I sidste uge lagde vi Össur i Basisporteføljen, og det viste sig allerede fem dage senere at være en god forretning. I mandags udsendte selskabet nemlig en meddelelse om købet af Touch Bionics for 27,5 mio. GBP (257 mio. kr.), og den besked blev modtaget meget positivt af aktiemarkedet. Den i forvejen stigende aktiekurs blev således sendt yderligere 3,1 % i vejret i mandags.
Össur producerer proteser, og når købet af Touch Bionics blev modtaget så godt, skyldes det at man dermed fylder et hul i Össurs produktlinje. I meddelelsen fra selskabet forklares det, at købet er en milepæl for Össur, som nu går ind på markedet for proteser til den øvre del af kroppen, hvilket man ikke har været i stand til tidligere. Desuden vil der være en synergieffekt for Össur i købet, da man allerede servicerer de samme kunder som Touch Bionics. Der er dog ikke tale om en øjeblikkelig synergieffekt, men om en effekt, som vil blive opnået over de næste 2-3 år.
Det forhindrer dog ikke kurseffekten i at vise sig langt tidligere. Aktiemarkedet værdiansætter nemlig Össur – og alle andre selskaber – efter den forventede fremtidige indtjening, og den forventning blev flyttet et niveau opad i den forløbne uge.
På trods af vores fortsatte skepsis mht. hvor længe aktiemarkedet kan holde dampen oppe, så fastholder vi indtil videre en investeringsgrad i Basisporteføljen på 100 %. Det vil vi gøre så længe der er attraktive aktier i markedet, og dem er der ikke mangel på p.t.
Med mere fri kapital ville vi i øjeblikket også overveje aktier som Rockwool, SP Group, William Demant Holding og Zealand Pharma til porteføljen.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.