North Media fastholder forventningerne om et betydeligt underskud på kort sigt.
Aktien er i bedste fald en investering i den langsigtede fremtid for den tålmodige investor.
Udsigten til et meget problematisk regnskabsår for North Media blev bekræftet af halvårsregnskabet, som fortæller om en tilbagegang i det primære driftsresultat (EBIT) til minus 25 mio. kr. fra minus 3,5 mio. kr. i 2015.
Det dårlige resultat var dog ikke overraskende for hverken investorerne eller North Media selv. I årsregnskabet 2015 lagde man således op til et underskud på det primære driftsresultat før særlige poster i intervallet 25-55 mio. kr, og det interval fastholdes.
North Medias største division, FK Distribution med 64 % af koncernomsætningen, noterede i 1. halvår en tilbagegang i omsætningen på 19 %. Årsagen er dels tabet af Coop som kunde pr. 1. januar, og dels en intens priskonkurrence. EBIT er reduceret fra 18,2 mio. kr. til 4,2 mio. kr, og overskudsgraden er faldet til 1,5 %.
Næststørste division, North Media Aviser med 23 % af koncernomsætning, kommer også ud af 1. halvår med et meget dårligt resultat. På trods af den langt mindre omsætning end i FK Distribution, er EBIT også her faldet med mere end 10 mio. kr. Nemlig til minus 18,9 mio. kr. fra minus 8,1 mio. kr. Her er forklaringen en dårligere udvikling på markedet for printannoncer end forventet.
De to sidste divisioner i North Media, North Media Online og BEKEY, står kun for en beskeden del af koncernomsætningen, og de to divisioner kommer ud af 1. halvår med et samlet minus på 14 mio. kr, hvilket er stort set det samme som i fjor. Tre ud af fire divisioner hos North Media er altså underskudsgivende, og den fjerde formår kun lige akkurat at tjene penge.
På kort sigt er det ikke problematisk, da North Media har et nettorentebærende indestående på 108 mio. kr. og et likviditetsberedskab på 288 mio. kr. Selskabet har dermed tilstrækkelig kapital til at finansiere en periode med dårlige økonomiske resultater, mens man omstrukturerer koncernen. Som led i omstruktureringen påvirkes bundlinjeresultatet positivt af en indtægt på 7 mio. kr. fra North Media Aviser bl.a. vedrørende frasalg af aviser, og en avance på 27,2 mio. kr. fra salg af koncernens ejerandel i A/S Vestsjællands Distriktsblade.
Vækst gennem tilkøb
Men på længere sigt er det ikke tilstrækkeligt at tjene penge på at frasælge dele af koncernen, og kompensere for en faldende omsætning ved at reducere omkostningerne.
Det er North Media naturligvis godt klar over, og købet af 20 % i Lix Technologies ApS er et eksempel på, at man forsøger at være fremadrettet i sin strategi. Men ligesom de øvrige initiativer hos North Media er der heller ikke her tale om en disposition, som kan løfte indtjeningen på kort sigt. Tværtimod fremgår det af børsmeddelelsen, at Lix forventes at påvirke North Medias regnskab negativt med 2 mio. kr. i 2016.
Dermed forbliver en investering i North Media en investering i den langsigtede fremtid. Vi forventer ikke nævneværdige kursændringer frem til årsregnskabet 2016, hvor forventningerne til 2017 til gengæld kan få en ganske væsentlig betydning for aktiekursen.
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 14,20 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr.): 13,8-14,6
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her