompany er begyndt at have udfordringer på nogle af de store aktuelle projekter.
Artiklen har været forelagt Netcompany i fuld længde.
Læs tidligere analyser af Netcompany her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her